Bloggen

Forældreansvarsloven halter. Delebørn er ikke hele børn

Kategori: Forældreansvarsloven   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   5 kommentarer »
5
Apr '10

“FORÆLDREANSVARSLOVEN deler stadig børn mellem forældre, der nogle gange ikke kan samarbejde. Det skaber konflikter, som barnet risikerer at blive inddraget i. Det kan skade barnet på både krop og sjæl. Familiestyrelsen skriver på sin hjemmeside, at Forældreansvarsloven giver delebørn ”…mulighed for at være mere “hele” børn…” Det er en sandhed med modifikationer.

Jeg vil påstå, at “mange” skilsmisseforældre på grund af den delte forældremyndighed lever i en konflikt, der ikke er af voldelig, men derimod af psykologisk karakter. Denne konflikt kan for eksempel indeholde bagtalelse af den anden forælder og/eller stedforælder over for børnene, inddragelse af børn i konflikten, aftalebrud, grov verbal optræden, ubegrundede beskyldninger og anklager mod den anden forælder eller eventuelt stedforælder. Denne slags konflikter kan være særdeles skadelige for børnene.

Familiestyrelsen fastslår på deres hjemmeside, at det skal være muligt, at ”… fastsætte samværsordninger, hvor barnet er lige meget hos hver forælder”. I Berlingske Tidende (den 22. februar 2008) udtaler Hilde Lidén fra Institutt for Samfunnsforskning i Oslo, at betingelsen for en deleordning skal kunne fungere er, at “…forældrene skal kunne samarbejde, og de må ikke bo for langt fra hinanden. De skal begge deltage i barnets fritidsaktiviteter og skolearbejde, og barnet skal anerkendes og inkluderes i begge hjem …”.

HVAD NU, HVIS forældrene ganske enkelt ikke kan samarbejde? Så er det børnene, der kommer i klemme ved den delte forældremyndighed. “I mors uge går jeg til svømning, i fars uge går jeg til guitar.” Citatet er tænkt, men er et eksempel på, hvordan virkeligheden kan komme til at se ud for nogle børn med den eksisterende lovgivning.

Far og mor kan ikke blive enige, og i henhold til Forældreansvarsloven må den forælder, som barnet er hos, bestemme, hvad de skal lave blandt andet i fritiden. Så kan resultatet netop blive svømning i mors uge og guitar i fars uge. Det bliver umuligt at deltage i weekendaktiviteter, fordi forældrene ikke kan blive enige. Hvordan skal børn få en stabil hverdag med en grad af forudsigelighed, hvis de dels er tvunget til at flytte konstant, og dels er fanget mellem forældres konflikter? Er dette den bedste måde at varetage børnenes tarv?

Statsforvaltningens hjemmeside har derudover en liste over de områder, som forældre skal være enige om, når der er fælles forældremyndighed. Skole og skolefritidsordning er et eksempel. I medierne har der været flere eksempler på børn, der er kommet i klemme på grund af forældres voldsomme konflikter over blandt andet skolevalg og skolefritidsordning. Hvem skal bestemme og eventuelt betale?

Religion er et andet eksempel. Hvis faderen nu er religiøs, og moderen er ateist, hvem skal så bestemme, om barnet for eksempel skal døbes eller konfirmeres? Videreuddannelse er et tredje eksempel. Skal barnet for eksempel følge moderens kunstneriske verden eller faderens akademiske? Med den nuværende lov tyder meget på, at disse tvister ultimativt skal afgøres i retten, hvis forældrene ikke kan blive enige. Er dette den bedste måde at varetage børnenes tarv på?

IFØLGE Forældreansvarsloven skal barnet desuden inddrages og høres i forbindelse med retssager om forældremyndigheder og samvær. Det mener jeg er særdeles problematisk. Der er for det første stor risiko for, at et barn ganske enkelt ikke kan overskue konsekvenserne af at sige: Jeg vil bo hos mor, eller jeg vil bo hos far. For det andet er der en indlysende risiko for, at barnet kan blive presset af en eller begge forældre til at sige det, der vil passe forældrene. Ultimativt er der fare for, at barnet føler, at det skal give udtryk for, om det elsker far eller mor mest. Er det den bedste måde at varetage børnenes tarv?

