Migrantkrise i Bosnien

Migrantkrise i Bosnien 640 365 Anders Stubkjær.com

Den humanitære krise i Bosnien som følge af flygtningestrømme kalder på aktiv indblanding fra omverdenen for at blive løst. Det må det være i den vestlige verdens interesse, at det lille lands tilnærmelser til NATO fører til medlemskab. 

Fattigdom, klimaforandringer og væbnede konflikter er nogle af de ting, driver mennesker til at migrere. I disse corona-tider er flygtninge- og migrantstrømmene gået i stå, men ligesom alt andet er det midlertidigt. Ingen må glemme, at alle udfordringer vi stod med før, vil vende tilbage. Danmark, og flere europæiske lande, håndterer migrationen ved hjælp af stram lovgivning og intensiveret grænsekontrol. EU-stater ved Middelhavet har problemer med at håndtere migranter, der ankommer til deres grænser. Der er også lande i den sydøstlige del af Europa, som har svært ved at holde styr på grænserne. Bosnien-Herzegovina er sådan et land.

Bosnien grænser op til Kroatien og er sidste stop før det forjættede land, som er måden mange migranter ser Europa. De fleste bliver afvist ved netop den bosnisk-kroatiske grænse. Det er veldokumenteret, at det kroatiske grænsepolitis håndtering af migranter er aggressiv. Konsekvensen er, at mange migranter strander i Bosnien.  I 2019 registrerer Bosnien knapt 30.000 nye migranter. Vurderingen er, at der konstant befinder sig 7-8000 migranter i landet. Officielt har landet kapacitet til at håndtere omkring 3000. Allerede i efteråret 2019 kalder EU-kilder situationen en humanitær krise.

Migrantkrisen påvirker Bosnien på flere måder. Mange migranter klumper sig sammen i området omkring den nordvestbosniske by Bihać, tæt på grænsen i Kroatien. De tvinges ind i modtagelseslejre uden tilstrækkelig vandforsyning, sanitære forhold, eller lægehjælp. Humanitære organisationer har hejst det røde flag, fordi basale menneskerettigheder bliver udfordret. Også i Sarajevo og i den østbosniske by Tuzla er der migranter. Det er temmelig uklart om virusspredningen blandt disse grupperinger er begrænset.

Corona-krisen har forstærket den lokale befolknings bekymring over indvandringen, hvilket også er med til at synliggøre landets interne problemer. Alt tyder på, at den bosnisk-serbisk kontrollerede del af Bosnien bevidst lader migranter slippe over grænserne. Samtidigt nægter de bosniske serbere at oprette modtagelseslejre. Dermed belaster de således bevidst den politiske og økonomiske situation i den bosniakisk-kroatiske del.

Bosnien har et voldsomt komplekst og dyrt statssystem. Det er oprettet i kølvandet af bl.a. Dayton-aftalen fra 1995, som nu er landets forfatning. Aftalen anerkender i realiteten de etniske ”udrensninger”, der finder sted i 90’erne. Derfor er det svært at se, at Dayton nogensinde kommer til faktisk at fungere som landets grundlov.

Migrantkrisen og de næsten daglige politiske slagsmål i Bosniens politiske liv viser, at landet ikke er i stand til at gennemføre de mest nødvendige politiske og økonomiske reformer, blandt andet for at komme tættere på EU. Dette har også den konsekvens, at landets økonomi er så elendig, at flere og flere unge bosniere udvandrer – mest til de store EU-lande.

Fundamentet til det bosniske hus vakler. Det må være i den vestlige verdens interesse, at Bosniens tilnærmelser til NATO, der begyndte for flere år siden, leder til medlemskab. Det kan virke absurd, at et politisk ustabilt land skal optages i verdens stærkeste militæralliance. Lykkedes det Montenegro og Nordmakedonien, og Kroatien og Slovenien før dem at blive optaget, så må Bosnien være den næste eks-jugoslaviske republik i rækken. Ren teknisk er Bosnien parat til optagelse i NATO.

Bosnisk medlemskab af NATO vil være det stærkeste signal til nationalister i og omkring Bosnien samt til Putins Rusland, der konstant opmuntrer disse nationalister til løsrivelser. Ingen skal være i tvivl: nye løsrivelser betyder ny krige og flygtninge – nu internt i Europa.

Når vejret igen bliver varmere, vil presset på grænserne uden tvivl stige, når migranterne fortsætter deres kamp for at komme ind i Europa. Problemerne forsvinder ikke. Det kan ikke gå hurtigt nok med omverdens aktive indblanding i det lille Balkanland.

Indlægget er udgivet som artikel af pov.international d. 24. juni 2020:

Artiklen er skrevet sammen med Meho Selman, der er regionsrådsmedlem (S), Region Syddanmark, og tidl. kz-fange fra krigen i Bosnien i 90’erne. Vi har tidligere skrevet artiklen ‘Coronakrise, migrantkrise og politisk krise – Bosnien har brug for omverdenens støtte’

Foto: Billedet er fra oktober 2019. Det viser kunstinstallationer, der er placeret over Miljacka-floden, der flyder igennem Sarajevo. De kunne forstille migranterne, der befinder sig på vej – et sted mellem de kendte og det absolut ukendte.