Sønderborg Kommune

’Digital dannelse’ er afgørende for at unge får evnen til at være engagerede medborgere i et digitaliseret samfund.

Den 26. april 2012 var jeg så heldig at få mulighed for at holde oplæg for Uddannelsesrådet i Sønderborg om ’digital dannelse og digital opdragelse’.

En af de ting, jeg brugte tid på at snakke om var hvordan vi kan placere digital dannelse i en bredere forståelsesramme.

Professor Ole Korsgaard blev i marts 2012 interviewet af Gymnasieskolen, hvor han taler om at dannelsesbegrebet bliver udfordret og at ideen om medborgerskab bl.a. er at uddanne folk til at være ’medborgere, ikke modborgere’.

Det er almen viden at samfundet undergår en stigende grad af digitalisering. I Dansk ITs debatoplæg, ’Hvornår springer Danmark ud som et it-land? Danmark 3.0’ er en af de ting, der bliver diskuteret hvornår vi kan sige at Danmark rent faktisk er blevet digitaliseret – er blevet til et ’d-land’, som de skriver.

I mit oplæg til Uddannelsesrådet gik nogle af mine overvejelser på at dannelsesbegrebet er udfordret og medborgerskab er ved at vinde indpas som ét af flere mulige alternativer til almendannelse. Samfundet er ved at blive digitaliseret. Unge har derfor behov for digital dannelse, fordi det er én af de ting, der vil bidrage til at kvalificere dem til at være medborgere i et digitaliseret samfund.

‘Being Shakespeare’, Trafalgar Studios

På studietur i London i marts 2012 med en 2.g klasse var jeg så heldig at få to store oplevelser, der gjorde mig lidt klogere på The Bard of Avon. Den ene var at jeg fik mulighed for at se stykket ‘Being Shakespeare’, som er skrevet af Jonathan Bate. Den anden var en rundvisning på Shakespeare’s Globe Theatre og en efterfølgende workshop med klassen.

‘Being Shakespeare’

Hovedrollen – og den eneste skuespiller ‘Being Shakespeare’ blev spillet af Simon Callow. De færreste kender hans navn, men hvis jeg siger, at det er ham, der dør i Fire Bryllupper og en Begravelse, så ved de fleste hvem det er.

Stykket er om Shakespeare, mere end med Shakespeare. Hovedpersonen fortæller om Shakespeares tid og om Shakespeares stykker og er det ene øjeblik en mere neutral fortæller og det næste spiller han korte uddrag fra Shakespeares teaterstykker, eller citerer sonnetter.

Jeg kan kun anbefale stykket til alle, der har interesse for Shakespeare og mit gæt er det kunne bruges i 3.g på A-niveau som en underholdende afveksling i arbejdet med William Shakespeare. I videoen fortæller Simon Callow selv om stykket:

Shakespeare’s The Globe

Skuespilleren Mark tog i mod klassen foran The Globe. Historien om Sam Wanamaker og hans kamp for at få genskabt teatret er både tragisk, men også meget underholdende. Den korte version er, at en amerikaner kommer til London for at få genopført

At få mulighed for at opleve teatret og høre om hvordan stykkerne blive sat op, ja, det får sipmelt hen en til at ønske at det en dag vil lykkes faktisk at komme til at se et skuespil. Efter rundvisningen står Mark for en workshop, hvor eleverne først gennem leg og øvelser får grinet og slapper af.

Så går de i gang med at læse en scene fra Macbeth. På mange måder får Mark teksten gjort levende og givet eleverne en oplevelse af at ham Shakespeare er måske lidt svær, men det kan faktisk godt lade sig gøre at forstå det. Og det er slet ikke så dårlig en oplevelse at få.

Skal du som engelsklærer til London med en klasse, der skal læse Shakespeare, så er turen til The Globe alle pengene værd.

Nyborg Strand, d. 27. marts 2012

Den 27. marts 2012 holdt jeg oplæg på Museumsformidlerne i Danmarks internationale formidlingsseminar på Nyborg Strand. Emnet for mit oplæg var ’Digital dannelse, medborgerskab og gymnasieskolens udfordringer’.

Jeg fortalte først om hvordan jeg så digital dannelse og tog udgangspunkt i hvad jeg har skrevet her på bloggen.

Seminarets tema var ’medborgerskab’ og det næste jeg gjorde var så at skabe en forbindelse mellem digital dannelse og medborgerskab.

Det gjorde jeg kort fortalt ved at pege på, at for at kunne være en aktiv medborger kræver det i denne digitaliserede verden, at du er tvunget til at være i stand til at producere selvstændigt og reflekteret digitalt materiale. Dette lærer de færreste af sig selv og derfor er det noget vi skal undervise i, bl.a. i gymnasieskolen, men også i folkeskolen.

Jeg sluttede af med at diskutere nogle af de udfordringer gymnasieskolen står over for. En af mine påstande er at vi i gymnasieskolen efterhånden betragter digitale og sociale medier som noget, der hvis vi bruger det rigtigt kan skabe hvad jeg kalder ’pædagogisk merværdi’.

Problemet er at der fra ’pædagogisk merværdi’ til en egentlig ’digital dannelse’ er et stykke. Det store spørgsmål er så hvordan vi når til den digitale dannelse…

Sønderborg Statsskole d. 14. marts 2012

Den 14. marts 2012 var der pædagogisk dag på Sønderborg Statsskole om IT. Statsskolen er min arbejdsplads og jeg fik mulighed for at fortælle om nogle få af de mange indtryk fra BETT-show 2012 og holde workshops.

