Srebrenica 25 år efter

Srebrenica, 25 år – verdens største skamplet efter holocaust

Srebrenica, 25 år – verdens største skamplet efter holocaust 640 365 Anders Stubkjær.com

Den 11. juli i år vil det være præcist 25 år siden, at den serbiske militsleder og general, Ratko Mladic, marcherede ind i den østbosniske by Srebrenica.

For åben skærm beordrede han sine militsfolk til, at de skulle fortsætte direkte mod Potocari – en landsby, der ligger seks km væk fra Srebrenica. I Potocari var der den dag samlet flere tusinde civile med bosniakkisk (muslimsk) baggrund fra byen Srebrenica samt flygtninge fra hele Østbosnien. De var alle fordrevet fra deres hjem af de samme serbiske styrker.

Imens Ratko Mladic beordrede soldaternes fremmarch mod Potocari, så sagde han på direkte fjernsyn, at øjeblikket var kommet, hvor man omsider skulle tage ordentligt hævn over tyrkerne. Alle ved, at på det tidspunkt fandtes der ingen tyrkere i Srebrenica. Mladic bruger ordet ‘tyrkere’ om de bosniske muslimer fra Srebrenica og omegn, som han på den måde bevidst fornærmer og nedgør.

Omgivet af sine militsstyrker når Mladic til Potocari. Her møder de den lokale civilbefolkning, som helt tydeligt er yderst skræmte. Mladics soldater uddeler chokolade til udsultede børn for rullende kameraer, og Mladic siger til Srebrenicas civile, at de på ingen måder skal være bange – intet ondt vil ske dem.

Den samme aften taler den serbiske politiske leder, Radovan Karadzic, i fjernsynet. Her garanterer han, at alle bosniske muslimer i Srebrenica vil få lov til at forlade Srebrenica – uden at noget som helst vil ske for dem. Efter kameraerne bliver slukket bliver godt 8372 muslimske drenge og mænd fra Srebrenica og de nærliggende områder myrdet af serbiske militsstyrker. Det finder sted i løbet af ganske få julidage i 1995.

I retssagerne mod Slobodan Milosevic (Serbiens præsident under krigen i Bosnien), Radovan Karadzic (den politiske leder for bosniske serbere) og Ratko Mladic (hovedansvarlig serbisk militschef) ved den Internationale Domstol i Haag blev forbrydelserne i Srebrenica kvalificeret som de værste forbrydelser mod menneskeheden efter Anden Verdenskrig og de bliver juridisk kaldt for folkedrab.

Milosevic døde i Haag før domsafsigelse, Karadzic og Mladic blev dømt for at være skyldige for folkemord i Srebrenica og andre forbrydelser i resten af Bosnien (etnisk “udrensning”, kz-lejre, bombardementer af bosniske byer). I den samme kendelse fra Domstolen i Haag blev staten Serbien som den hidtil eneste stat i verden dømt for ikke at forhindre folkedrabet i Bosnien.

Hvorfor og hvordan kunne massakren i Srebrenica finde sted? Det spørger rigtig mange om den dag i dag.

Især når man ved, at Srebrenica på det tidspunkt var udråbt som såkaldt FN-sikkerhedszone, som omverdenen (FN) skulle forsvare imod de serbiske militsstyrker. Men FN svigtede. Mange af de serbiske soldater, som delte chokolade til de udsultede drenge (som kort tid efter blev brutalt skudt ned) havde FNs symboler på sig.

En så omfattende tragedie kan ikke analyseres her på knapt en side. Diverse fagfolk, eksperter, generationer nu og generationer efter vil forske i denne forbrydelse – den værste i Europa siden Anden Verdenskrig. Og der vil helt sikkert komme mange forklaringer på denne tragedie.

Det må ikke glemmes, at Titos Jugoslavien var et arrangeret ægteskab. De to største folkeslag – serbere og kroater – havde aldrig rigtig opfattet Jugoslavien som deres eget land. Det gjorde bosniakkerne (bosniske muslimer) til gengæld, selv om den tidligere jugoslaviske republik Bosnien, som den ældste stat på Balkan, var bosniernes reelle hjemland. Ved Jugoslaviens opløsning i starten af 90’erne begyndte Serbien og Kroatien en brutal kamp om grænserne og om at erobre territorium. Men bosniske muslimer og Bosnien stod i vejen. Derfor skulle Bosnien deles, og bosniske muslimer tilintetgøres eller fordrives. Grundtanken, der drev værket, var særligt Milosevics drøm om et Storserbien. Og dette kunne ikke andet end at føre til tragedie.

Hvad kan man lære af Srebrenica? At nationalismen er en giftig ting: Den kan føre til dæmonisering og et ønske om at dominere andre folkeslag og andre folkeslags territorier. Dette vil uundgåeligt føre til elendighed og ulykke.

Kan man gøre noget for Srebrenica i dag 25 år efter folkedrabet? Man kan desværre ikke få de uskyldige tilbage. Sorgen over de døde forsvinder ikke. Det, man kan gøre, er at give de efterladte en følelse af retfærdighed. Det internationale samfund har taget store skridt ved at anklage og dømme centrale aktører, som Karadzic og Mladic (Milosevic døde dog inden domsfældelse).

Noget, der nok er endnu vigtigere, er at afmontere krigsforbrydernes livsværk: Det er faktisk det Bosnien, vi kender i dag. Landet er skarpt opdelt i etniske grupper. Det er et af de centrale problemer for landet i dag. Den etniske opdeling forhindrer, at der kan skabes en politisk stabilitet og udvikling, hvilket landet i den grad trænger til.

Vi bør acceptere Bosnien som medlem i de centrale internationale organisationer – først og fremmest NATO. Den stabilitet, som det vil give, kan minimere risikoen for at landet igen skal opleve grusomheder som folkedrabet. Verden svigtede Bosnien 11. juli 1995. Verden har ikke råd til at gøre det igen.

(Artiklen er trykt i Fyens Stiftstidende d. 11. juli 2020 og er skrevet sammen med Meho Selman.)