Det tager næppe mere end 24-48 måneder, før den bosnisk-serbiske leder, Milorad Dodik, smider de afgørende terninger i løsrivelsesspillet om Bosnien. Ingen ser ud til at ville stoppe ham.
Den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska, truer med løsrivelse fra den bosniske stat. Det nye er, at det næppe vil tage mere end 24-48 måneder, før den bosnisk-serbiske leder, Milorad Dodik, laver sit livs satsning og smider de afgørende terninger i løsrivelsesspillet. Ingen ser ud til at ville stoppe ham.
Der er fire scenarier og to markører, der kan give et fingerpeg om, hvordan forløbet kommer til at spænde af.
Løsrivelse og integration med Serbien
Milorad Dodik er den politiske leder af Bosniens serbiske delstat, Republika Srpska (RS). Han har i de senere år gjort det krystalklart, at ambitionen for Republika Srpska er løsrivelse fra den bosniske stat og integration med Serbien. Forsøgene på at bremse udviklingen har været begrænsede og uden større effekt.
Intensiteten i løsrivelsestruslerne har hen over sommeren fået endnu et nøk opad med Dodiks relancering af tanker om en mulig folkeafstemning i RS i løbet af 2023. Det noget uldne formål med folkeafstemningen skulle åbenbart være en afklaring af ”vigtige emner”.
Truslen om folkeafstemning har været et redskab i Dodiks politiske værktøjskasse i adskillige år. Den er blevet brugt til bl.a. at fastholde Bosnien i et politisk limbo, hvilket indirekte har været med til at styrke Dodiks politiske position. Men det er den nuværende situation i både selve Bosnien, men også internationalt, der har givet mistanke om, at Dodik nu omsider vil gøre alvor af truslerne om løsrivelse.
USA skifter fokus
Den vestlige verdens øjne er efter det russiske angreb på Ukraine fokuseret på at inddæmme russisk indflydelse overalt. På Balkan har det f.eks. betydet, at USA bl.a. arbejder på at få kørt Rusland ud på sidelinjen og selv overtage pladsen som Serbiens primære alliancepartner. Hvis Serbiens position i Balkan-regionen bliver styrket på grund af en stærkere alliance med USA, er det tænkeligt, at det vil gøre det lettere for den politiske ledelse af RS at få opbakning til politiske initiativer, som f.eks. en gradvis integration.
I selve Bosnien har parlamentsvalget i oktober 2022 ikke ført til nogen mærkbar ændring af den politiske stilstand, der plager landet. Christian Schmidt, det internationale samfunds topembedsmand i Bosnien, har i løbet af det seneste år gennemført flere ændringer af valgloven og det politiske system for at forbedre situationen. Intet har dog haft videre effekt.
Alt tyder på, at det ikke er et spørgsmål om, men derimod hvornår Republika Srpska vil lave det afgørende politiske skaktræk, der kapper båndet til den bosniske stat. Dodik vil ganske enkelt udnytte den nuværende politiske situation internt i landet og internationalt til at gøre alvor af truslen om løsrivelse.
Det centrale spørgsmål er: Hvordan vil det internationale samfund reagere, når den egentlige løsrivelse af RS fra den bosniske stat kommer til at finde sted? Er det muligt, at planerne vil blive forpurret i sidste sekund?
Rødt kort og permanent udvisning til Dodik
Et scenarie er, at Bosniens politiske ”over-overdommer” – den tidligere tyske minister, Christian Schmidt – giver Milorad Dodik det røde kort og smider ham ud af den politiske proces på grund af hans forsøg på at undergrave Dayton-aftalen.
Trækket ville være efter bogen. Det er indenfor Christian Schmidts magtbeføjelser, som den internationale topembedsmand (Høje Repræsentant) i Bosnien at afsætte folkevalgte politikere, hvis de modarbejder Dayton-aftalen. Og det gør Milorad Dodik.
Schmidt mangler magt
Dilemmaet er, at Dodik har en relativt høj grad af folkelig opbakning og ikke mindst et solidt greb om magten i RS. Schmidt har ingen politiske redskaber til at gennemtvinge beslutningen, hvis Dodik vælger at ignorere ham, hvilket er højst sandsynligt. Dodiks politiske aktiviteter det sidste stykke tid har netop være med til at udstille begrænsningerne i Christian Schmidts reelle magt og evne til at påvirke den politiske udvikling i Bosnien.
Hvis Schmidts plan var at afsætte Dodik, så burde han have skredet til handling for længe siden. Alt peger dog på, at Schmidt ikke har i nærheden af den politiske opbakning fra lande som Storbritannien, USA og Frankrig, som det vil kræve, for at udføre handlingen. Og så er det scenarie lukket.
Går de efter pengepungen?