Jeg holdt først et kort oplæg for kolleger, hvor jeg skitserede nogle af de indtryk, jeg fik fra turen til London i januar og BETT-messen, som du også kan læse om her på bloggen.

Dernæst holdt jeg et oplæg om hvad weblogs er for noget og prøvede at give nogle ideer til hvordan weblogs kan bruges i undervisningen. Jeg bruger selv blogs som et slags ”uformel digital arbejdsplads”, hvor jeg ofte beder elever uploade resultatet af gruppearbejder.

Fordelen ved bloggen er, at det er let at overskue eleverne arbejde og at finde et, eller to eksemplarer af et gruppearbejde, der er værd at diskutere.

Du kan se min prezi-præsentation ved at klikke på linjen her.

Jeg holdt også et kortere oplæg for engelskgruppen om fordelen ved at have en delicious-profil som faggruppe. Du kan samle links til f.eks. hjemmesider med skønlitterære tekster, eller forskellige typer af hjemmesider med online grammatikøvelser. Finten er dybest set at få delt de mange godbidder, der ligger under favoritter hos alle.

Så det var en travl, men spændende dag.

Unge lærer teknologi, London 2012

Medborgerskab og digital dannelse hænger sammen på den måde, at der er en forventning om du skal fungere som medborger, men for at kunne gøre det i et digitalt samfund bliver du nød til at vide hvordan du skal forholde dig til det digitale, og vide hvordan du er i stand til at lære nyt, så du kan følge den digitale udvikling.

Et par definitioner først:

En forklaring på medborgerskab kan være, at …”ordet bruges i Danmark typisk til at beskrive en person, der kender sine rettigheder og pligter.

En som føler, at han eller hun hører til i det danske demokrati og de rette forudsætninger for at kunne deltage på demokratisk vis i de fællesskaber han eller hun indgår i.

Medborgerskab handler altså om at tage ansvar for sine egne handlinger…, at vide hvordan man ad demokratisk vej kan ændre ting, som man ikke er tilfreds med … om at værne om værdier som friheds, ansvar og ligeværd…

Digital dannelse mener jeg betyder, at den enkelte er i stand til:

At indsamle og kritisk behandle og anvende materiale fra nettet
At forstå dialogen på nettet og deltage i den
At etablere, vedligeholde, udvikle og beskytte en digital identitet
At være villig til konstant at lære nyt og eksperimentere
At producere selvstændigt digitalt materiale til nettet

Jeg er gymnasielærer og så vidt jeg kan se er nød til i langt højere grad at give de unge en form for digital dannelse. Jeg ved godt, at det nærmer sig det klicheagtige at sige ”Vi lever i et komplekst samfund” og ”vi lever i digitalt samfund”. Problemet er bare, at der er noget om snakken. 

Unge skal lære at agere og interagere i det digitale samfund. Definitionen af digital dannelse, som du kan se her, er ét bud på hvordan man kan forstå den digitale dimension. Nogle vil sige, at digital dannelse udelukkende er et spørgsmål om at lære hvordan man skal gebærde sig når man færdes på nettet, en slags moderne Emma Gad. Det handler ganske rigtigt om at kende sine rettigheder, eller rettere mangel på samme på nettet, og om at tage ansvar for hvordan selv optræder.

I min optik er det afgørende dog at det også handler om at unge skal uddannes til at producere relevant digitalt materiale. Det er ikke kun digitalt materiale, der fremhæver det enkelte individ, men materiale, der kan være til gavn for andre, simpelt hen ved at bidrage til fællesskabet og skabe nyt. Det kan være alt fra f.eks. at dele viden til produktionen af et nyt og genialt program.

Det er også et spørgsmål om identitet. Set fra et digitalt perspektiv lever de unge (ligesom os der er bare lidt ældre) i tre forskellige overordnede roller: Vi er privatpersoner, der har et liv med familie, venner og diverse interesser; vi er i den ene eller anden form ideelt set aktive på arbejdsmarkedet, som f.eks. medarbejdere, eller arbejdsgivere; og vi er borgere i det danske samfund.

Så medborgerskab og digital dannelse kan man sige hænger sammen på den måde, at der er en forventning om at du skal fungere som medborger, men for at gøre det i et digitalt samfund, bliver du nød til at vide hvordan du skal forholde dig til det digitale og blive ved med at følge den digitale udvikling. Man kan argumentere for, at digital dannelse i denne sammenhæng er bredere, fordi det også inkluderer arbejdsliv og privatliv.

Hvordan skal vi give unge digital dannelse? At finde svaret på dette spørgsmål er formodentligt en af de største udfordringer undervisningsverdenen står overfor i disse år. Nogle af de konkrete ting skoler, skal tage stilling til er bl.a.

Indkøb af hardware og software og krav til elever om at investerer i samme
Ledelse af det pædagogiske arbejde
Elevinddragelse

Første skridt er at uddannelsesinstitution må tage stilling til hvilken type hardware, stedet vil satse på. Det er en svær beslutning, fordi det koster, og det meste materiel, der bliver investeret i er nærmest forældet i sekundet det bliver sat op. Vi kan sætte ekstremerne op: Nogle gymnasier satser f.eks. udelukkende på Apple produkter. Andre har ingen beslutning.

