Ikke et pip

Ikke et pip 1017 502 Anders Stubkjær.com

En eftermiddag i marts 2014 efter fredagsbønnen går jeg med en gymnasieklasse på en af de større gader i nærheden af Istanbul Universitet. Jeg passerer en betjent, der er bevæbnet med det største maskingevær, jeg nogensinde har set. Han har en finger meget tæt på aftrækkeren og et lidt for ligegyldigt udtryk i øjet.

På en lille plads til højre for os er der parkeret en stor politivogn med gitter for vinduerne. Flere af betjentens kolleger læner sig op ad køretøjet, eller driver lidt rundt på må og få på pladsen.

Op ad den mur, der begynder hvor den lille plads slutter, står betjentenes udstyr til skue: Hjelme, store plastic skjold og knipler, gasmasker. Skjoldene står op ad muren og de andre dele i sirlige rækker ud mod det fortov, hvor vi kommer gående. Der er otte, eller ti betjente, kan jeg se. Rækken af skjolde fylder to til tre meter. Udstyret, der er stillet op i den gnistrende eftermiddagssol, rækker knapt en meter ud i mod os. To til tre kvadratmeter på fortovet fylder det.

Hvis I ikke opfører jer ordentligt, så…

Regeringen, og med dem AK Partiet, er udsat for kraftige beskyldninger om korruption. Af og til er der demonstrationer i Istanbul og nogle bliver yderst voldelige. De finder sted på, eller i nærheden af Taksim-pladsen på Asien-siden.

Vi får at vide at når vi går rundt i Istanbul er vi ganske sikre, men Taksim skal vi holde os fra efter kl. 19 om aftenen.

Regeringens kritikere organiserer sig og kommunikerer deres budskaber på de sociale medier, herunder Twitter – og det er premierminister Erdogan og med ham regeringen mildt sagt vrede over.

Jeg forstår ikke tyrkisk, men kan af og til gætte mig gennem en avisartikel, hvis der er tilstrækkeligt med engelske ord. Der står noget om Twitter.  Jeg køber en engelsk avis og forsiden bekræfter at regeringen med samme Erdogan i spidsen lukker Twitter.

Hvis I ikke opfører jer ordentligt, så…

Jeg har set bevæbnede betjente og deres brutale biler holde i Nørrebros sidegader og afvente demonstrationer, der råbende rullede sig ned mod Dronning Louises Bro og videre ind mod hjertet af København.

Sig hvad I vil, men hvis I ikke opfører jer ordentligt, så…

En voldsom nuance.

Mere end magt – efterskrift

Istanbul er en fantastisk og kompleks by, der ligger i spændingsfeltet mellem traditioner og det moderne og mellem det religiøse og det sekulære. Der var lokalvalg i slutningen af marts 2014, cirka ti dage efter vi rejste hjem.

Vi følte os sikre hele vejen, men jeg var overrasket over den politiske spænding, der i mine øjne var i samfundet på det tidspunkt.