Et andet scenarie er, at EU smækker lammende økonomiske sanktioner på Milorad Dodik og hans nærmeste rådgivere. Det skulle være som straf for de talløse forsøg på at underminere den bosniske stats institutioner og i et håb om derigennem at få Dodik til at trække i løsrivelses-håndbremsen. Selv om tiltaget ganske givet vil gå ud over pengepungen i Banja Luka, så kommer det ikke til at ske. Ungarn, og sandsynligvis også Kroatien, vil stikke en kæp i hjulet og trække stikket på initiativet.
EU har dog i juli lukket for den økonomiske donor-kasse til den bosnisk-serbiske delstat og i stedet valgt at finansiere infrastrukturprojekter i den bosnisk-kroatiske delstat. Begrundelsen er netop Republika Srpskas modarbejdelse af Dayton-aftalen. I samme periode har USA har indført økonomiske sanktioner mod bl.a. Dodik og flere ledende politiske figurer i RS bl.a. på grund af deres undergravning af Dayton-aftalens bogstav. Man kan spørge sig selv, hvor stor effekt dette vil få.
Hold øje med Brcko-distriktet
På trods af at der er gang i løsrivelsesbålet, buldrer krigstrommerne heldigvis ikke i Bosnien. Et vigtigt spørgsmål er, hvad der kommer til at ske i Brčko-distriktet. Dette kan være første fingerpeg om, hvordan udviklingen kommer til at gå.
Brčko-distriktet er en selvstyre-enhed, som er en del af Bosnien. Det blev oprettet som en del af Dayton-aftalen i 1995. Det er et stykke land i det østlige Bosnien, der er kilet ind i det område, hvor RS eksisterer. Det, som man skal være opmærksom på, er, at distriktet ved sin eksistens blokerer for, at Republika Srpska bliver ét sammenhængende geografisk område. Opnår de bosniske serbere kontrol med dette område, vil løsrivelses-argumentet set fra RS-perspektiv blive voldsomt styrket.
Den militære tilstedeværelse i Brcko-distriktet
Lige nu er EU’s Althea styrke den militære enhed, der bevogter Brčko-distriktet. Det er utænkeligt, at styrken har kraft nok til at modstå et egentligt angreb fra bosnisk-serbisk side, hvis det blev aktuelt en dag.
En bosnisk kilde konstaterer syrligt, at EU’s militære tilstedeværelse er fin, men at den begrænsede styrke minder om de få FN-soldater, der under krigen bevogtede Srebrenica-enklaven. Alle ved, hvordan det endte.
Et tredje scenarie er derfor, at NATO i en periode ser sig nødsaget til at skrue op for den militære tilstedeværelse ind i Brčko-distriktet for at understøtte EU’s indsats. Dog må man formode, at der kommer et solidt politisk pres på EU for selv at klare situationen. Bosnien er som bekendt ikke medlem af NATO, bl.a. på grund af landets interne spændinger. NATO vil næppe involvere sig mere end højst nødvendigt, så længe Rusland ikke søger yderligere indflydelse.
Det seneste nye er, at Østrig har modsat sig, at flere EU-tropper skal indsættes, og at meget tyder på Ungarn, hvis regering støtter Dodik, skal overtage kommandoen med Althea.
Hvad vil Serbien egentlig?
Dodiks ambition med Republika Srpska er, som sagt, løsrivelse og integration med Serbien. Det er uomtvisteligt. Spørgsmålet er, hvad Serbien vil? Den serbiske præsident Vučićs fundamentale interesse er at fastholde sin egen magtposition. Men det magtfundament fremstår, som årene går, mere og mere porøst.
Vučić forsøger konsekvent at få det bedste fra begge verdener – den vestlige/europæiske og den russiske. USA har på det seneste været imødekommende overfor Serbiens krav i forhold til Kosovo-konflikten i en grad, der har undret flere. Hensigten har, som sagt, været at køre Rusland ud på et sidespor som alliancepartner. Det er dog ikke helt lykkedes.
Nationalistiske narrativer om et ‘serbisk hjem’
På samme tid kører dybt nationalistiske narrativer på fuldt tryk i visse dele af Serbiens politiske spektrum. Der bliver bl.a. talt om forskellige formulerings-varianter af et ’serbisk hjem’, der også skal inkludere det østlige Bosnien.
Det er et faktum, at Republika Srpska er bygget på resultaterne af krigen i Bosnien, der strakte sig fra 1992-1995 – herunder handlinger som etnisk udrensning og folkemordet i Srebrenica, der fandt sted for 28 år siden. Disse blev udført af bosnisk-serbiske styrker med assistance fra Serbiens daværende præsident, Slobodan Milošević. På daværende tidspunkt var informationsministeren i Miloševićs regering samme Alexander Vučić, der nu er Serbiens præsident. Han har været igennem en mindre håndfuld politiske genfødsler på vej mod magten.
