Bloggen

Engelsk og digital dannelse – historien om en i-bog om New York

Kategori: Digital dannelse, Engelsk, Undervisning STX / HF, USA   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
16
Mar '14

Hvordan styrker vi elevers digitale dannelse i faget engelsk? Hvordan forbedrer vi vores evne som lærere til at udnytte ‘det digitale’ i undervisningen?

Disse spørgsmål har været omdrejningspunktet for diskussioner jeg har haft med to kolleger fra Sønderborg Statsskole, Tina Jensen og John Mølgaard Sørensen.

Konklusionen var, at vi først måtte finde ud af hvad digital dannelse var og derefter lave et undervisningsforløb, der, inden for rammerne af bekendtgørelsen, søgte at styrke elevers digitale dannelse. Resultatet er blevet i-bogen ‘New York City – Stories, Structures, Society’, der er udgivet på I-Tunes i januar 2014.

Hvad er digital dannelse?

Du ramler ind i en udfordring, hvis du vil have en definition på begrebet ’digital dannelse’, fordi ingen kan helt kan blive enige om hvad det betyder. Folk kan som regel enes om noget i stil med at vi lever i et stadigt mere og mere digitaliseret samfund og unge skal (ud-)dannes til at blive medborgere i dette digitaliserede samfund, men så hører enigheden ofte op.

Ikke desto mindre forsøgte vi at gå et skridt videre og formulere et bud på en definition af digital dannelse:

”…At indsamle og kritisk behandle og anvende materiale indsamlet fra nettet
At forstå dialogen på nettet og deltage i den
At etablere, vedligeholde, udvikle og beskytte en digital identitet
At være villig til konstant at lære nyt og eksperimentere
At producere selvstændigt digitalt materiale til nettet….”

Kilde: http://andersstubkjaer.com/2011/02/digital-dannelse-forklaring-udbedes/

Definitionen kan naturligvis diskuteres, men grunden til at den bliver nævnt her er, at vi har brugt definitionen som en slags pejlemærke i forbindelse med projektet.

Opgaven for os blev så at indsamle internetbaserede undervisningsmaterialer; tekster, billeder, film, lyd, m.m. og udarbejde opgaver, hvis indhold i videst mulig omfang flugtede med en, eller flere af pindene.

Hvorfor New York City?

Bogens emne blev ’New York City’, hvilket måske er mere grundlæggende, end genialt. Under alle omstændigheder har det været vores egen interesse for byen og en fornemmelse af, hvad eleverne ideelt set kunne interessere sig for, der har drevet værket.

Vi valgte at stile forløbet til A og / eller B-niveau på STX og mener en placering på cirka 2. år er optimal. For det første fordi at elever i 2.g gerne skulle have et så godt greb om sprog og analysemetoder at de er i stand til at arbejde med lidt mere varieret materiale, samtidig med de jonglerer med teknologien. For det andet fordi det på et ganske lavpraktisk niveau passede ind i vore egne kommende undervisningsforløb.

For at forløbet skulle være direkte anvendeligt holder det sig inden for bekendtgørelsens rammer. Det betyder, at det er lige til at tage ud og bruge, evt. suppleret af andre tekster og øvelser, m.m. Det er en skam at bekendtgørelsen ikke indeholder krav om at der skal produceres originalt digitalt materiale. Det ville bringe engelskfaget ind i det 21. århundrede, men det er nok en lidt anden snak…

Fra Intra til i-book

I stedet for blot at hælde teksten ind i et traditionelt tekstdokument og så smide den ud på intranettet til eleverne valgte vi at lave en i-bog. Håbet med bogen er, at et indbydende design og billeder forhåbentligt inspirerer til yderligere diskussion og refleksion. Vi har brugt Apple’s iBook Author program, der kan downloades gratis til Apple computere. Her redigerer man så materiale i allerede producerede skabeloner, hvorefter det kan ses i en iPad og / eller på en Mac.

