Bloggen

Medborgerskab, digital dannelse, undervisningsverdenens udfordringer og lidt om museer

Kategori: Digital dannelse, Sociale medier, Undervisning STX / HF   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   2 kommentarer »
8
Mar '12

Unge lærer teknologi, London 2012

Medborgerskab og digital dannelse hænger sammen på den måde, at der er en forventning om du skal fungere som medborger, men for at kunne gøre det i et digitalt samfund bliver du nød til at vide hvordan du skal forholde dig til det digitale, og vide hvordan du er i stand til at lære nyt, så du kan følge den digitale udvikling.

Et par definitioner først:

En forklaring på medborgerskab kan være, at …”ordet bruges i Danmark typisk til at beskrive en person, der kender sine rettigheder og pligter.

En som føler, at han eller hun hører til i det danske demokrati og de rette forudsætninger for at kunne deltage på demokratisk vis i de fællesskaber han eller hun indgår i.

Medborgerskab handler altså om at tage ansvar for sine egne handlinger…, at vide hvordan man ad demokratisk vej kan ændre ting, som man ikke er tilfreds med … om at værne om værdier som friheds, ansvar og ligeværd…

Digital dannelse mener jeg betyder, at den enkelte er i stand til:

At indsamle og kritisk behandle og anvende materiale fra nettet
At forstå dialogen på nettet og deltage i den
At etablere, vedligeholde, udvikle og beskytte en digital identitet
At være villig til konstant at lære nyt og eksperimentere
At producere selvstændigt digitalt materiale til nettet

Jeg er gymnasielærer og så vidt jeg kan se er nød til i langt højere grad at give de unge en form for digital dannelse. Jeg ved godt, at det nærmer sig det klicheagtige at sige ”Vi lever i et komplekst samfund” og ”vi lever i digitalt samfund”. Problemet er bare, at der er noget om snakken. 

Unge skal lære at agere og interagere i det digitale samfund. Definitionen af digital dannelse, som du kan se her, er ét bud på hvordan man kan forstå den digitale dimension. Nogle vil sige, at digital dannelse udelukkende er et spørgsmål om at lære hvordan man skal gebærde sig når man færdes på nettet, en slags moderne Emma Gad. Det handler ganske rigtigt om at kende sine rettigheder, eller rettere mangel på samme på nettet, og om at tage ansvar for hvordan selv optræder.

I min optik er det afgørende dog at det også handler om at unge skal uddannes til at producere relevant digitalt materiale. Det er ikke kun digitalt materiale, der fremhæver det enkelte individ, men materiale, der kan være til gavn for andre, simpelt hen ved at bidrage til fællesskabet og skabe nyt. Det kan være alt fra f.eks. at dele viden til produktionen af et nyt og genialt program.

Det er også et spørgsmål om identitet. Set fra et digitalt perspektiv lever de unge (ligesom os der er bare lidt ældre) i tre forskellige overordnede roller: Vi er privatpersoner, der har et liv med familie, venner og diverse interesser; vi er i den ene eller anden form ideelt set aktive på arbejdsmarkedet, som f.eks. medarbejdere, eller arbejdsgivere; og vi er borgere i det danske samfund.

Så medborgerskab og digital dannelse kan man sige hænger sammen på den måde, at der er en forventning om at du skal fungere som medborger, men for at gøre det i et digitalt samfund, bliver du nød til at vide hvordan du skal forholde dig til det digitale og blive ved med at følge den digitale udvikling. Man kan argumentere for, at digital dannelse i denne sammenhæng er bredere, fordi det også inkluderer arbejdsliv og privatliv.

Hvordan skal vi give unge digital dannelse? At finde svaret på dette spørgsmål er formodentligt en af de største udfordringer undervisningsverdenen står overfor i disse år. Nogle af de konkrete ting skoler, skal tage stilling til er bl.a.

Indkøb af hardware og software og krav til elever om at investerer i samme
Ledelse af det pædagogiske arbejde
Elevinddragelse

Første skridt er at uddannelsesinstitution må tage stilling til hvilken type hardware, stedet vil satse på. Det er en svær beslutning, fordi det koster, og det meste materiel, der bliver investeret i er nærmest forældet i sekundet det bliver sat op. Vi kan sætte ekstremerne op: Nogle gymnasier satser f.eks. udelukkende på Apple produkter. Andre har ingen beslutning.