Familiestyrelsen har iværksat et forskningsprojekt, der skal “…belyse, hvordan sager om forældremyndighed bliver behandlet, og hvordan loven om forældreansvar virker for forældre og børn”. Det er et godt initiativ. Rapporten bliver offentliggjort i 2011 og skal så vidt vides danne baggrund for den evaluering af Forældreansvarsloven, der er planlagt til 2011.

Forældreansvarsloven sikrer forældres ligestilling, men ikke barnets tarv. Problemet er, at de børn, der bliver fanget i lovens negative sider, bliver ladt i stikken. Fremtiden er tåget. Ingen ved præcist, hvor mange børn vi taler om. De fleste er dog enige i, at tilfældene eksisterer. Der eksisterer endnu ikke megen forskning, og ingen har tilsyneladende præcise statistikker på området. Jeg mener ikke, at det er godt nok blot at feje problemet ind under gulvtæppet indtil 2011, hvor loven skal evalueres”.

Dette er en kommentar i Kristeligt Dagblad fra 2009, som du kan læse her

5 kommentarer til “Forældreansvarsloven halter. Delebørn er ikke hele børn”

  1. anders
    05/04/2010 kl. 20:37

    Niels Pedersen sagde
    oktober 7, 2009 hos 10:29 pm e

    I ovenstående indlæg, i Statsforvaltningens sagsbehandling og i en række politikeres udtalelser mangler der en helt grundlæggende forståelse for hvor vitalt det er for et ban at bevare kontakten til begge forældre.

    Det er i – primært udenlandske – undersøgelser påvist, at den manglende kontakt til den ene forældre – i Danmark typisk faderen – skaber livsvarige psykiske problemer for barnet. I særdeleshed er det vigtigt for drenge at bevare den rollemodel, som far repræsenterer.

    Hele samværsproblematikken bunder i forældrenes forhold. Der tages ikke altid udgangspunkt i barnets forhold. Ingen undersøgelse, intet bevis, kan fremføres for, at børnenes forhold er bedst varetaget ved at moderen i langt de fleste tilfælde har barnet boende.

    Når man læser statistikkerne for samvær, ser man, at ca. 13 % af alle børn ikke har kontakt med den ene forælder (typisk faderen). Faderen er ikke hidtil betragtet som ressourceperson for barnet. Det har ikke været en accepteret holdning i Danmark.

    Det har altid undret mig, hvordan man i ubrudte familier har accepteret faderen som ressourceperson – men når brudet er en realitet, er faderen ikke i stand til at sørge for sine børn. Sagsbehandlngen, domstolsafgørelserne, debatterne tager sit udgangspunkt i moderens vilkår. Ikke børnenes. Det er dybt bekymrende at en enkelt påstand fra mor mod far er nok til at Statsforvaltningen kan afskære samværet med børnene. Særligt drenge, der opholder sig hos moderen og med ringe – eller ingen – kontakt med faderen, har en langt større risiko for kriminalitet, sygdom, selvmord, dårlig – eller ingen – uddannelse. Hovedparten af de unge, der er med i rockerbander, er opvokset hos enlige mødre. De forstår ikke drengene og kan ikke sætte sig ind i deres verden.

    Voldsomme drenge i sådanne forhold betragtes som umulige, problematiske. I stedet for at tage ved lære af resultater, udenlandsk forskning har lagt for dagen og forsøge at forstå drengenes psykologi, særligt når de vokser op i kvindedominerede miljøer, fortsætter kvindelige interesseorganisationer med at påberåbe sig retten til børnene.

    Jeg har arbejdet med børn og unge i snart 30 år, mine egne børn er nu teenagere og jeg har efterhånden som alderen melder sig, taget mig tid til at ræssonere over de mange børn og unge, jeg har mødt, kort sagt opsummeret min læring på baggrund af mine erfaringer. Jeg er overbevist om, at Forældreansvarsloven er en rigtig vedtagelse. Det nytter ikke at gøre far til 2. rangs person i børnenes liv. Børnene tager skade på sjælen. Mor må lære at give slip på børnene og indpasse sine egne intuitive ønsker så der også bliver plads til den anden forælder.

