Underskrivelse af Dayton-aftalen

Bosnien – 25 år efter Dayton-aftalen

Bosnien – 25 år efter Dayton-aftalen 640 365 Anders Stubkjær.com

I disse dage er det 25 år siden Dayton-aftalen (DA) blev underskrevet i Paris og standsede Europas blodigste krig siden Anden Verdenskrig. Hensigten var at skabe forsoning og politisk udvikling i et krigshærget Bosnien. Desværre er hverken ambitionen om forsoning blandt de etniske grupperinger, eller den politiske udvikling af landet blevet nogen succes. En fornyelse af Dayton-aftalen er nødvendig for at bringe landet videre. Et medlemskab af NATO kunne også være en stabiliserende faktor.

Det var USA’s daværende fredsmægler for Balkan, Richard Holbrook, der med støtte fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Rusland, samlede de vigtigste eks-jugoslaviske ledere på en militærbase i Dayton, Ohio. Flere ugers forhandlinger mundede ud i ’Dayton-aftalen’. 

Trussel om opsplitning af landet

Med Dayton-aftalen blev landet opdelt i en ’ren’ serbiske del og i en ’føderale’ del, der bestod af bosniakker og bosniske kroater. Det er alment kendt i dag, at den serbiske del af Bosnien jævnligt truer med løsrivelse og søger at underminere landets føderale institutioner. Målet for de bosniske serbere er på sigt en integration med Serbien.

Løsrivelsestendensen opmuntres i nogen grad af Rusland, som serberne traditionelt set har gode relationer til. Serbien har i mange år været mere tilbageholdende på grund af et muligt EU-medlemskab. Det er efterhånden gået i fløjten og flere mener, at den serbiske ”bremse” på løsrivelsestendensen nu er væk. 

Den etniske opdeling forhindrer forsoning

Efter krigen blev serbiske politiske ledere, som f.eks. Radovan Karadžić og Ratko Mladić, dømt ved Den Internationale Domstol i Haag for etnisk ’udrensning’, kz-lejre og folkemordet i Srebrenica under krigen. Det tragiske er, at Dayton-aftalen i realiteten er kommet til at fastholde Karadžićs og Mladićs ideologiske hovedværk: Den etniske opdeling af Bosnien – en opdeling, som landet aldrig har haft tidligere. For mange af krigens ofre er det umuligt at acceptere denne opdeling, der udspringer af bl.a. de etniske udrensninger, og dette blokerer for håbet om forsoning. 

Dayton-aftalen konstruerede desuden et politiske system med et enormt antal folkevalgte politikere til et lande, der er mindre end Danmark: 5 præsidenter, 13 regeringschefer, 117 ministre, over 700 lokale politikere. Det giver både et uhyre kompliceret politisk system og en enorm regning for den daglige drift. Valgloven er, ironisk nok, også diskriminerende mod flere befolkningsgrupper.

Migration

I de senere år er der kommet endnu en udfordring. Migranter fra blandt andet Afrika, Mellemøsten, Afghanistan, Pakistan, Bangladesh på vej mod det forjættede EU, bliver brutalt standset ved den kroatisk-bosniske grænse, som også er EU’s ydre østlige grænse. Disse migranter ender ofte ufrivilligt i Bosnien, hvor de klumper sig sammen i visse områder og gør den lokale befolkning utryg. FN vurderer, at efter 2018 er mere end 66.000 migranter, der er krydset ind over grænsen til Bosnien på vej mod EU, hvor de altså ikke får lov til komme ind. Også her viser ’Daytons Bosnien’ sin manglende evne til at handle internt. 

Den politiske og økonomiske stilstand i landet betyder, at mange borgere, oftest i den arbejdsdygtige alder, beslutter sig for at forlade landet. Dette brain drain har fundet sted de sidste 25 år og føjer, ligesom COVID-19, et yderligere problem til listen over udfordringer, som landet står med.

Dayton 2.0

For at bringe Bosnien ud af sit politiske dødvande ville en mulighed være, at opdatere Dayton-aftalen. For at markere 25-årsdagen for Dayton-aftalens underskrivelse har tre amerikanske senatorer, Rob Portman (R), Mike Turner (R) og Sherrod Brown (D) fremlagt en resolution i Senatet, der faktisk foreslår fornyelse af Dayton. Der er dog stor sandsynlighed for, at Rusland, som én af medgaranterne for aftalen, vil være imod fornyelsen. Man kunne også spørge sig selv om USA, trods senatorernes initiativ, rent faktisk vil have tilstrækkelig politisk interesse i at investere i en Dayton 2.0, selv med en nyvalgt præsident Biden.

En anden mulighed kunne være Bosniens optagelse i NATO. Medlemskab ville bremse nationalister i Bosnien, som ønsker løsrivelse, men også lægge en dæmper på kræfter udefra, der opmuntrer til det – og dermed styrke landets stabilitet. Bosnien er teknisk set parat til optagelse. Det udtalte NATOs daværende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, for nogle år siden. Europa og USA har ikke råd til at glemme Balkan, det har det seneste århundredes historie i flere omgange vist os.

(Dette indlæg er skrevet sammen med Meho Selman og udgivet i anden form på Fyens Stiftstidende d. 19. december 2020)