I begyndelsen af januar 2012 var jeg i London for at deltage i BETT (Education Technology Show – www.bettshow.com). I den sammenhæng besøgte jeg også en skole i Herne Hill, hvor ledelsen havde taget den beslutning, at det ikke skulle være enten Microsoft, eller Apple, men derimod skulle elever have adgang til begge dele. Jeg synes ideen er fornuftig, fordi set på den lange bane er det en svaghed for elever kun at være bekendt med ét system. Omvendt giver det så institutionen og dens lærere en ekstra udfordring.

På BETT-messen var der desuden flere indikatorer på at cloud-computing på sigt bliver en vigtig ingrediens i undervisningsverdenen og i øvrigt. Som jeg forstår det, er det at så meget af ens programmer og det materiale man producerer ligger i ”skyen”, altså på nettet. Jo lettere det bliver at producere materiale og fremvise materiale, desto mere ligegyldigt bliver det hvilket fabrikat, der står bag. Professor Stephen Heppell (www.heppel.net) formulerede det ganske præcist, da han sagde, at kravet til elever bør være ”bring a browser” – dvs. hav en form for computer med, så du kan komme på nettet.

Lærerrollen udfordres
For nogle undervisere kan det virke uoverskueligt at skulle i gang med at anvende sociale og digitale medier i undervisningen. Sagen er, at vi er vant til at alt det nødvendige står i en, eller flere lærebøger, som er placeret i bogkælderen. Vi skal blot drysse ned og hente stakken med de 30 eksemplarer, uddele dem til eleverne og begynde på side 1. Og så kører det.

Inddragelse af teknologi i undervisningen er bestemt muligt, men ikke helt så enkelt. Det kræver nogle gange lidt af et detektivarbejde at finde et program, eller en applikation (app), der formodentligt kunne være relevant at bruge. Dernæst skal du finde ud af præcis hvor i et undervisningsforløb, det bidrager til undervisningen at bruge det. For det tredje bør du skaffe dig en fornemmelse for hvad der er op og ned på programmet.

Der vil uden tvivl være et par elever, der kender det, eller lynhurtigt kan sætte sig ind i det og hjælpe de andre – og være bedre til det end du nogensinde bliver. Din rolle som lærer bliver udfordret, fordi du bliver nød til at afgive indflydelse og kontrol til elever og i langt højere grad lade dem blive medspillere. Det kan føles mildt sagt grænseoverskridende når man prøver det de førte par gange.

Det er væsentligt at spørge eleverne om det giver mening, eller om det kan skrues sammen på en bedre måde, men igen det er afgørende, at man fokuserer på hvad den pædagogiske merværdi er ved at bruge IT og holder fast i at det er læreren, der er bedst til at skabe situationer, hvor der kan opstå læring. Ledelse og vigtigheden af læringseksperimenter.

Næste skridt er at ledelsen på en uddannelsesinstitution tager ansvar for arbejdet med digitale og sociale medier i undervisningen, og formulerer en vision for hvilken vej de ønsker arbejdet med det digitale skal gå. Noget, som jeg finder afgørende er, at der fra ledelsen også bliver satset på at arbejde med vidensdeling, at man gør det til vane at fortælle, gerne på nettet, om sine erfaringer med at bruge det digitale.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at ideen om at unge er digitale indfødte, der alle som én har fuldstændigt styr på det digitale ganske enkelt er noget vrøvl. Forestil dig en hver skoleklasse. Der er en mindre gruppe af meget fagligt stærke, den store middelgruppe og så de svageste.

Det er desværre på samme måde med hensyn til det digitale. Jeg har oplevet elever, der lynhurtigt optager en god video med mobiltelefon, redigerer den og sætter tekster og lyd på, ligesom jeg har oplevet andre, der ikke havde den fjerneste anelse om hvad Excel var og blev rædselsslagne ved at få en opgave, der hed lav en podcast ved hjælp af din telefon. Skal der bruges programmer, så vil det i flere tilfælde kræve at der skal undervises i brugen af dem, eller at elever i det mindste skal have tid til at sidde og prøve sig frem, før der bliver produceret noget af værdi. 

