I Bosnien-Hercegovina er der risiko for væbnet konflikt, hvis bosniske separatisters mangeårige kamp for løsrivelse får lov til at bære frugt.
Det vil formodentligt lykkes NATO, EU-lande og USA at stikke en kæp i separatisternes hjul i denne omgang, men det vil kun bremse konflikten kortvarigt.
Internationalt brandsluknings-diplomati kan gyde olie på vandene, men bringer ikke langsigtet stabilitet og udvikling til Bosnien. Den Europæiske Union har formøblet sin rolle som troværdig aktør i regionen. Den danske regering synes også at mangle en strategi for EU-samarbejdet. Rusland ser begejstret til, mens en af EU’s naboer er ved at gå i opløsning.
Ulovligt at benægte folkemord
I Bosnien blev der i juli 2021 udløst en politisk lavine, der i dag er ved at rive landet midt over. Den tidligere Høje Repræsentant (OHR) for Bosnien, Valentin Inzko, gjorde det ulovligt at benægte at der fandt et folkemord sted i Srebrenica i 1995 og at hædre dem, der havde udført det. Loven var særligt adresseret til den politiske ledelse af den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska, og dennes præsident, Milorad Dodik.
Bosnisk-serbiske parlament kommer med modsvar
Dette blev opfattet som en provokation af det bosnisk-serbiske parlament, der svarede igen: For det første gjorde parlamentet det ulovligt at beskylde den serbiske del af Bosnien for skyld i Srebrenica-folkemordet. For det andet blev der udstedt forbud mod at Bosniens føderale institutioner må håndhæve den nye lov i den serbiske del af Bosnien. Derudover gjorde Dodik det klart, at han planlægger at trække Republik Srpskas repræsentanter ud af Bosniens centrale føderale institutioner og oprette en bosnisk-serbisk hær.
Fortiden spøger
Særligt truslen om at genoprette dele af den bosnisk-serbisk hær har vakt stor bekymring, fordi det denne hær, der deltog aktivt i de uhyrligheder, der blev begået mod særligt bosniakker, men også bosniske kroater under krigen i 1992-1995. Der er ikke noget nyt i at Dodik truer med at løsrive den bosnisk-serbiske del fra selve Bosnien. Det har stået på i adskillige år. Forskellen er, at der er skruet op for trusselsniveauet og at det internationale samfund ikke står sammen om at modarbejde dem. Det centrale i konflikten er, at kommer Dodik i mål med sine nuværende planer, vil den bosnisk-serbiske del af Bosnien i realiteten blive løsrevet fra Bosnien-Hercegovina. Parallelt med disse trusler italesætter Dodik konstant den muslimske del af Bosniens befolkning som en trussel mod det serbiske mindretal i Srpska.
Rapport til FN: Risiko for opløsning af landet
Inzkos afløser, Christian Schmidt, har sparket konflikten endnu højere op på den internationale dagsorden. I en rapport til FN udtrykte han i oktober 2021 alvorlig bekymring for, at truslen fra de bosnisk serbiske separatister kunne blive realiseret i den nærmeste fremtid. Dette politiske scenarie har med andre ord ubehageligt mange lighedspunkter med opløbet til den krig, der brød ud i 1992 i Bosnien.
Det er et faktum, at Republika Srpska er bygget på resultatet af krigens etniske udrensninger og folkemordet i Srebrenica. En opsplitning af Bosnien vil af mange blive oplevet som en accept af disse etniske udrensninger og folkemordet. Det vil være en umulig elefant at sluge for særligt bosniakker, men til dels også for bosniske kroatere, og det er meget tænkeligt at et konkret løsrivelsesforsøg vil lede til væbnet konflikt.
Det internationale samfund svigter igen?
Meget tyder på, at bosnisk serbiske politikere satser på, at det internationale samfund hverken vil reagere hurtigt nok eller kraftigt nok til at forhindre en løsrivelse. Hvis der indenfor en overskuelig fremtid finder forhandlinger sted med det internationale samfund, så kunne Milorad Dodiks alternative strategi være at opnå politiske indrømmelser, der måske ikke resulterer i et uafhængigt bosnisk-serbisk område i denne runde, men vejen dertil ville så være blevet et skridt kortere.
