8000 mænd og drenge blev myrdet i Srebrenica for 25 år siden

8000 mænd og drenge blev myrdet i Srebrenica for 25 år siden 640 365 Anders Stubkjær.com

Den 11. juli 2020 er det 25 år siden, at der fandt et folkemord sted i den bosniske by Srebrenica, hvor mere end 8.000 muslimske mænd og drenge blev skudt.

Få dage tidligere havde serbiske styrker indtaget Srebrenica. Det leder til, at tusinder af bosniske muslimer flygter fra byen til den lille naboflække, Potocari. Her ligger basen for de hollandske fredsbevarende FN-styrker på den ene side af vejen. Og her håber de flygtende at være i sikkerhed. Men de fredsbevarende styrker beskytter dem ikke. Der er ikke politisk opbakning til det. De serbiske styrker når kort tid efter frem til basen. På vejen og marken foran basens bygninger skiller serberne de bosnisk muslimske mænd og unge drenge fra deres familier. Kvinder og børn bliver sat på busser og kørt til Tuzla. Mænd og drenge bliver transporteret til skoler, lagerbygninger, fodboldbaner og kulturhuse i området. Her bliver de mishandlet og skudt.

På den anden side af vejen i Potocari, over for FN-basen, spreder kridhvide, firkantede, slanke sten på lidt over en halv meter sig i dag som et hav af hvidt ud over dalen og op ad en af bakkerne. Det er her, de dræbte mænd og drenge ligger begravet.

Den dag i dag er der stadig åbne grave, der venter på kister. Efter henrettelserne i 1995 blev ligene smidt i massegrave. For at skjule ligene bedre blev de gravet op igen med mekaniske graveredskaber og placeret i massegrave på andre lokaliteter i området. Det er grunden til, at retsmedicinere ofte identificerer dele af det samme lig i flere forskellige massegrave, og at processen er så langtrukken. Flere mener, at der stadig er uopdagede massegrave. Efter 25 år er de menneskelige sår med andre ord ikke helet.

Drømmen om Storserbien

De ’officielle’ sår efter folkemordet er ved at blive lukket. Radovan Karadzic blev af den internationale krigsforbryderdomstol i Haag idømt 40 års fængsel i 2018 for hans rolle som medansvarlig for blandt andet folkemordet i Srebrenica. Han appellerede. Den 20. marts 2019 blev den oprindelige dom på 40 års fængsel forlænget til livsvarigt fængsel. Ratko Mladic blev ligeledes dømt for blandt andet folkemordet i Srebrenica og appellerede ligeledes.

Spørgsmålet er, om folk bliver ved med at kunne huske, hvad der skete i Srebrenica i 1995? De fleste har hørt om jødeforfølgelser og Holocaust. Færre har hørt om Srebrenica. Man kunne frygte, at bevidstheden om folkemordet, og hvad der ledte til det, begynder at forsvinde, når de sidste overlevende dør. Måske bliver den 11. juli 2020 en af de sidste gange, verdenspressen vil møde op for at markere årsdagen for folkemordet?

Da det af forskellige grunde stod klart i slutningen af 1980’erne, at Titos Jugoslavien ikke kunne reddes, genoplevede den serbiske politiske og kulturelle elite centreret omkring den serbiske kirke og intellektuelle kredse det gamle ønske om at forene alle serbere i en fælles serbisk stat under en overskrift: Storserbien.

For at realisere projektet krævede det, at den serbiske befolkning i alle jugoslaviske republikker skulle aktiveres – uanset om serbere uden for selve Serbien var i mindretal eller ej. Opfattelsen, der blev italesat, var, at alle ikkeserbere stod i vejen for dette storserbiske projekt.

Ambitionen var at dele Bosnien mellem Serbien og Kroatien, og at alle ikkeserbere enten skulle tilintetgøres eller fordrives, fordi de med deres fysiske tilstedeværelse var en trussel mod drømmen om et Storserbien. Krigen brød ud i 1992, og i de efterfølgende tre år oplevede det multietniske Bosnien etnisk udrensning, kz-lejre, millioner af flygtninge, massive ødelæggelser og, som sagt, folkemordet i Srebrenica for 25 år siden. Krigen blev afsluttet ved underskrivelsen af Dayton-aftalen i 1995.

Risiko for nye væbnede konflikter

Efterfølgende har flere givet udtryk for en opfattelse af, at de bosniske serbere i realiteten aldrig har anerkendt Bosnien-Hercegovina som stat. Rationalet er, at folkeafstemningen om bosnisk uafhængighed i 1992 blev boykottet af de bosniske serbere. Den tidligere serbiske præsident Slobodan Milosevic støttede boykotten og søgte under krigen at inddrage den del af Bosnien-Hercegovina, der i dag er Republika Srpska, i et Storserbien.

I dag er det alment kendt, at serbiske nationalister i Bosnien ofte truer med selvstændighed og integration med Serbien. Radovan Karadzic og Ratko Mladics projekt om et etnisk opdelt Bosnien, der kunne blive en del af et Storserbien, lever med andre ord i bedste velgående i dag – og trækker historiske tråde til Slobodan Milosevics politiske ambition om et Storserbien.

Udsigten til serbisk EU-medlemskab har indtil for nylig fået Serbien til at lægge låg på de nationalistiske tendenser. Men i 2019 signalerede EU, at der indtil videre ikke vil blive optaget flere Balkanlande i unionen. Regeringscheferne kunne nemlig ikke engang blive enige om at begynde optagelsesforhandlingerne med Albanien og Nordmakedonien. Man kan argumentere for, at EU på den måde kører sig selv ud på et sidespor som aktør på Balkan, og at den nationalistiske stopklods bliver fjernet.

USA har i en længere periode forsøgt at orkestrere en aftale mellem Serbien og Kosovo, der kunne stabilisere relationerne mellem de to stater. I dag er der en udtalt bosnisk bekymring for, at Serbien vil forlange en form for betaling for at anerkende Kosovo og afgive mulige landområder. Prisen, mener nogle, kunne være den serbiske del af Bosnien, hvor blandt andet Srebrenica ligger.

Storserbien-projektet kan ikke realiseres, uden at grænserne på Balkan bliver ændret. Sker det, vil der være risiko for væbnede konflikter, fordrivelse og nye flygtningestrømme. Dette vil have betyde menneskelige omkostninger.

En ændring af grænserne på Balkan i Storserbiens navn vil også kunne opmuntre nationalistiske drømme andre steder i Europa, hvor man nemt kan aktivere diverse etniske mindretal for at ændre på landkortene. Det har Europa ikke råd til. En løsning vil være at optage Bosnien i internationale organisationer, som for eksempel EU eller NATO, blandt andet fordi det vil konsolidere de nuværende grænsedragninger i Bosnien. Sådan en optagelse vil være et mere end klart signal til serbiske nationalister om, at de nuværende grænser er urørlige, og at drømmen om et Storserbien drømmes forgæves. Vi må ikke opleve endnu et Srebrenica.

Artiklen er udgivet som kronik i Information d. 11. juli 2020 og jeg har skrevet den sammen med Meho Selman, der er regionsrådsmedlem (S) i Region Syddanmark og tidligere kz-fange fra krigen i Bosnien. Sammen har vi skrevet flere artikler om Bosnien, som kan læses her på hjemmesiden.