Bogen er i dag tilgængelig på i-Tunes – og den er gratis. Alternativt finder du nederst et link, hvor en pdf-version kan downloades.

Meget tyder på at det inden for en overskuelig tidsramme bliver så let at lave i-bøger, at undervisere selv vil begynde som noget naturligt at fabrikere vores egne og dermed også udfordre forlagene. Og så er der jo nogle, der bare synes, det er sjovt at lege med dens slags programmer.

Der er i øvrigt ikke nogen forkromet grund til at vi valgte iBooks Author. Andre i-bogs programmer vil sikkert kunne være ligeså gode / dårlige at arbejde med.

Rettigheder

En af udfordringerne ved at lave en i-bog som denne er at sørge for en korrekt håndtering af rettigheder til de forskellige materialer, der bliver brugt. I vores tilfælde var problemet overskueligt eftersom det primære materiale var offentligt tilgængeligt og vi blot skulle samle links.

Der var dog to ting, der drillede. For det første var billedmaterialet var en udfordring. Flickr.com har en sektion med billeder, der er udgivet med Creative Commons License. Så vidt jeg kunne se var og er det tilladt at bruge billederne uden videre, hvis det, som her er til en udgivelse, der er non-commercial.

På grund af at Apple og Google er konkurrenter, er det for det andet stort set umuligt at indlejre udvalgte filmklip fra f.eks. YouTube direkte i bogen, hvis man ikke selv har 100 % rettigheder til dem, hvilket vi irriterende nok ikke har haft.

En fremtidig udfordring vil nok være at alt materiale skal være originalt, hvilket vil stille nye krav til vores evne som lærere til at tumle det teknologiske.

Den dybe tallerken

Afslutningsvis kan man måske sige, at vi ikke har opfundet den enormt dybe tallerken med i-bogens indhold, men som undervisere er vi ved at eksperimentere blevet noget klogere på hvordan teknologien kan bruges som et ekstra redskab i undervisningen og ideelt set bidrage til en lidt anderledes form for læring.

I stedet for at lave det til en bog, der skal sælges gør vi, som antydet, materialet frit tilgængeligt, som pdf-fil og i I-Tunes som i-bog. Vores ønske er at det på denne måde kan bidrage mest muligt til diskussionen om hvordan det digitale fremover kan bruges i engelskundervisningen.

Vi skal nu selv til at afprøve bogens indhold i flere detaljer i vores klasser. Vi håber at I, kære læsere, har lyst til at gøre det samme i jeres – måske bruge hele bogen, måske bare bruge brudstykker – og bagefter dele jeres erfaringer.

Hvis du står og overvejer hvordan du selv kommer videre bogen og – måske endnu vigtigere – med at eksperimentere med det digitale i undervisningen, så er her en ide til hvordan du konkret kan gribe det an:

1. Download og læs bogen (Den er ikke så lang og der er flotte billeder)
3 af de programmer der bliver nævnt i bogen, eller vælg nogle andetsteds fra. Det afgørende er, at du synes de virker spændende.
3. Lær dem ordentligt at kende (få evt. IT-vejlederen til at lave en workshop for faggruppen)
4. Lav forsøg med dem i din undervisning af og til i løbet af en periode på 6-12 måneder. Ikke dem alle på samme tid, men en ad gangen.
5. Evaluer både sammen med eleverne og selv hvad der giver mening i undervisningen
6. Gå til 1 og gentag processen. Hvis du har engelsk som en del af en studieretning, så er en anden mulighed også at involvere studieretningslærerne, så alle arbejder med de samme programmer i 6-12 måneder i klassen.

Bogen som pdf-fil kan downloades herfra: http://andersstubkjaer.com/2013/12/ny-i-bog-new-york-city-stories-structures-society/

‘New York City – Stories, Structures, Society’ Anders Stubkjær (ed.), Tina Jensen, John Mølgaard Sørensen
Udgivet på I-Tunes Jan 1, 2014.

