Srebrenica

De ni bedste artikler om Bosnien-Herzegovina

De ni bedste artikler om Bosnien-Herzegovina 640 365 Anders Stubkjær.com

Her er et bud på de ni bedste artikler om den politiske situation i Bosnien-Herzegovina, der er udgivet af danske medier mellem 2017 og 2019.

Nummereringen skal ses som en anbefaling til rækkefølgen artiklerne bør læses i for at få det største udbytte.

Del 1: Om Bosnien i dag

1. Meho Selman (tidligere kz-fange fra krigen i Bosnien), ‘Bosnien må ikke glemmes’, 5. april 2017 Århus Stiftstidende

2. ‘Hvad er Dayton-aftalen?’ En kortere forklaring: https://folkedrab.dk/artikler/dayton-aftalen

3. Bosnien vælger ledere for splittet nation, 8. oktober 2018, Kristeligt Dagblad

4. Andrew Higgins, ‘Det delte Mostar er en advarsel til hele verden’, 24. november 2018 Berlingske Sektion 1 Side 24 (Nyheder) / The New York Times

5. Henrik Kaufholz, ‘Sagen forfra: Nationalismen ulmer stadig på Balkan’, Politiken, 26. november 2017 (en opsummering)

Del 2: Srebrenica og Krigsforbrydertribunalet

6. Ole Nyeng, ‘Tribunalernes tid’, 24. november 2017 Weekendavisen

7. Ritzau: ‘Bosniske serbere tager afstand fra rapport om massakre’, Berlingske, 16. august 2018

Del 3: EU og Bosnien Herzegovina

8. Per Nyholm, Europas bløde mellemgulv, Balkan mellem øst og vest, Jyllands-Posten, 27. maj 2018

9. Andrew Higgins, ‘Vinter på vej: Migranter strandet ved grænsen til EU’, New York Times, 16. december 2018 Berlingske Sektion 2 (Magasin) Side 16

 

Korruption og arbejdsløshed

I hvert fald fire pointer går igen: For det første er korruption et centralt problem på stort set alle niveauer af det bosniske samfund. For det andet tvinger en stigende arbejdsløshed særligt unge og andre arbejdsdygtige til at forlade landet. Mange rejser til Tyskland. For det tredje spiller politikerne på etniske tilhørsforhold for at skabe en stigende grad af splid og frygt mellem de tre befolkningsgrupper – og igennem dette konsolidere deres magtbaser i stedet for at gennemføre nødvendige økonomiske og sociale reformer.

Dayton – fra begejstring til belastning

For det fjerde omtales Dayton-aftalen nok med taknemmelighed, fordi aftalen var med til at skabe fred, men samtidig førte den til opbygningen af et yderst komplekst politisk system, der i dag er stort set ophørt med at fungere, hvilket får flere til at betegne Bosnien som en ‘failed state’. I løbet af de seneste tre år har jeg besøgt Bosnien på tre studieture med gymnasieklasser. Samtaler med lærere, politiske embedsmænd og andre indbyggere i Sarajevo tegner det samme billede af landets aktuelle situation.

Bosnien og det internationale samfund

Artiklerne om EU’s relation til Balkan og Bosnien i dag kradser kun i overfladen. På samme måde bliver det internationale samfunds håndtering af krigen i begyndelsen af 1990erne kun antydet. Sidstnævnte er et vigtigt og stadig følsomt emne, men artiklerne her er, som sagt, udvalgt fordi de giver et blik på Bosnien i dag.

Ingen vej uden om Srebrenica

Ethvert studie af Bosnien bør også inkludere et studie af grusomhederne i bl.a. Srebrenica og det juridiske efterspil, der først i 2019 er ved at finde sin afslutning. Den 20. marts 2019 var jeg tilfældigvis i Potocari, der er en lille flække godt tre timers kørsel fra Sarajevo. Det var den dag, hvor Radovan Karadzic fik sin dom forlænget til livsvarigt fængsel, blandt andet for medvirken til folkedrabet mod bosniske muslimer. Det var netop ved Potocari at folkedrabet begyndte og her landets nyere historie og nuværende problemer for alvor bliver tydeliggjort.

I de grå bakker ved Potocari står tusinder af hvide gravstene. Det er her de mere end 7000 bosniske muslimer, ofrene for folkedrabet, ligger begravet. Flere overlevende mødte op for i fællesskab at overvære domsafsigelsen på TV i et mindre rum ved siden af gravpladsen. Det var voldsomt at se ældre mænd og kvinder gå grædende rundt og se – og nok også gense – den forfaldne FN-base. Lommetørklæder knuget i hænderne. Bagefter krydsede de vejen for at møde verdenspressen, der i dagens anledning var troppet op.

I morgen vil der igen være stille.

(Alle artiklerne er fundet via søgninger på Infomedia)