I begyndelsen af januar 2012 var jeg i London for at deltage i BETT (Education Technology Show – www.bettshow.com). I den sammenhæng besøgte jeg også en skole i Herne Hill, hvor ledelsen havde taget den beslutning, at det ikke skulle være enten Microsoft, eller Apple, men derimod skulle elever have adgang til begge dele. Jeg synes ideen er fornuftig, fordi set på den lange bane er det en svaghed for elever kun at være bekendt med ét system. Omvendt giver det så institutionen og dens lærere en ekstra udfordring.

På BETT-messen var der desuden flere indikatorer på at cloud-computing på sigt bliver en vigtig ingrediens i undervisningsverdenen og i øvrigt. Som jeg forstår det, er det at så meget af ens programmer og det materiale man producerer ligger i ”skyen”, altså på nettet. Jo lettere det bliver at producere materiale og fremvise materiale, desto mere ligegyldigt bliver det hvilket fabrikat, der står bag. Professor Stephen Heppell (www.heppel.net) formulerede det ganske præcist, da han sagde, at kravet til elever bør være ”bring a browser” – dvs. hav en form for computer med, så du kan komme på nettet.

Lærerrollen udfordres
For nogle undervisere kan det virke uoverskueligt at skulle i gang med at anvende sociale og digitale medier i undervisningen. Sagen er, at vi er vant til at alt det nødvendige står i en, eller flere lærebøger, som er placeret i bogkælderen. Vi skal blot drysse ned og hente stakken med de 30 eksemplarer, uddele dem til eleverne og begynde på side 1. Og så kører det.

Inddragelse af teknologi i undervisningen er bestemt muligt, men ikke helt så enkelt. Det kræver nogle gange lidt af et detektivarbejde at finde et program, eller en applikation (app), der formodentligt kunne være relevant at bruge. Dernæst skal du finde ud af præcis hvor i et undervisningsforløb, det bidrager til undervisningen at bruge det. For det tredje bør du skaffe dig en fornemmelse for hvad der er op og ned på programmet.

Der vil uden tvivl være et par elever, der kender det, eller lynhurtigt kan sætte sig ind i det og hjælpe de andre – og være bedre til det end du nogensinde bliver. Din rolle som lærer bliver udfordret, fordi du bliver nød til at afgive indflydelse og kontrol til elever og i langt højere grad lade dem blive medspillere. Det kan føles mildt sagt grænseoverskridende når man prøver det de førte par gange.

Det er væsentligt at spørge eleverne om det giver mening, eller om det kan skrues sammen på en bedre måde, men igen det er afgørende, at man fokuserer på hvad den pædagogiske merværdi er ved at bruge IT og holder fast i at det er læreren, der er bedst til at skabe situationer, hvor der kan opstå læring. Ledelse og vigtigheden af læringseksperimenter.

Næste skridt er at ledelsen på en uddannelsesinstitution tager ansvar for arbejdet med digitale og sociale medier i undervisningen, og formulerer en vision for hvilken vej de ønsker arbejdet med det digitale skal gå. Noget, som jeg finder afgørende er, at der fra ledelsen også bliver satset på at arbejde med vidensdeling, at man gør det til vane at fortælle, gerne på nettet, om sine erfaringer med at bruge det digitale.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at ideen om at unge er digitale indfødte, der alle som én har fuldstændigt styr på det digitale ganske enkelt er noget vrøvl. Forestil dig en hver skoleklasse. Der er en mindre gruppe af meget fagligt stærke, den store middelgruppe og så de svageste.

Det er desværre på samme måde med hensyn til det digitale. Jeg har oplevet elever, der lynhurtigt optager en god video med mobiltelefon, redigerer den og sætter tekster og lyd på, ligesom jeg har oplevet andre, der ikke havde den fjerneste anelse om hvad Excel var og blev rædselsslagne ved at få en opgave, der hed lav en podcast ved hjælp af din telefon. Skal der bruges programmer, så vil det i flere tilfælde kræve at der skal undervises i brugen af dem, eller at elever i det mindste skal have tid til at sidde og prøve sig frem, før der bliver produceret noget af værdi. 

Det er afgørende at indse både som organisation og som underviser, at der ikke er én opskrift, der giver ét sikkert resultat når det handler om at bruge sociale og digitale medier i undervisningssituationer. Den bedste strategi er at prøve at finde ud af hvad der formodentlig vil give pædagogisk merværdi at anvende i undervisningen. Følger man den linje vil slutresultatet ideelt set blive til læring understøttet af diverse former for IT. Det vil kræve at man er villig til at blive ved med at eksperimentere og acceptere at man laver noget hø fra tid til anden.

Med den hastighed, der bliver lanceret nye programmer, applikationer, m.v., tror jeg også at det både set fra et ledelses- og et underviserperspektiv er særdeles vigtigt at have for øje, at det, der giver mening i dag, er formodentligt forældet om 1-1½ år.

Museer som ’places of learning’
Jeg var beæret over i slutningen af december 2011 at blive inviteret til at holde oplæg ved museumsinspektørernes konference i marts 2012. Jeg er på ingen måde ekspert i museer og jeg må tilstå, at jeg hører til typen af brugere, der kun går på museum et par gange om året, når bølgerne går højt. Ikke desto mindre har jeg efterfølgende funderet en del over hvordan digitale og sociale medier kan påvirke et museum, og tænkt over hvordan museet på mange måder er et enormt brydningssted, hvor gammel møder nyt.