Dette indlæg er en redigeret version af en artikel i Engelsklærerforeningens fagblad, ’Anglofiles’ #171, februar 2014.

Yahya Hassan på Sønderborg Statsskole

Kategori: Undervisning STX / HF   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
3
Mar '14
Yahya Hassan på Sønderborg Statsskole

Yahya Hassan på Sønderborg Statsskole

Yahya Hassan besøgte mandag d. 3. marts 2014 Sønderborg Statsskole for at præsentere digtsamlingen ‘Yahya Hassan’.

Jeg interviewede ham i de første godt 20 minutter.

Han var venlig og imødekommende, men dog ikke uden kant. Vi fik blandt andet snakket om hvordan han gradvist var kommet tættere på skriveriet via rap-musikken og omsider nået til digtene.

Som en selvfølge, fik vi også vendt hans syn på den indvandrermuslimske kultur i ghettoerne, som er en af omdrejningspunkterne i hans digtsamling.

Det var en oplevelse både at interviewe ham og høre hans oplæsning. Sikke et liv!

Foto: Morten Kanne-Hansen

New i-book on New York City and digital literacy

Kategori: Digital dannelse, Engelsk, Undervisning STX / HF, USA   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
14
Jan '14
New York City - Stories, Structures, Society

New York City – Stories, Structures, Society

How do we enhance our students’ digital literacy? How do we improve our ability as teachers to integrate IT in a meaningful way in our classes?

Two colleagues and I set out to find some sort of an answer. We have turned the result of our discussions and teaching experiments into an i-book on New York City: ‘New York City – Stories, Structures, Society’ by Anders Stubkjær (ed.), Tina Jensen and John Mølgaard Sørensen.

It was published on I-Tunes on January 1, 2014.

New York is one of the most vibrant cities in the world. In this digitalised world, digital literacy ought to be an integral part of every curriculum. ability to analyse, interpret and communicate in English using some of the most recent digital technology.

The course is aimed at A-level English (STX/HF) in Danish Gymnasium (upper secondary / 16-19 y.), but can probably be used globally.

The book is available on I-Tunes for free. You can also download the book as a pdf-file here:
‘New York City – Stories, Structures, Society’ by Anders Stubkjær (ed.), Tina Jensen, John Mølgaard Sørensen

We would be delighted to hear from you if you have any feedback!

I-bog om New York City nu på I-Tunes

Kategori: Digital dannelse, Engelsk, Undervisning STX / HF, USA   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   1 kommentar »
14
Jan '14
'New York City' on I-Tunes

‘New York City’ on I-Tunes

Så lykkedes det!

Nu er bogen ’New York City – Stories, Structures, Society’ omsider tilgængelig på I-Tunes som gratis download fra januar 2014.

Bogen er stadig et undervisningsforløb om New York City for gymnasialt og HF niveau og fokuserer på hvordan elevers digitale dannelse kan blive styrket.

Det er lidt fantastisk at se resultatet af ens arbejde på den måde. Er du underviser, eller bare nysgerrig, så download en gratis i-bog til dig selv.

Kommentarer og feedback modtages gerne!

Ny i-bog: “New York City – Stories, Structures, Society”

Kategori: Digital dannelse, Engelsk, Sociale medier, Undervisning STX / HF, USA   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   2 kommentarer »
13
Dec '13
New York City - Stories, Structures, Society

New York City – Stories, Structures, Society

Hvordan kan vi inden for rammerne af bekendtgørelsen i Engelsk (STX/HF) lave et undervisningsforløb, der styrker unges digitale dannelse?

Sammen med to gode kolleger fra Sønderborg Statsskole, Tina Jensen og John Mølgaard Sørensen, har jeg søgt at svare på spørgsmålet ved at udarbejde et særligt undervisningsforløb om New York City rettet mod Engelsk A/B niveau (STX), cirka 2.g.