Det er afgørende at indse både som organisation og som underviser, at der ikke er én opskrift, der giver ét sikkert resultat når det handler om at bruge sociale og digitale medier i undervisningssituationer. Den bedste strategi er at prøve at finde ud af hvad der formodentlig vil give pædagogisk merværdi at anvende i undervisningen. Følger man den linje vil slutresultatet ideelt set blive til læring understøttet af diverse former for IT. Det vil kræve at man er villig til at blive ved med at eksperimentere og acceptere at man laver noget hø fra tid til anden.

Med den hastighed, der bliver lanceret nye programmer, applikationer, m.v., tror jeg også at det både set fra et ledelses- og et underviserperspektiv er særdeles vigtigt at have for øje, at det, der giver mening i dag, er formodentligt forældet om 1-1½ år.

Museer som ’places of learning’
Jeg var beæret over i slutningen af december 2011 at blive inviteret til at holde oplæg ved museumsinspektørernes konference i marts 2012. Jeg er på ingen måde ekspert i museer og jeg må tilstå, at jeg hører til typen af brugere, der kun går på museum et par gange om året, når bølgerne går højt. Ikke desto mindre har jeg efterfølgende funderet en del over hvordan digitale og sociale medier kan påvirke et museum, og tænkt over hvordan museet på mange måder er et enormt brydningssted, hvor gammel møder nyt.

Jeg kan huske hvor imponeret jeg var over at skulle downloade en applikation på Statens Museum for Kunst i forbindelse med Toulouse-Lautrec udstillingen i sommer. I London genså jeg for første gang i tyve år British Museum og blev overvældet over hvor elegant den nye arkitektur harmonerer med den gamle del af bygningerne, og lidt mere eftertænksom, da jeg så hvordan Kleopatras mumie stadig lå på præcis samme måde i hvad der formodentligt var den samme montre.

I London var jeg også til foredrag med professor Carey Jewitt (http://tinyurl.com/dbyora), der bl.a. talte om hvordan introduktionen af teknologi kan forandre et rum, eller undervisning. Hun brugte indførelsen af et smartboard i klassen som eksempel og forklarede hvordan det kan forandre fokus i en klasse.

Hun omtalte også museer som ’places of learning’, hvilket – måske sent bedre end aldrig – fik mine øjne åbnet for i langt højere grad at forstå museer som institutioner, der ligesom gymnasiet også er fokuseret på at skabe netop deres version læring. Hun nævnte et forsøg, der havde været hvor unge besøgende kunne forberede deres besøg og både under og efter besøget lave en digital produktion med billeder og historier fra selve besøget.

På den måde blev der spundet en historie og en forbindelse, der ideelt løb fra klasseværelset på skolen til museet og om alt gik vel til hjemmet, hvor historien om besøget blev fortalt og resultatet fremvist. Jeg kunne se paralleller til undervisningsverdenen som et andet læringssted, men også til digital dannelse, eftersom det at producere relevant digitalt materiale på sin vis må være topmålet af digital dannelse.

Den programmerede fremtid
Og hvordan slutter vi så? Jeg har forsøgt mig her med refleksioner over den dimension af medborgerskab, der handler om at unge skal være i stand til at gebærde sig i det digitale samfund. Som borger i dagens Danmark i dag finder du dine opdaterede rettigheder på nettet, du får adgang til og kommunikerer med det offentlige via nettet, dialogen om hvilken vej samfundet skal gå finder i stadig større grad sted i den digitaliserede verden og hvis du vil give dit bidrag er din evne til at producere digitalt materiale måske ikke altafgørende, men væsentlig.

Undervisningsverdenen har som sagt en enorm udfordring med at lære de unge den bedst mulige måde at gøre det på. Meget kan gøres af selve undervisningsinstitutionerne og de folk, der arbejder i den, men det er også vigtigt politiske verden tager højde for hvordan vi kan møde den digitale udvikling. Vi er gået i gang med en diskussion af hvordan vi kan prøve os frem med eksisterende programmer og applikationer, m.m..