Jeg kan huske hvor imponeret jeg var over at skulle downloade en applikation på Statens Museum for Kunst i forbindelse med Toulouse-Lautrec udstillingen i sommer. I London genså jeg for første gang i tyve år British Museum og blev overvældet over hvor elegant den nye arkitektur harmonerer med den gamle del af bygningerne, og lidt mere eftertænksom, da jeg så hvordan Kleopatras mumie stadig lå på præcis samme måde i hvad der formodentligt var den samme montre.

I London var jeg også til foredrag med professor Carey Jewitt (http://tinyurl.com/dbyora), der bl.a. talte om hvordan introduktionen af teknologi kan forandre et rum, eller undervisning. Hun brugte indførelsen af et smartboard i klassen som eksempel og forklarede hvordan det kan forandre fokus i en klasse.

Hun omtalte også museer som ’places of learning’, hvilket – måske sent bedre end aldrig – fik mine øjne åbnet for i langt højere grad at forstå museer som institutioner, der ligesom gymnasiet også er fokuseret på at skabe netop deres version læring. Hun nævnte et forsøg, der havde været hvor unge besøgende kunne forberede deres besøg og både under og efter besøget lave en digital produktion med billeder og historier fra selve besøget.

På den måde blev der spundet en historie og en forbindelse, der ideelt løb fra klasseværelset på skolen til museet og om alt gik vel til hjemmet, hvor historien om besøget blev fortalt og resultatet fremvist. Jeg kunne se paralleller til undervisningsverdenen som et andet læringssted, men også til digital dannelse, eftersom det at producere relevant digitalt materiale på sin vis må være topmålet af digital dannelse.

Den programmerede fremtid
Og hvordan slutter vi så? Jeg har forsøgt mig her med refleksioner over den dimension af medborgerskab, der handler om at unge skal være i stand til at gebærde sig i det digitale samfund. Som borger i dagens Danmark i dag finder du dine opdaterede rettigheder på nettet, du får adgang til og kommunikerer med det offentlige via nettet, dialogen om hvilken vej samfundet skal gå finder i stadig større grad sted i den digitaliserede verden og hvis du vil give dit bidrag er din evne til at producere digitalt materiale måske ikke altafgørende, men væsentlig.

Undervisningsverdenen har som sagt en enorm udfordring med at lære de unge den bedst mulige måde at gøre det på. Meget kan gøres af selve undervisningsinstitutionerne og de folk, der arbejder i den, men det er også vigtigt politiske verden tager højde for hvordan vi kan møde den digitale udvikling. Vi er gået i gang med en diskussion af hvordan vi kan prøve os frem med eksisterende programmer og applikationer, m.m..

Det er næsten håbløst gammeldags
I London mødte jeg bl.a. David Miller, der i 2008 fik The Guardians pris for årets bedste lærer. Han talte om at vi hurtigst muligt bliver nød til at lære unge at programmere. Hvem skal lave den næste Twitter, Facebook, Skype? Den britiske undervisningsminister annoncerede ligeledes i sin åbningstale på konferencen, at det der svarer til bekendtgørelsen for undervisning i folkeskole og gymnasium skulle laves om, så der bl.a. blev sat langt større fokus på at unge skulle lære at programmere. Man bliver hurtigt forpustet. Det går stærkt!

Dette blogindlæg udgives i bladet for Museumsformidlere i Danmark (MiD) – (MiD magasin, 26, Tema: Medborgerskab, marts 2012, s. 16-20) i forbindelse med Organisationen af Danske Museers internationale formidlingskonference på Nyborg Strand.

West End Odeon, London

Er Margaret Thatcher en offentlig person, hvis liv er offentligt eje og dette retfærdiggør skildringen af hende som alderdomssvækket og senil? Eller er det uværdigt og indiskret at udstille Thatchers private lidelser mens hun stadig lever?

Filmen Jernladyen / The Iron Lady handler om alderdom og senilitet, og skildrer Margaret Thatcher som hun formodentligt lever i dag; et aldrende menneske, der er stadig mere mærket af senilitet, og som forsøger at holde rede på hvem hun selv er og har været.

Derudover viser filmen hvor smertefuldt og svært det kan være for den nærmeste familie at opleve senilitetens angreb. Det er når den aldrende Margaret Thatcher i glimt mindes fortiden, at vi får beretningen om hendes opvækst og politiske liv.

Alderdom, ikke politik

Instruktør Phyllida Lloyd giver i et interview i The Guardian udtryk for, at filmen handler om det at blive gammel og at der aldrig var nogen ambition om at gøre den politisk.

Den politiske del af filmen er set gennem Thatchers egne øjne og det gør, ifølge Lloyd, at producenterne selv ikke behøvede at farve det politiske. Lloyd siger i interviewet, at filmen er en refleksion over vores dødelighed. ”…It isn’t a plea for forgiveness for policy…it is a contemplation of the cost of a big life”.

I en anmeldelse i af filmen i The Telegraph tager læge Max Pemberton voldsomt afstand fra, at et menneske, der står midt i den personlige tragedie det er at blive ramt af senilitet, på denne måde bliver udstillet, særligt når personen stadig er i live. Han mener, det er ufølsomt og dårlig smag at vise noget, der er så personligt uanset hvilken opfattelse man kan have af Margaret Thatcher. Han lægger dog ikke skjul på at han mener, at filmen er noget nær en perfekt portrættering af en person med demens.