Undervisningsforløbet ‘New York City – Stories, Structures, Society’ er lavet som en i-bog, der i første omgang er frit tilgængelig her på siden som pdf-fil:

‘New York City – Stories, Structures, Society’ by Anders Stubkjær (ed.), Tina Jensen, John Mølgaard Sørensen

I skrivende stund afventer vi at bogen bliver godkendt og kommer på i-Tunes. Jeg skriver her på bloggen når dette forhåbentligt sker.

Læs hele indlægget »

Samfundsfag – metode på lidt mere end 550 ord

Kategori: Samfundsfag, Undervisning STX / HF   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
23
Sep '13

I 2010 skrev jeg her på bloggen et indlæg med den lidt kække titel ’Samfundsfag metode forklaret på 550 ord’. Det var et indlæg, der primært var rettet mod studerende, der søgte en hurtig introduktion til samfundsfaglig metode.

På besøgsstatistikken kan jeg se, at indlægget indtil nu er blevet læst omkring 40.000 gange, hvilket jeg er meget glad for.

Inspireret af det høje besøgstal har jeg nu forsøgt at udbygge indlægget og forklare en anelse mere detaljeret om hhv. kvalitativ, kvantitativ og komparativ metode. Som noget nyt giver jeg også en introduktion til hvordan studerende i forbindelse med synopsis-skrivning kan arbejde med metode.

Kommentarer til teksten og ideer til forbedringer modtages gerne!

Læs hele indlægget »

Programmør søges til digital dannelse

Kategori: Digital dannelse, Undervisning STX / HF   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
5
Sep '13
Hvem kan?

Hvem kan?

Vi skal uddanne børn og unge, så de er i stand til at lave basal computer programmering. Det er ikke nok kun at være i stand til at bruge programmer, vi skal blive bedre til at udvikle nye ideer og produkter. Estland, USA og Storbritannien er i gang. Det ser ud til Danmark sakker bagud.

Mandag Morgen (d. 5. april 2013, s. 57) skriver om hvordan lande som Estland, Storbritannien og USA har introduceret programmering i de små klasser – ’… hovedargumentet er at styrke fremtidens økonomiske vækst, fordi vejen til ny vækst, i masser af tilfælde indeholder et element af digital innovation …’.

The Guardian har en kampagne for ’digital literacy’, hvilket kan oversættes som digital dannelse. Én af de mange artikler pointerer hvordan vi i bedste fald kun uddanner børn og unge til at anvende eksisterende programmer, købte såvel som gratis.

Flere ser det som en mangel at vi endnu ikke er gået i gang med at undervise børn og unge i hvordan man skaber nye ideer og ikke blot anvender det eksisterende.

Læs hele indlægget »

Time – et mindmap til engelskundervisningen

Kategori: Digital dannelse, Engelsk   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
2
Sep '13
Time - mind-map

Time – mind-map

Hvilken rolle spiller tid (time), når du analysere skønlitterære tekster, der i dette tilfælde er på engelsk?

Med udgangspunkt i Birgitte Prytz Clausens bog ‘Text Tools’ har jeg lavet et lille mind-map over de centrale hovedpunkter (se kapitel F4), så det er lettere for de studerende at følge med i noget visuelt.

Tryk på billedet for at se mind-map’en i sin helhed.

Mit ønske er at bidrage til elevers digitale dannelse og derfor giver jeg dem ofte små digitale opgaver.

En del af formålet med at lave dette mind-map var således også at jeg selv skulle prøve at lave det, nu hvor jeg ofte sætter elever til det.

Det tog mig omkring 20 minutter fra start til slut og jeg brugte Bubbl.us. Det kræver ingen profil og du kan meget let få eksporteret resultatet til din maskine som en jpeg-fil.

