Jimmy Carter håber på fred, ikke apartheid mellem Israel og Palæstina.

Jimmy Carter: Fred, ikke apartheid

Jimmy Carter: Fred, ikke apartheid 306 458 Anders Stubkjær.com

Israel koloniserer palæstinensisk land. Palæstinenserne forherliger selvmordsbomber. Israel kunne have fået fred på et langt tidligere tidspunkt, hvis de havde undladt at kolonisere palæstinensisk land. Køreplanen for Fred, som Kvartetten formulerede, er i realiteten færdig. Palæstinenserne har implementeret det meste. Israel har ingenting gjort. Det er de centrale budskaber i Jimmy Carters bog ‘Palestine – Peace not Apartheid’ (Palæstina – fred ikke apartheid). Her diskuterer han konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Jimmy Carter er i dag leder af Carter Center i Atlanta, Georgia. Centret udsender bl.a. folk til at overvåge om valg bliver ordentligt afholdt rundt om i verdenen. Carter har selv ledet flere valgobservationer i de palæstinensiske områder. Det er første gang en (tidligere) amerikansk præsident i så direkte vendinger skildrer situationen i de palæstinensiske områder i dag: Muren, checkpoints, konfiskeringer af land, forskellige former for overgreb mod civilbefolkningen, etc.

Amerikanerne og de to versioner af Israel

Jeg fæstnede mig ved hvordan Jimmy Carter beskriver amerikanernes opfattelse af Israel. I hans øjne er der to versioner af Israel. Den ene er det unge land. Det er baseret på den gamle jødiske kultur og moralske værdier, som er defineret af de Hebraiske Skrifter. Dette Israel er landet, de fleste amerikanere forestiller sig.

Det andet Israel eksisterer inde i de besatte palæstinensiske territorier. Her bliver den palæstinensiske befolknings grundlæggende menneskerettigheder hverken anerkendt, eller respekteret. Han forklarer ikke direkte hvordan amerikanerne ser på denne version, eller om de overhovedet kender til den. Om ikke andet sætter han streg under, at den eksisterer. Kan denne forklaring så bidrag til at forstå USA’s relativt ukritiske holdning til Israel?

Er løbet kørt for Palæstina? Fred, ikke apartheid?

Jimmy Carter er optimist og ønsker tydeligvis fred for Israel og den arabiske verden som helhed. Han stiller spørgsmål ved om løbet er kørt for palæstinensernes ønske om en bæredygtig stat. Vil Muren og bosættelserne være for store udfordringer at overvinde? Vil den arabiske verden omsider opgive at støtte palæstinenserne, fordi der intet håb er for en løsning?

Saudi Arabiens fredsinitiativ (Arab League Peace Plan, March 28, 2002) er værd at undersøge nærmere – om ikke andet for at undersøge hvad den arabiske verden rent faktisk har tilbudt Israel på det seneste. Geneve-Initiativet fremstår i bogen som en af de få mulige visioner for en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. Den positive omtale skyldes nok bl.a. at Carter selv var en del af initiativet. Da det blev offentliggjort virkede det som blot endnu en fredsplan, hvilket jeg skrev om andetsteds.

Et kritisk, men optimistisk håb for fremtiden

‘Fred, ikke apartheid’ er en tankevækkende bog. Carter leverer en sober redegørelse for den historiske konflikt mellem Israel og palæstinenserne på den ene side, og Israel og resten af den arabiske verden på den anden. For de lidt mere nørdede er det interessant at læse anekdoterne fra Jimmy Carters tid som præsident, hvor han forhandlede fredsaftalen med Israel og Egypten igennem.

Jeg har selv besøgt de palæstinensiske områder og beskæftiget mig med konflikten i flere år. Min vurdering er, at han rammer ret præcist i beskrivelsen af den palæstinensiske hverdag. Disse beskrivelser har været en af grundene til den voldsomme kritik, der er rejst af bogen fra nogle sider.

Bogen indeholder måske ikke nogen revolutionerende nyheder, men den peger alligevel fremad. Carter konstaterer, at den arabiske verden og palæstinenserne rent faktisk har indikeret deres villighed til at skabe fred med Israel. Han påpeger dog også, at løsningen findes i Israel. Her diskuteres det intenst, hvilken løsning landet kan gå ind for, når det kommer til den endelige fredsaftale.

Hvis bogen formår at skabe debat og få folk i USA til at se mere nuanceret på konflikten, så må man sige Carter har gjort det godt.

Kilderne mangler

Det er frustrerende, at der er få kildeangivelser og særligt at der ingen litteraturliste er i bogen. Det kunne være interessant at se, hvilke materialer en mand som Carter bruger. Det ville også styrke bogens troværdighed.

Vil du læse mere?
Vil du læse mere om Jimmy Carter, så kan jeg anbefale Douglas Brinkleys biografi: ‘The Unfinished Presidency – Jimmy Carter’s Journey Beyond the White House’.