Bloggen

Tony Blair, Machiavelli og magten

Kategori: Boganmeldelser, Engelsk, Storbritannien   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
26
Maj '12

Jonathan Powell: The New Machiavelli - How to wield power in a modern world

Jonathan Powell har begået en spændende bog som sin tid som stabschef for Tony Blair under hele hans tid premierminister.

Det sjove ved Powells bog er, at han tager uddrag fra Machiavellis tekster, der handler om ledelse og hvordan man holder fast på magten. Han bruger disse uddrag som omdrejningspunkt i fortællingen om tiden i Downing Street.

Margaret Thatcher blev kendt for reformer af den private sektor, skriver Powell. Tony Blairs eftermæle vil, ifølge Powell, blive de reformer han har iværksat af den offentlige sektor.

Fredsaftalen i Nordirland står som en af de store ’udenrigspolitiske’ begivenheder i Blairs premierministerskab. Krigen i Irak er så den absolutte modpol. Dette er Powell klar over og diskuterer bl.a. hvordan den britiske premierminister kan få indflydelse i Washington. Ligesom i Peter Mandelsons selvbiografi, som jeg har skrevet om andetsteds på bloggen, er det forholdet til Gordon Brown, Blairs efterfølger som premierminister, der overskygger det meste af fortællingen.

Det virker både absurd og tragikomisk hvor anspændt forholdet er og hvor mange ressourcer Blair må have brugt på at holde Gordon Brown i stangen.

Blair begynder tilsyneladende som en idealist, der virkelig ønsker at reformere, men omkring halvvejs i perioden som premierminister bliver det primære fokus at holde Gordon Brown fra at overtage posten som premierminister og altså at bibeholde magten – mest for magtens skyld. Det er den samme fortælling som Peter Mandelson fremkommer med.

Begge forfattere s loyalitet må siges at ligge hos Tony Blair, hvilket forklarer en del af deres holdning. Hvis man skal lade tvivlen komme Gordon Brown til gode, så bliver det interessant at se hvilket billede, der med tiden vil tegne sig af hans oplevelse af forholdet til Blair, tiden som finansminister og senere som premierminister. Der vil dog nok gå nogle år, før kvalificerede førstehåndsbeskrivelser begynder at dukke op.

Jonathan Powells bog er meget velskrevet og giver en insider beskrivelse af livet i Downing Street og Tony Blairs premierministerskab. Det er ikke en saglig diskussion, men en personlig beretning, der bestemt kan anbefales til læsere med interesse for britisk politik og Tony Blair.

Videoen er et interview med Jonathan Powell, hvor han netop taler om relationen mellem Blair og Brown.

 

Næste indlæg:

Skriv en kommentar