Det er næsten håbløst gammeldags
I London mødte jeg bl.a. David Miller, der i 2008 fik The Guardians pris for årets bedste lærer. Han talte om at vi hurtigst muligt bliver nød til at lære unge at programmere. Hvem skal lave den næste Twitter, Facebook, Skype? Den britiske undervisningsminister annoncerede ligeledes i sin åbningstale på konferencen, at det der svarer til bekendtgørelsen for undervisning i folkeskole og gymnasium skulle laves om, så der bl.a. blev sat langt større fokus på at unge skulle lære at programmere. Man bliver hurtigt forpustet. Det går stærkt!

Dette blogindlæg udgives i bladet for Museumsformidlere i Danmark (MiD) – (MiD magasin, 26, Tema: Medborgerskab, marts 2012, s. 16-20) i forbindelse med Organisationen af Danske Museers internationale formidlingskonference på Nyborg Strand.

2 kommentarer til “Medborgerskab, digital dannelse, undervisningsverdenens udfordringer og lidt om museer”

  1. Anders Bak
    12/03/2012 kl. 17:33

    Hej navnebror

    Det er første gang jeg er inde på din hjemmeside og læse et af dine indlæg. Meget af det du omtaler og reflekterer over passer formidabelt med mit arbejde. Jeg arbejder med at udbrede den “digitale uddannelse” til hovedsageligt folkeskolerne i Danmark. Det er utrolig essentielt at uddanne de unge mennesker til at kunne agere i web 2.0-omgivelser. Jeg er forholdsvis enig i dine betragtninger omkring digital dannelse, men jeg mener ikke man kan affærdige “Emma Gad-princippet”, eller det i hvert fald vigtigt for unge, ja sådan set alle, at være klar over de digitale fodspor de efterlader sig på internettet lagres og kan bruges imod dem, så det er vigtigt at opføre sig “ordentligt” på internettet. Din definition af digitale dannelse omhandler i høj grad også web 2.0-begrebbet. Ja, faktisk er det svært at finde forskellen på en kompetent web 2.0-bruger og din digitale dannelse. Derfor kan denne definition hurtigt komme til at lægge sig op ad “Media Literacy” og selvom man besidder færdighederne til at agere på internettet og udnytte de muligheder internettet måtte tilbyde, mener jeg ikke det gør brugeren til en digitalt dannet person. “Emma Gad-princippet” må og skal også være tilstede i den digitale dannelse. Ikke at vi skal stå med løftede pegefingere og sige: Det må du. Det må du ikke. Men en reflektion om hvad der er god opførelse skal der være hos en digitalt dannet bruger.
    Men et meget spændende indlæg om et emne der fokuseres alt for lidt på i det danske uddannelsessystem. I øvrigt er jeg også meget enig med din betragtning om den fremtidige lærer. En lærer skal ikke være en “gatekeeper of knowledge”, men i stedet være en facilitator af reflektion, omtanke og dyberegående tanker. Viden er ikke magt. Det er innovation, reflektion og nytænkning der er vejen frem. Det har det måske altid været.

    – Anders Bak

  2. Anders Stubkjær
    14/03/2012 kl. 11:25

    Hej Anders Bak,

    Tak for dine kommentarer.

    Du har ret i at det er væsentligt at forstå hvordan Emma Gad-ideen fungerer på nettet. Jeg kommer ind på det bl.a. ved at sige at det handler om at ‘…forstå dialogen på nettet…’ og ‘..etablere…og beskytte en digital identitet’. Der står ikke Emma Gad, men pointen er at fremhæve vigtigheden af den dialog, der finder sted og evne til at deltage i den. Hvis du kobler det med ideen om en identitet på nettet, så har du en nok lidt nyere formulering af Emma Gad-ideen.

    Jeg tror, at det der optager mig er at komme tættere på hvad ‘dannelse’ betyder, når udtrykket bliver brugt sammen med det digitale – og få det formuleret på en enkelt og letlæselig måde på dansk.

    Måske kan vi på en eller anden måde opdatere ‘almendannelse’, så det kommer til at inkludere det digitale.

    Mvh
    Anders

Skriv en kommentar