EU formøbler den politiske kapital
Balkanlandene har i mange år drømt om optagelse i den forjættede EU-klub, men på det seneste er det blevet tydeligt at EU ikke er open for business, hvilket har undermineret regionens tillid til EU. I den aktuelle situation peger flere kilder på, at EU’s officielle erklæringer, der udtrykker bekymring over situationen og støtte til Bosniens stabilitet og territoriale sammenhæng, mere og mere ses som tomme ord og tydeliggør at EU er ved at miste chancen for at gøre en reel forskel i regionen.
Danmark mangler en EU-udenrigspolitik
Også udenrigsminister Jeppe Kofod udtalte sig kun i generelle vendinger til Jyllandsposten (22/11-2021) om situationen: ”…vi er klar til at se på sanktioner i EU, hvis situationen forværres. Det er under alle omstændigheder noget, vi skal koordinere med andre internationale partnere, herunder USA.” Spørgsmålet er hvad der skal til, før situationen er tilstrækkeligt forværret? Og hvad er regeringens EU-strategi egentlig?
Kavaleriet kommer
I begyndelsen af november 2021 mødtes USA’s særlige udsendinge til det vestlige Balkan, Gabriel Escobar, med Dodik i et forsøg på at afmontere krisen. Det er svært at vurdere hvilken effekt møde vil få på den fremtidige udvikling, andet end at bremse truslerne i en periode. USA truer med flere sanktioner mod Milorad Dodik, hvis situationen ikke forbedres. Sanktioner fra EU dog vil have en langt større effekt, fordi Dodik har flere økonomiske interesser i Europa. Disse sanktioner vil dog kræve en enighed i EU, der synes svær at opnå.
Løsrivelse kan udløse krig og flygtningestrømme
Balkan stadig indeholder adskillige væsentlige politiske og økonomiske udfordringer, som EU kan have svært ved at løfte. Det kan forklare, at der ikke er villighed til at investere flere politiske og økonomiske ressourcer, end højst nødvendigt. Lande med muslimsk flertal, som f.eks. Bosnien, synes stadig at være en varm kartoffel i Bruxelles, som ingen ønsker at brænde fingrene på.
På den anden side kan det blive dyrt for EU ikke at engagere sig mere aktivt i Bosnien. En ændring af grænserne i Bosnien vil være som at åbne en Pandoras-boks af udfordringer for Europa, fordi det højst sandsynligt vil inspirere andre brændpunkter til også at rykke på grænserne – og dette vil ultimativt kunne munde ud i væbnede konflikter i Europas nærområde og nye flygtningestrømme.
Rusland trækker i trådene
Ved et møde i FN’s Sikkerhedsråd den 3. november 2021 stemte Rusland for en fornyelse af EUFOR-mandatet i et år. Den politiske pris var, at Frankrig, USA og Storbritannien accepterede at OHR ikke blev omtalt i dokumenter fra mødet og at Christian Schmidt ikke blev inviteret til at deltage, men i stedet måtte nøjes med at sende sin føromtalte rapport. Den svækkelse af OHR, som Ruslands og Kinas manglende opbakning udgør, vil bringe Dodik ét skridt tættere på muligheden for løsrivelse, fordi det svækker den institutionelle ramme, der holder sammen på Dayton-aftalen.
Det er også et trist signal om, at initiativtagerne til Dayton-aftalen næppe vil være i stand til at finde sammen om at lave en opdatering af aftalen, der kunne redde Bosnien ud af det politiske dødvande og skabe en langtidsholdbar udvikling i landet.
NATO som sidste udvej
Meget tyder på at Bosnien på den militære front har potentialet til at blive medlem af NATO. Fra NATOs side nøjes man i pressemeddelelser med at opfordre Bosnien til at iværksætte blandt andet politiske reformer og arbejde sig tættere på NATO, dog uden at love medlemskab. Umiddelbart er det desværre nok utopisk at tro på det kommer til at ske i landets nuværende situation. Jo større graden af intern konflikt i Bosnien, desto mindre er NATO’s interesse formodentligt i at optage landet som medlem. Det vil, om ikke andet, glæde Rusland. Den bosniske befolkning har trukket det korteste strå.
(Udgivet i Jyllandsposten d. 12. december 2021)