    Det undrer mig at en interesseorganisation som Børns Vilkår fortsat kan kæmpe mod fælles forældremyndighed i udgangspunktet. Kritikken var stærk af Forældreansvarsloven, da den blev sendt i høring. Måske har denne forening en anden og mere fordækt dagsorden?
    Forældreansvarsloven har allerede før til langt flere fredelige afgørelser i Statsforvaltningen – alene af den grund, at juristerne er pålagt at forlige konflikter om forældremyndigheden.

    Børns Vilkårs kritik af loven klinger derfor hult, når de oprindeligt i høringssvaret påstod, at lovens indarbejdelse ville føre til flere konflikter. Enhver kunne jo på forhånd regne ud, at fælles forældremyndighed i højere grad ville sikre begge forældre som ressourcepersoner. Ifølge Statsforvaltningen forliges p.t. 8 ud af 10 sager som alternativ til lange og besværlige retssager med utryghed og konflikt.

    Jeg spørger så Børns Vilkår: Hvad var det, I syntes var så farligt med delt forældremyndighed? eller skal jeg spørge mere folkeligt: Er det GODT eller DÅRLIGT at antallet af konflikter – forudsigeligt – ville rasle ned?

    Advokatsamfundet og Dommerforeningen i høringsfasenen rettede kritik mod Forældreansvarsloven. Jeg kan da selv konkludere, at færre konflikter = færre indbringende sager. Når det drejer sig om børnenes rettigheder må jeg sige: I denne situation har jeg intet at indvende imod, at I måtte blive arbejdsløse.

    Jeg glæder mig til resultatet af undersøgelsen i 2011: Vi kender jo allerede midtvejsresultatet!

    Det er således mit håb at børnenes ret til begge forældre står ved magt. Og at kvindens ret dermed fortrænges en anelse – til barnets bedste.

  2. anders
    05/04/2010 kl. 20:37

    stubkjaer sagde
    oktober 18, 2009 hos 5:50 pm e
    Kære Niels Pedersen,

    Mange tak for dit indlæg og for at videregive dine overvejelser. Det er interessant læsning, men jeg er dog på flere punkter ikke enig med dig.

    Jeg er bestemt uenig i din påstand af at jeg ikke har forståelse for hvor vigtigt det er, at barnet har kontakt til begge forældre. Min pointe er, at nogle forældre formår ikke at arbejde sammen om barnets liv i kølvandet på en skilsmisse.

    Hvis relationen mellem forældrene er ekstremt konfliktfyldt, så er der stor risiko for at det går ud over børnene. Derfor mener jeg, at det kan være særdeles uheldigt at dele forældremyndighed, fordi konflikterne så kan udvikle sig – på børnenes bekostning. Dette betyder dog på ingen måde, at forbindelsen til enten mor, eller far skal stoppes.

    Jeg er ikke begejstret for dit meget kønsspecifikke fokus. Jeg siger for såvidt ikke du tager fejl med hensyn til hvad enkelte kvinder kan gøre. Problemet er bare, at historien kan på præcis samme måde fortælles set ud fra kvinders synsvinkel. Fædre beskylder også mødrene for alt muligt og umuligt – hvilket ultimativt skader børnene ligeså meget.

    Jeg tror i det hele taget, at det er vigtigt ikke at køre kønspolitik ind i debatten om Forældreansvarsloven og børnens tarv. Det fjerne fokus fra barnet. Jeg kan se, at små børn har brug for deres mor i særligt den første tid, men ellers er far og mor lige gode forældre – mit håb er, at dette kan være udgangspunktet!

    I relation til dit spørgsmål til Børns Vilkår skal jeg lige for en ordens skyld pointere, at jeg ikke er medlem, eller på nogen anden måde er forbundet med Børns Vilkår. Det være sagt står det Børns Vilkår, lige som alle andre, frit at kommentere spøgsmålet her på bloggen.