Med en lidt anden vinkel har flere af de folk, der har været tæt på Thatcher, som f.eks. Norman Tebbit og Douglas Hurd, taget afstand fra filmen, mest af alt fordi den er lavet nu mens Thatcher stadig lever. Premierminister David Cameron har ligeledes udtalt at man burde have ventet med at producere filmen.

Thatchers liv

Det være sagt, så er det spændende at blive præsenteret for et bud på hvordan Margaret Thatchers liv formodentligt kan have udspillet sig: Fra opvæksten i Grantham med den far, der var med til at inspirere hende, til mødet og ægteskabet med Denis Thatcher og valget til Parliament.

Shaftesbury Avenue, januar 2012

Det bliver for alvor interessant når vi i filmen når til Thatchers vej mod magtens tinder og oplever bl.a. hendes rolle i Falklands-krigen, poll tax, problematikken med Nordirland, strejkerne. Alle begivenheder, der fyldte meget i Storbritannien i 1980erne. Nok er de omtalte tilbageblik skruet godt sammen i filmen.

Problemet er bare, at der er mange af dem, og der bliver sjældent dvælet ved de enkelte begivenheder særligt længe, så det bliver noget opremsende. Det betyder, at det for det første kræver en vis form for kendskab til det britiske samfund i 1980’erne, og ideelt set også til Thatchers liv for at gennemskue en del af finterne i filmen og ganske enkelt genkende persongalleriet omkring Thatcher.

Hvad fortællingen om Margaret Thatchers politiske liv angår, ville det have været væsentligt mere interessant, konventionelt vil nogle sikkert også sige, at bygge en Margaret Thatcher-film op omkring en, eller flere begivenheder i hendes politiske liv, og dermed forsøge at kaste et klarere, eller måske ligefrem nyt lys over hvad damen stod for politisk set og hvorfor hun handlede som hun gjorde.

Det en trist affære at skulle se filmens bud på hvordan en svækket og muligvis ensom Margaret Thatcher lever i dag. Bevares, vi får et billede af hvordan vigtige begivenheder i den politiske verden måske nok har udspillet sig. På den anden side, er det tankevækkende, at vi i dag mener, at vi har ret til at udstille et menneskes liv på denne måde, fordi det er en offentlig person.

Uanset ens holdning til Thatchers politiske virke, er man efter at have set filmen fristet til at synes, at filmens vinkel er på grænsen til det uværdig overfor Thatcher.

Den mest interessante oplevelse i filmen er Meryl Streep, der leverer mesterligt skuespil. Hun er både den yngre søgende og senere meget selvsikre Thatcher, og samtidig den ældre og svækkede Thatcher, som hun portrætterer med meget fine og til tider underholdende nuancer.

‘Jernladyen’ som undervisningsmateriale

Mit gæt er, at det vil være en udfordring at bruge filmen undervisningsmateriale i engelsk. Den har langt fra den medrivende historie og det relativt klare budskab, som f.eks. The Queen. På mange elever vil filmen uden tvivl virke langtrukken, og for at forstå historien vil den kræve en ret betydelig grad af baggrundsviden om Storbritannien som samfund i 1980erne og Thatchers liv før det er muligt at fange finterne.

Filmen kunne måske bruges i et forløb om old age, demens, eller lignende.

BETT 2012 i London

’The Education Technology Show’, også kaldet BETT, er en af de største britiske messer for teknologi til undervisningsverdenen. BETT fandt i år sted i London i januar 2012, hvor jeg deltog.

Læs mere om: De seneste trends inden for undervisning og teknologi, der bl.a. handler om programmering, cloud computing, superklasser, m.m. Et bud på hvordan vi som undervisere og som skoler kan blive bedre til at integrere IT i undervisningen. Interview med David Miller og beretning fra et besøg på Rosendale Primary School.

Welcome to BETT

I et småkedeligt kvarter i det vestlige London er der pludselig en bygning, der fanger ens opmærksomhed. Olympia konferencehal er fra 1886. De enorme svungne jernbue, der holder glastaget samlet over de mere end 20.000 kvadratmeter udstillingsrum, minder mig om buerne på Københavns Hovedbanegård.

I et par dage i januar 2012 finder du i Olympia de seneste skrig inden for teknologi til undervisningsverdenen. Der må være tusinder af mennesker, der går ind og ud mellem de hundredevis af stande; de lytter, spørger, diskuterer, og går så videre i labyrinten. Der er også såkaldte ’sessions’ med foredrag og oplæg fra undervisere og teknikere, der fortæller om deres erfaringer, eller fremviser teknologiske dimser.

Georg Gearløs og nye eksamensformer

Undervisningsminister Michael Gove, MP

I en mindre sal holder den britiske undervisningsminister, Michael Gove, den officielle åbningstale. Han taler i høj grad til et britisk publikum (og de britiske medier). Et af de væsentligste punkter er, at der skal fokuseres mere på at unge skal lære at programmere og at dette skal gøres til en del af undervisningen.

Unge på omkring de 18 år skal blive i stand til bl.a. at programmere deres egne applikationer (apps) og udføre anden form for basal programmering. Ministeren understreger, at det er vigtigt fordi det bidrager til samfundsøkonomien at de unge kan være kreative, også med teknologien. Ministeren siger desuden at der skal være en langt større grad af frihed til at designe eksamener.

