Om Anders Stubkjær

Anders er lektor i Engelsk og Samfundsfag på Sønderborg Statsskole (alment gymnasium og HF) og kommunikationsmedarbejder med ansvar for skolens digitale medier.

To emner, der optager Anders, er Kongeriget Danmarks relation til Arktis og den politiske udvikling i Bosnien-Herzegovina efter krigen.

Anders er cand. mag. i Engelsk, Internationale og Mellemøststudier fra Aalborg Universitet og Master of Arts i International Studies, University of Sheffield

Kontakt: mail @ andersstubkjaer . com / +45 30 29 75 45

Kongeriget Danmark og Arktis

Rigsfællesskabet, Grønland og den arktiske region har stor betydning for Kongeriget Danmarks position i international politik. Som gymnasielærer i samfundsfag vil jeg gerne yde et bidrag til at Arktis får en mere fremtrædende plads i undervisningsverdenen – og i øvrigt.

Min interesse for Arktis udspringer af Martin Breums bøger om regionen. I samspil med Martin har jeg i 2018 lavet et undervisningsforløb om Danmark og Arktis til samfundsfag (stx). Forløbet er tilgængeligt her på hjemmesiden i en gratis ‘work-in-progress’ udgave.

Til dokumentarserien, ’Rigsfællesskabets Historie’, er vi en gruppe, der i fællesskab har lavet undervisningsmateriale. Jeg har stået for delen om samfundsfag. Norden i Skolen har udgivet en version af materialet til folkeskolen.

Det spørgsmål, der optager mig er: Hvordan kan vi forklare de politiske og økonomiske forandringer, der har fundet sted – og hele tiden finder sted i Arktis på grund af klimaforandringer? Og det forsøger jeg at involvere mine elever i også.

Digital dannelse og digital kommunikation

Hvordan kan vi som undervisere bruge digitale medier i undervisningen – og hvordan kan vi gøre unge til digitalt dannede medborgere? Det er to emner, der interesserer mig. Min interesse for det digitale stammer blandt andet fra Abelone Glahns bog, ’Dit Virtuelle Håndtryk’.

Abelone og jeg skriver i 2009 en kronik, hvor vi argumenterer for at vi skal have et ’kørekort i sociale medier’ – altså, lære at bruge sociale medier kritisk. Vi holder også foredrag om emnet. Der er løbet en del vand under åen siden, men emnet er stadig aktuelt.

’Dit Virtuelle Håndtryk’ giver mig også en stor interesse for digital kommunikation; særligt for hvordan man får en organisations hjemmeside og sociale medie-platforme til at spille sammen om at fortælle den ’rigtige’ historie om organisationen, der engagerer målgruppen.

I dag arbejder jeg med netop dette som kommunikationsmedarbejder på mit gymnasium.

Sarajevo og Bosnien

Jeg har pr. 2019 været i Bosnien-Herzegovina fire gange. Jeg er betaget af hovedstaden, Sarajevo, på grund af dens charme og historisk-kulturelle kompleksitet. I byen oplever du osmannisk, østrig-ungarsk, jugoslavisk og nu bosnisk kulturhistorie. Sarajevo har også en tydelig religiøs dimension. Den bliver beskrevet som ’Europas Jerusalem’ med dens forskellige moskeer, synagogen og de mange kirker.

Jeg arbejder på at blive klogere på hvor Bosnien-Herzegovina er på vej hen, her cirka 25 år efter krigens afslutning. Den viden vil jeg bruge til at skrive bl.a. undervisningsmaterialer til gymnasieelever – og andre interesserede.

Musik og sangskrivning

I min fritid spiller jeg i folk-rock trioen ‘East Coast Acoustic’. Vi optræder blandt andet med en nyfortolkning af hele Bruce Springsteens album ’Born in the USA’, lige fra titelsangen ‘Born in the USA’ til balladen om ‘My Hometown’. Vi har også en koncert, der hedder ‘Gud og Springsteen’. Her spiller vi udvalgte Springsteen-sange, der handler om religion, tro og Bibelen – og fortæller historier om sangene. Du kan læse mere på vores Facebookside: Følg os på Facebook

Sammenbragte familier

Jeg har tidligere blogget og skrevet artikler om sammenbragte familier og forskellige aspekter af livet som stedfar. Det er ikke et emne, som jeg i dag bruger så meget tid på, men du kan læse mine tidligere indlæg her: http://andersstubkjaer.com/sammenbragte-familier/