Overvågning i samfundsfag

Kategori: Samfundsfag, USA   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
15
Aug '13
Overvågning

Overvågning

Dette indlæg er et mindre forløb om overvågning, jeg har lavet til en 2.g samfundsfagsklasse i gymnasiet (B-niveau), som andre samfundsfagslærere måske kunne få glæde af: 

Formål

Formålet er, at repetere dele af sidste års materiale på cirka fem moduler og at gøre det ud fra en aktuel sag, som i dette tilfælde er overvågning efter Edward Snowdens afsløringer. Fagbegreber, der i særlig grad kan repeteres er menneskerettigheder, demokrati, terrorisme og magt.

Ideen er først at gennemgå artiklerne og dernæst relatere dem til den respektive grundbog.

 

Læs hele indlægget »

Tag din barsel som mand!

Kategori: Mand på barsel   |   Skrevet af Anders Stubkjær   |   Ingen kommentarer »
26
Jun '13

Det er fantastisk at få tre måneder til at lære sit barn bedre at kende, se det udvikle sig og forstå den hverdag, der kommer sammen med det. Du bliver tvunget til at planlægge og prioritere for at få tingene til at fungere, både hverdagen og dit eget liv. Det er krævende og lærerigt.

Fra baby til lille barn

Det mest fantastiske ved denne barsel har været at komme tættere på min datter, få en bedre forståelse for hvem hun er og se hende udvikle sig fra en baby til et (ganske) lille barn. Særligt juni 2013, hvor hun er omkring 11 måneder, har været en oplevelse, fordi hun mere og mere begynder at få personlighed og egen vilje og kan flere og flere ting.

Den manglende “mødregruppe”

I denne by er der mig bekendt ingen fædregrupper. Så det har krævet en ekstra indsats at komme ud og se andre, og ind i mellem er der nok også gået lidt for længe mellem de sociale begivenheder. Hvis jeg skulle på barsel igen, ville jeg gøre mere for at finde en babysitter til f.eks. et par timer om ugen, så du uanset hvad er garanteret et frirum.

Den rolige hverdag

Noget, der har overrasket mig er at den hverdag, hvor der faktisk sker så lidt som muligt, er ofte der hvor ungen er lettest at håndtere og hvor man selv i de heldige stunder kan få lavet noget, der ikke nødvendigvis har med baby at gøre. Det frustrerende er så at der så ikke sker noget, etc.

Søvn og sygdom

I lande med et mere pragmatisk forhold til menneskerettigheder bliver manglende søvn brugt som et torturredskab. Der er noget om snakken. At have syge børn slider på din nattesøvn. Theresa har i perioden været syg nogle enkelte dage med feber og så en længere periode med en hoste, der viste sig at dække over en lettere lungebetændelse.

 Efter en nat med alt for lidt søvn bliver det meste i tilværelsen reduceret til noget så basalt som til at få dagen til at fungere; sørge for mad, det huslige, undgå et skænderi med konen om et eller andet fuldstændigt tåbeligt – og så få indhentet mest muligt søvn hurtigst muligt. Det handler ret sjældent om du har lyst, men mere om at det ganske enkelt skal fungere.

Tid og prioriteter

Din fritid og den tid hvor der ikke sker noget bliver voldsomt reduceret når du får en baby, har jeg erfaret. Det lærer man hurtigt at leve med, men det kræver at man også hurtigt lærer at prioritere sin tid temmelig effektivt. Ellers forsvinder dagene endnu hurtigere end man aner. 

Jeg fik aldrig skrevet så meget her på bloggen som jeg havde planlagt. En grund var at jeg valgte at lave noget andet, bl.a. spille musik. En anden var at der, som antydet, var så relativt lidt afveksling i dagenes rytme at det hurtigt ville blive temmelig kedeligt at læse om.

Jeg synes det har været en god oplevelse at være på barsel. Det har været krævende og hårdt i perioder, men også meget lærerigt i forhold til min datter og mig selv.

Jeg skal være den første til at anbefale mænd at tage længere barsel. Det være sagt, må jeg så også indrømme at jeg er glad for at min barsel er ved at være slut.

Side 2 af 1212345...10...Sidste »