Efter talen møder jeg Tom Stacey, der på en af standene er i færd med at undervise en håndfuld knægte på en 10-12 år fra Lampton School i London i at programmere en meget enkel animationsfilm. Tom mener, at det simpelt hen er for traditionelt kun at undervise i de eksisterende programmer, m.v. Ved at undervise i programmering skal vi danne et grundlag for, at der kan komme nye teknologiske Georg Gearløs’er, der kan være med til at opfinde det næste Skype, Twitter, Facebook, osv.

Jeg funderer på hvilken enorm effekt på læringsprocessen og uden tvivl også elevers engagement det ville have hvis en del af en studentereksamen var, at eleven skulle programmere f.eks. sin egen applikation og producere fagligt relevant indhold. App’en skulle vurderes på bl.a. brugervenlighed, det visuelle element, tekst, lyd, m.v.

Fra traditionel læring til superklasser

Er det danske gymnasium med det nye loft på 28 elever i klassen i hvad vi kan kalde ’Spillet om nytænkning af læring og brugen af IT’ mon lige blevet slået tre skridt tilbage på brættet og skal stå en gang over?

Professor Stephen Heppell holder oplæg om muligheder for fremtidens skole. Han fortæller om superklasser på 60-90 elever og ser det som én måde at nytænke undervisningsformer og brugen af IT. Udgangspunktet er, at der er færre ressourcer i samfundet i dag, men der er også nye muligheder og det giver grund til at tænke nyt når det handler om at organisere undervisning. ’Superklasser’, som han kalder dem, vil tvinge os til at gå fra traditionel læring til nye læringsformer og brug af IT i undervisningen.

Professor Stephen Heppell

En normal klasse indeholder som regel altid en mindre, men faglig stærk gruppe, den store middelgruppe og de fagligt og måske også socialt svagere. I stedet for tre lærere skal holde styr på de tre niveauer, kan man dele ’superklassen’ op, bl.a. så det faglige niveau kommer tættere på eleven. Hvad undervisningen angår, kan nogle emner præsenteres som forelæsning.

Et regionalt netværk af skoler, kan i nogle situationer skiftes til at undervise de fagligt stærke via net-baseret undervisning. En mere aktiv inddragelse af IT vil, ifølge Heppell, ofte give bedre mulighed for dels at aktivere fagligt svagere elever, dels at give de mere tilbageholdende en bedre chance for at komme til orde.

Heppell pointerer, at ansvaret for læring stadig ligger hos læreren, og at det ikke vil være gratis, men en anden måde at bruge ressourcer på. Han bruger udtrykket ”stage, not age”, at det centrale er på hvilket (primært) faglige niveau eleven er, og ikke så meget om det er klasse dit, eller dat.

Bannere på BETT

I hallen forsøger standene hver især at lokke med farvestrålende bannere med budskabet om at netop de er de mest kreative, effektive, hurtige, eller måske blot de nyeste inden for deres område. Der er et væld af programmer, der til forveksling minder om Fronter og Lectio. Nogle har en udbygget portfolio-funktion, andre rettet mod folkeskoleniveau har en forældrekontakt-del, der leder tanken hen på Skoleintra.

Der er pennen, du både kan bruge til at skrive med, men også optage hvad der sker i lokalet med, mængder af smartboards og forskellige typer af pædagogiske spil til computer. Jeg konstaterer, at standene med hhv. Googles og Apples repræsentanter konstant er fyldt med mennesker, særligt korte kurser i brugen af iPad er populære.

Det gør indtryk hvor mange forskellige firmaer, der reklamerer med ”cloud computing” og signalerer at det er vejen frem. Den grundlæggende ide er, at du kontakter udbydere, der tilbyder adgang til programmer og opbevaring af dine data. Så slipper du selv, eller rettere skolen for at bruge ressourcer på at vedligeholde materiel, men køber sig til det, stort set på samme måde som vi køber os til elektricitet. Det hele kommer ud af et stik i væggen. Googles tjenester er ét eksempel på cloud computing, som de fleste kender.

Eksperimenter og ’join the conversation’!

På en café på Hammersmith Road, lige over for Olympias larm og bevægelse, møder jeg skotske David Miller til en kop te og en snak om hvordan du som lærer kan blive bedre til at arbejde med it i undervisningen. David vandt i 2008 den britiske avis The Guardians pris for årets bedste lærer, bl.a. for hans evne til at gøre IT til en integreret del af undervisningen.

David Miller

Jeg spørger også ham hvordan du som underviser, bør forholde dig til integration af IT i undervisningen, og om han har fundet ’løsningen’. Han griner og slår fast, at findes desværre ingen patentløsning. David Miller mener kort og godt, at vi som lærere har et professionelt ansvar for at tage del i den ’samtale’ der foregår på nettet og om nettet. Vores opgave er at følge med og blive ved med at undersøge og eksperimentere med hvordan vi kan bruge sociale og digitale medier i undervisningen.

Han ser lidt træt ud, da jeg spørger ham om hvad med de folk, der er bange for at begå fejl og ikke mener de har tilstrækkeligt kendskab til teknologien til at komme i gang. Hans opfattelse er at vi en for alle bliver nød til at droppe ’fejl-diskussionen’. Selv med traditionelle undervisningsmidler laver alle lærere før, eller siden fejl. Det sker, ideelt set lærer vi af det – og så går vi videre. Det er præcis det samme med it.

