Bloggen

Det amerikanske sundhedsvæsen – en kort forklaring

Kategori: Engelsk, USA   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   9 kommentarer »
29
Dec '10

I løbet af 2010 har reformen af det amerikanske sundhedsvæsen, som hedder US healthcare, fyldt meget i den politiske debat i USA. Set med europæiske, og særligt danske øjne, kan det være svært at finde hoved og hale i det amerikanske system og gennemskue debatten.

Her kommer i første omgang en kort forklaring på hvordan US healthcare anno 2010 er bygget op:

Danmark og det gule kort

I Danmark er der ét sundhedsvæsen, der dækker alle. Alle danskere har et lille gult plastickort, der giver gratis adgang til stort set alle typer af behandlinger. Tegner man yderligere forsikring, der skal dække f.eks. i tilfælde af sygdom, eller ved køb af medicin, så er det ofte ved Sygesikringen Danmark, at det sker.

I USA er det mere kompliceret. Der er ikke ét system, men ifølge artiklen ”Q&A: US healthcare reform”, som du finder på BBCs hjemmeside, så er det muligt at dele sundhedsvæsenet op i seks forskellige kategorier.

Det amerikanske sundhedsvæsen

Medicare er en af de måske mest omtalte dele af det amerikanske sundhedsvæsen. Det er finansieret af regeringen og det dækker amerikanske borgere på 65 år, eller derover. Du kan læse flere detaljer på Medicares hjemmeside.

Medicaid er ligeledes en af de mere omtalte dele af sundhedsvæsenet. Det sørger for sundhedshjælp til familier og andre borgere, der har særlig lav indkomst.

Det er de amerikanske delstater, der hver især bestemmer hvad de vil tilbyde borgerne af tjenester. Delstaterne skal dog tilbyde visse grundtjenester for at få refunderet deres udgifter af den føderale regering.

Medicalnewstoday.com har en artikel, der beskriver dette i flere detaljer.

En tredje mulighed er, at de borgere, der har arbejde bliver forsikret af deres arbejdsgiver. Ifølge BBC, betyder dette, at udgiften til forsikringen bliver trukket af lønnen.

Military Veterans har en særlig type af forsikring under den føderale regering, der, ifølge US Department of Veterans Affairs, giver alle, der har været i militæret, mulighed for at få dækning ved “topnotch facilities”.

Som det fremgår af regeringens hjemmeside, er det umiddelbart ikke fuldstændig klart om alle, der har været i militæret har mulighed for at opnå dækning.

State Children’s Health Insurance Programme (CHIP) er en del af sundhedsvæsenet, der giver mulighed for at yde gratis, eller i det mindste billig dækning til børn indtil de bliver 19 år. Insurekidsnow.gov skriver, at

”…In general, children in families with incomes up to $44,100/year (for a family of four) are likely to be eligible for coverage..”

Dette betyder, at dem der kan få hjælp tilsyneladende er børn i familier med lavere indkomst. Disse familier er muligvis dækket af Medicaid, men det betyder ikke nødvendigvis, at de har råd til at sørge for en sygesikring af børnene, og det er så her CHIP kommer ind i billedet.

Ifølge BBC, bliver borgere uden forsikring behandlet på skadestuer, hvilket i sagens natur må være akut opstået sygdom, eller skader. Der ydes ingen videre behandling, ej heller normal lægehjælp.

Den omtalte BBC artikel er værd at læse i flere detaljer. En enkelt oversigt over hvordan sundhedsvæsenet er opbygget, kan der udledes mange spørgsmål fra, bl.a.:

- Hvad er de menneskelige og økonomiske konsekvenser for borgere uden dækning?
– Hvad er de mulige samfundsmæssige / politiske konsekvenser af stigende udgifter til sundhedsvæsenet?
– Hvordan fungerer samspillet mellem det føderale og delstaterne inden for sundhedsområdet?

Denne artikel tager udgangspunkt i situationen omkring det amerikanske sundhedsvæsen i 2010, altså før ‘Obama-care’ kom til verdenen.