    Mvh
    Anders

  3. Sanne
    28/02/2011 kl. 09:53

    Kære Anders.

    Det er med stor interesse jeg har læst ovenstående vedr. Forældreansvarsloven. Jeg er fuldstændig enig i, at der som følge af den bliver overdraget et ansvar til barnet som er et urimeligt pres.
    Der er mange aspekter i at bestemme et samvær og et utal af forskellige forudsætninger fra familie til familie. Jeg kan desværre kun tale ud fra egen erfaring i en situation, hvor mit barn skal høres.

    Jeg har siddet i 2 x 2 timer i Statsforvaltningen og hørt mit barns far omgåes sandheden med stor lethed. Mit formål med disse møder, som jeg selv har igangsat, var at få ham til at overholde nuværende samvær før vi skulle tale om et udvidet samvær som han ønsker. Han har misligeholdt nuværende aftale gennem flere år, hvilket han nægter.
    Det er hvad det er, men det sørgelige er, at man som institution, her mener jeg Statsforvaltning ikke afsætter ressourcer til at undersøge validiteten i oplysninger og skaber et udgangspunkt for sagen. Man kører sagen efter lovgivning, hvor barnet skal høres. Jeg mener, at dette ville have været overflødigt, hvis man validerede hhv. mine og barnets fars oplysninger.

    Jeg er enig i at der ikke skal kønspolitik ind i spørgsmålet. Til gengæld mener jeg at historik må overvejes i den forstand at jeg mener det er utilstedeligt at man som forældre kan sætte sit barn på “pause” efter forgodtbefindende i en årrække for derefter at bede om udvidet samvær, hvor Forældreansvarsloven viser sit grimme ansigt og trækker barnet i høring – UDEN at historik bliver undersøgt.

    Hvert eneste ord jeg har sagt i sagen er sandt, men det bliver “påstand mod påstand” og mit barn er det eneste der kan validere sandheden. Det er hjerteskærende at skulle sætte sit barn i en sådan situation, hvor er forældreansvaret? Hvor er rammerne for at tvinge forældre til at tage ansvar for deres handlinger som forældre? Det er blevet et spørgsmål om, forældres krav på et barn frem for et barns krav på forældre der løfter sig op over laveste fællesnævner.

    Jeg mener, afgjort at ressourcerne er bedre givet ud ved at hælde forældrenes udtalelser gennem et “sandhedsserum” og vurdere derfra i første omgang inden man tager et barn i høring.

    Jeg sad første gang i Statsforvaltning på mit barns foranledning, da hun ikke trivedes i aftalen. Der blev lagt op til forhandling om lige uger, ulige uger osv. Jeg nægtede at forhandle om tider, da det gælder mit barns trivsel, hvori jeg mener at tidligere svigt bør undgås i fremtid – det er mit klare mål. Jeg sidder tilbage med en følelse af at paragrafferne æder muigheden for at sandheden kan komme frem – jo mindre jeg sender min datter i høring. Desværre er hun nu den eneste tilbage der kan bekræfte sandheden, den der blev omtalt som “min sandhed”. Det er hjerteskærende.

    Bedste hilsner,
    en mor

  4. anders
    02/03/2011 kl. 21:21

    Kære mor,

    Mange tak for dit indlæg! Det er en trist beretning, du kommer med. Det er ulykkeligt, når barnet risikerer at blive “klemt” mellem forældre. Desværre åbner Forældreansvarsloven for flere af den slags problemer.

    Jeg håber du / I finder en god løsning.

    Mvh
    Anders

  5. Anders Stubkjær
    16/10/2012 kl. 10:52

    Det er tragisk og ulykkeligt når børn bliver sat i et spændingsfelt mellem stridende forældre og deres familier, hvilket kunne tyde på er situationen her.
    Jeg har accepteret dette indlæg på bloggen som en del af den frie debat, men må samtidig tage skarpt afstand fra enhver opfordring til lovbrud!
    AS

Skriv en kommentar