Vigtigheden af et velfungerende digital portfolio-system dukker i øvrigt flere gange op i samtalen. David ser både IT som en måde at engagere elever og portfolio som en værdifuld måde at fastholde ’læringsøjeblikke’ når elever har produceret digitalt materiale. Portfolio giver mulighed for en mere grundig evaluering af en elevs arbejde. Ulempen kan så være, at hvis der har været en dårlig opgave, så vil den stadig være der, hvilket elever nok ikke er så interesseret i.

Kendskab, men ikke ’clicking-expert’

I forlængelse af BETT får jeg mulighed for at besøge Rosendale Primary School i Sydlondons Herne Hill, hvor skoleleder Neil Hopkin fortæller om skolens arbejde bl.a. med IT. Et af de spørgsmål, jeg er stødt på er hvilken type IT en skole bør vælge. Herne Hill er et pænt middelklassekvarter med relativt ressourcestærke forældre. Hopkin er dog også leder af en skole i Brixton, hvor der er alt andet end elever med ressourcestærk baggrund. I Herne Hill har man valgt at sige, at elever skal have kendskab til både Apple og til Microsoft og på turen rundt i klasserne ser vi flere steder et par store Apple-maskiner, og ligeledes et par bærbare pc’ere.

Jeg har tidligere været fokuseret på at der skulle tages et valg, men Hopkins beretning åbnede mine øjne for at man også fra et ledelsesperspektiv bliver nød til at være bevidst om bl.a. hvilke ressourcer, der tilstede i lokalmiljøet, men naturligvis også skolens økonomi. Det positive ved at vælge en både-og løsning er, at elever får en bredere digital opdragelse. Set fra en lærers perspektiv er udfordringen at det bliver din opgave at få en forståelse for begge systemer, plus dem der i øvrigt kan dukke op.

Jeg kommer til at tænke på, at Stephen Heppell brugte udtrykket ’bring a browser’. Pointen var, at fremtidens krav til elever måske i højere og højere grad er, at de som minimum skal sørge for selv at have adgang til en browser, men med cloud-computing i fremdrift resten ligger i skyen.

Unge programmerer på BETT

Med hensyn til hvilke krav, der kan stilles til en lærer i forbindelse med inddragelse af it i undervisningen er Hopkin meget klar i mæglet: Det er læreren, der har ansvar for læringsprocessen. Som lærer skal du have et vist kendskab til teknikken, men du skal på ingen måde være ’clicking-expert’. Faktisk kan det være en fordel, selv om du kender (noget) til teknikken, at spille uvidende og lade eleverne undervise klassen i hvordan det skal gøres.

Hopkin mener også, at det er nødvendigt at en skole bør lave eksperimenter med hvordan IT kan inddrages i undervisningen. Ikke store forkromede foredrag, men små researchgrupper, der sørger for at dele viden med kolleger og resten af skolen.

Vejen frem med teknologien?

I London fandt jeg desværre ikke det endelige svar på hvordan digitale og sociale medier bedst kan integreres i undervisningen.  Jeg er altid blevet irriteret når jeg har talt med folk om teknologi og de har sagt ’du skal prøve dig frem’.

Hvis jeg i dag bliver spurgt om hvordan du som underviser bedst kan blive uddannet til at integrere digitale og sociale i din undervisning, så vil jeg ende med at sige det samme, fordi jeg tror efterhånden at det i hvert fald på nuværende tidspunkt er den bedste vej frem: Gå i krig med én app, eller et program ad gangen så det ikke bliver for overvældende. Vælg det du synes virker mest interessant arbejde med. Du behøver ikke kende alle finesser, men find ud af hvad der er op og ned på programmet.

Indarbejd den nye teknologi i et forløb, eller blot et modul og vurder efterfølgende om det bidrager til læringsprocessen. Jo flere kolleger, der også vil eksperimentere desto bedre. Tag også eleverne med på råd, og accepter også at de sikkert er hurtigere til det tekniske end dig selv. Del dine erfaringer med så mange som muligt. Og så på den igen!

London Borough Market

For et par år siden var jeg på Mercat de la Boqueria i Barcelona. Det var en enorm oplevelse af gå rundt i de stemningsfulde haller, der udgør markedet og se på grøntsager, frugter, kød og fisk stablet og stavlet på de mest imponerende måder, og med farver fra de forskellige ting, der strålede om kap.

Jeg oplevede Londons Borough Market i januar 2012. Igen blev jeg enormt imponeret over de forskellige typer fødevarer, som man kunne gå rundt og se på og købe. Der var også caféer og små spisesteder, hvor man kunne hvilke fødderne efter at have gået rundt og kigget.

I hele Sønderborg kommune må der med havet omkring og al landbrugsjorden være utallige producenter af fine fødevarer af alle mulige forskellige slags; kød, fisk, grøntsager, mel, frugt, m.m.

Kan det mon lade sig gøre at lave et ’madmarked’ i Sønderborg, hvor producenter af fødevarer fra området kommer og sælger deres ting?

Det kunne f.eks. være den første lørdag eftermiddag i hver måned – måske hyppigere i sommerperioden, måske en fast månedlig begivenhed året rundt uanset vejr og vind.

Et marked med mad, frugt og grønt, burde også kunne være en ting til, der kunne være med til at lokke både danske og udenlandske turister til byen. De markeder, der har gjort størst indtryk på mig har været markeder, hvor der er stemningsfulde

En mulighed er at placere et marked på Rådhustovet i Sønderborg. Det ville skabe ekstra liv i byen, der ofte er ganske mennesketom i sekundet forretningerne lukker. En anden er en placering ved vandet. Det kan også være at der findes en helt tredje placering.