9 kommentarer til “Det amerikanske sundhedsvæsen – en kort forklaring”

  1. Lotte Frederiksen
    05/12/2013 kl. 15:48

    Hej!

    Hvad mener du konsekvenserne for den enkelte borger er? Såvel som de økonomiske konsekvenser?

    Hilsen Lotte.

  2. Anders Stubkjær
    13/12/2013 kl. 09:32

    Hej,

    Tak for din kommentar. Der er sket meget på sundhedsforsikringsområdet i USA siden dette indlæg blev skrevet, så det er pt. ikke opdateret. Som udgangspunkt at hvis du ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet kan du risikere at stå uden sygesikring. Borgeres generelle sundhed kan således være udsat, hvis de mister arbejdet. Alvorlig sygdom kan være økonomisk ruinerende for borgere uden dækning.

    Vh
    Anders

  3. Katrine
    13/12/2013 kl. 18:17

    Hej Anders.

    Jeg skriver pt. SRP om Obamacare, og skal sammenligne Obamacare med det sundhedssystem der var før reformen rigtig trådte i kraft.
    Her skal jeg også vurdere om Obamacare er et opgør med den traditionelle amerikanske velfærdssystem.

    Jeg vil meget gerne vide hvornår du skrev dette indlæg, ellers kan jeg desværre ikke bruge din ellers gode redegørelse.

    Kan du hjælpe mig?
    Hvad mener du om det?

    Mvh. og håb om hjælp
    Katrine

  4. Anders Stubkjær
    13/12/2013 kl. 20:22

    Hej Katrine,

    Indlægget er skrevet i 2010, altså før Obamacare.

    Mit gæt er, at din vejleder i det “vurderende” spørgsmål lægger op til bl.a. en debat af velfærdsmodeller og måske også ideologi.

    Vh
    Anders

  5. Josephine
    16/12/2013 kl. 21:33

    Hej Anders.
    jeg sidder lige nu igang med en rapport, hvor jeg skal redegøre for det amerikanske sundhedsystem. Er denne redegørelse stadig aktuel for det amerikanske sundhedsystem og er det stadig sådan det fungerer?

    Mvh Josephine

  6. Anders Stubkjær
    18/12/2013 kl. 14:25

    Hej,
    Nej, det er en skitsering af situationen omkring 2010 og tager ikke højde for de seneste reformer.
    Vh
    Anders

  7. Rasmus
    13/01/2014 kl. 17:01

    hej anders

    jeg ville høre om du har noget viden eller kender nogle gode kilder til hvordan situationen ser ud i dag. jeg har forsøgt at finde de vedtaget reformer, men har svært ved det. jeg mangler nemlig nogle kilder til at give et indblik i den nuværende situation i det amerikanske velfærdssystem.?

    mvh. Rasmus Jørgensen

  8. Anders Stubkjær
    13/01/2014 kl. 20:19

    Hej Rasmus,

    Jeg må tilstå, at jeg ikke er opdateret på de seneste udviklinger. Jeg fandt ved en hurtig søgning en timeline, som Washington Post har lavet: http://www.washingtonpost.com/politics/a-timeline-of-the-affordable-care-act/2013/11/02/76b6f9b6-43f9-11e3-a751-f032898f2dbc_story.html
    Om ikke andet giver den i hvert fald mulighed for at finde relevante søgeord, som du kan bruge til at fortsætte jagten med.

    Venligst,
    Anders

  9. Rasmus
    13/01/2014 kl. 22:53

    hej Anders

    tak for svar og det er super lige hvad jeg manglede :)

Skriv en kommentar

Om denne blog

Anders

Navn: Anders Stubkjær
Alder: 42 år
Uddannelse: Cand. mag. i Engelsk. Internationale og Mellemøststudier fra Aalborg Universitet. Master of Arts i International Studies, University of Sheffield.
Profession: Underviser i engelsk og samfundsfag på gymnasium og HF


Seneste videoer

Om i-bogen 'New York City - Stories, Structures, Society'
Aalborg University Shakespeare Company - teaser

Vis alle videoer

Kategorier