Det er alment kendt, at intet sker i Serbien uden præsidentens velsignelse. Derfor er det svært at tro, at ’serbisk verden’-credoet alene er den mere ekstreme højrefløjs hurraråb. Samtidigt taler diskursen om en ’serbisk verden’, som antydet, ind i en voldsom historisk kontekst.
Et fjerde scenarie må således være, at Vučić en dag står med åbne arme og tager imod den serbiske del af Bosnien – nødtvungent, forstås. Udtrykker det serbiske broderfolk ønske om samliv, er det umuligt at sige nej, vil argumentet være. RS har dog ikke, modsat Kosovo, nogen større kulturhistorisk bagage eller økonomisk guldbar med i tasken. Derfor vil der nok være en kortsigtet politisk gevinst for Vučić ved at kunne påberåbe sig rollen som det serbiske folks beskytter, og en integration af Republika Srpska i Serbien må generelt formodes at blive betydelig en udgift på alle parametre.
En uvelkommen distraktion
Kunne man forestille sig, at tanken om et endnu engang nyskabt Bosnien vil være en så uvelkommen distraktion i de politiske konferencerum i Bruxelles, at EU med kort varsel kan mobilisere en form for sammenhold, der f.eks. kan lede til, at Dodik får klippet sine politiske vinger?
Et ”nyt” europæisk land med et muslimsk befolkningsflertal kunne nok gøre udsigten til den fremtidige udvidelses-champagneskål til en svær omgang at få skyllet ned for nogle af aktørerne, der eksisterer i randområderne af det politiske EU-spekter. Denne faktor kunne bidrage til ideen om et nyfundet sammenhold. Det kunne simpelthen betyde, at centrale EU-aktører nødtvunget ville vælge at investere politiske ressourcer i at sikre det nuværende Bosniens integritet – dels for at undgå en potentiel væbnet konflikt med alt det, der kan følge, og dels for at undgå de politiske slagsmål ved, at et ”nyt” Bosnien med muslimsk flertal en dag skulle indlemmes i EU.
Fra amerikansk side har reaktionen på Dodiks udspil i de senere år hovedsageligt været pressemeddelelser og sanktioner. Flere mener, at USA, trods betydelig diplomatisk tilstedeværelse i landet og involvering under Bosnien-krigen, har valgt at iføre sig skyklapper i forhold til situationen. Det er svært at se USA ændre kurs.
Dayton-aftalen kan godt opdateres ud fra de eksisterende rammer. Det vil dog kræve, at interne politiske aktører er villige til at sætte deres egne magtbaser i spil. I betragtning af det ikke er sket i de seneste kanp 30 år, så er det nok tvivlsomt, at det politiske Bosnien pludseligt bliver ramt af revolutionerende reformiver.
Som den politiske ”over-overdommer” i Bosnien har Christian Schmidt, som sagt, magt til at annullere lovgivning fra RS, der modarbejder Dayton-aftalens grundide. Han har gjort det flere gange i sin embedstid. Når det sker, er rutinen blevet, at så producerer den politiske ledelse af RS en ny lov med stort set samme indhold, som Schmidt så igen annullerer. Og så tager alle endnu en tur rundt i manegen. Hvis Christian Schmidt havde tilstrækkelig international opbakning, ville han formodentligt have skruet bissen på i forhold til Dodiks trusler om løsrivelse for adskillige måneder siden.
Hvad så nu?
Bosnien lever på lånt tid. Det vil næppe tage mere end 24-48 måneder, før Milorad Dodik laver sit livs satsning og smider de afgørende terninger i løsrivelsesspillet. Der er to markører, der kan give en indikation på, hvordan udviklingen kommer til at blive.
For det første: Hvordan reagerer Vesten på de konstante initiativer og trusler om løsrivelse fra RS’ side? Hvis den kraftigste reaktion, Vesten smider i hovedet på Dodik, er pressemeddelelser og lettere økonomiske sanktioner, er det svært at forestille sig, at noget vil kunne afholde ham fra at fortsætte ad den nuværende bane.
For det andet: Hvis nogen som helst aktør – officiel, såvel som uofficiel – forsøger at tage kontrollen, eller påvirke stabiliteten i Brčko-distriktet, bliver det interessant at se, hvorvidt det vil udløse en lynreaktion fra EU, NATO, USA, eller måske alle tre i forening. Hvis eventuelle provokationer går upåagtet hen, så vil det formodentligt være et signal om, at løbet er kørt for Bosnien i den form, vi kender i dag.
(Udgivet på Magasinet rØst d. d. august 2023)