Hvad vil det kræve?

For det første vil det, så vidt jeg kan se, kræve en politisk interesse i projektet og en villighed til at komme med forslag til hvordan rammerne for et marked kunne skabes. Ford det andet vil det logisk nok kræve, at fødevareproducenterne i området kunne se en idé i projektet og er villig til at stille op.

Mon folk i Sønderborg får lyst til at komme til marked?

Set fra en undervisers synsvinkel var dette nogle af de interessante ting, der blev diskuteret, da Anders Høeg Nissen fra P1s Harddisken besøgte Sønderborg Bibliotek d. 2. februar 2012 for bl.a. at give et bud på de næste års ’teknologiske trends’.

Anders Høeg Nissen skitserede bl.a. hvordan styresystemerne på de forskellige apparater langsomt nærmer sig hinanden, og skærmene bliver forbedret. Spekulationen gik på om dette med tiden kommer til at betyde, at vi ender med en slags massebetegnelse, der kunne være ’devices’, hvor den største forskel så var størrelsen.

Et andet emne, der også blev vendt med publikum, var hvor stor en rolle smartboards vil have på lang sigt. Nogle i undervisningsverdenen ville springe investeringen i smartboards over og satse på, at der vil komme en ny og bedre – og helst også billigere løsning. Nissen mente umiddelbart ikke at smartboards ville blive fejet af banen de næste år. Anders Høeg Nissen er tydeligvis både begejstret for teknologiske dimser, og for at fortælle om dem.

Det gode var, at han flere gange i løbet af aftenen gjorde det klart, at man også er nødt til at spørge sig selv om hvad man kan få ud af teknologien. Det er netop det samme spørgsmål, som undervisningsverdenen er nødt til at stille sig selv.

Det er som underviser enormt fristende at lade sig rive med af alle de smarte og sjove muligheder, som alt fra tablets til smartphones til computere i deres forskellige afskygninger giver for at lave sjove ting i timen. Nissen viste f.eks. et eksempel på hvordan man relativt let kunne producere musik med Garageband på iPad.

Den store udfordring er som underviser at sikre, at den smarte teknologi skaber læring – og helst mere læring, end de nuværende undervisningsmidler.

Cloud-computing blev også vendt. Kort fortalt betyder cloud-computing, at de tjenester og muligheder, som vi i dag er vant til at have på computeren ligger på nettet, hvor store firmaer, som f.eks Google, tilbyder tjenester og diskplads. Det er ved at vinde frem og giver nye muligheder, dels for organisationen og dels for måden undervisningen bliver struktureret på.

Der kom ingen forkromede løsninger, men måske en indikation af at det er nødvendigt hele tiden at prøve sig frem og eksperimentere med de teknologiske muligheder, vi hele tiden bliver præsenteret for.

Det digitale i undervisning

I dette indlæg vil jeg kort fortælle om en positiv oplevelse jeg havde i en gymnasieklase, hvor integrationen af digitale medier og sociale medier kørte ret problemfrit og skabte pædagogisk merværdi.

Klassen skulle repetere hvad metoder er i samfundsfag (stx, b-niveau). I al sin enkelthed bad jeg klassen om at lave en spørgeskemaundersøgelse. Datamaterialet skulle indsamles blandt de tilstedeværende medlemmer af klassen.

Når materialet var indsamlet, skulle hver gruppe selv producere et digitalt diagram, eller en tabel som så skulle uploades på klassens wordpress-blog og præsenteres kort.

Derefter skulle vi have en grundig diskussion af øvelsen sammen.

Med hensyn til det tekniske sagde jeg måske ikke at de partout skulle bruge Excel, men det var den oplagte mulighed.

En gruppe lavede en power point. Jeg er på ingen måde superbruger når det kommer til Excel. Én gruppe spurgte om hvordan man lige udførte en lidt mere avanceret detalje i programmet. Jeg henviste til en elev, som jeg havde indtryk af havde ret godt styr på det, og opfordrede til at de lige spurgte vedkommende, der sikkert gerne ville hjælpe.

Min oplevelse som lærer var, at der var tale om en øvelse, hvor det gav pædagogisk merværdi at bruge IT. Det, at de skulle producere et digitalt produkt og det skulle ses af andre, fik dem engageret på en anden måde, end en pen-og-papir øvelse ville have gjort.

Da vi samlet så på de forskellige, ofte sjove og farverige måder grupperne havde præsenteret deres resultater var der en let og humoristisk stemning. Ikke desto mindre fik vi den grundige diskussion om de ting, der blev undersøgt; om hvordan man skal opstille og læse en tabel, hvilke oplysninger der skal til for at den er klar, hvilke kritiske spørgsmål, der kan stilles til en undersøgelse, m.m.

Min oplevelse var, at den digitale dimension var ukompliceret og gav mere variation i udførelsen af denne relativt enkle øvelse. Det har taget tid at lære eleverne at bruge bloggen, men min vurdering er, at det er kommet så meget ind under huden på dem, at det er noget naturligt nu. Det bekræftede til en vis grad også at du som lærer ikke behøver at være ekspert i det digitale, fordi der er uden tvivl en elev, der er bedre end dig til det tekniske.