To Rum

Den bosniske stemme

Den bosniske stemme 640 365 Anders Stubkjær.com

Ismar Čirkinagićs refleksioner over krigens væsen i udstillingen ’To Rum’ på den Sorte Diamant, der kører netop, nu er lette og ukomplicerede på overfladen, men chokerer, når krigens undertæppe af ondskab og grumhed begynder at træde frem.

Jeg er på jagt efter en forståelse af de bosnisk-danske kunstnere, der er begyndt at markere sig på den danske kunstscene. Det har bragt mig til Den Sorte Diamant. Udstillingen ’To Rum’ netop er åbnet og indeholder værker af Ismar Čirkinagić, der er født i Bosnien, og Per Bak Jensen.

Udstillingen er et studie i ”…krigens væsen og de spor, den sætter i civilisationer og kulturer. Sporene er ikke direkte beskrivelser af krig – snarere undersøger de to kunstnere krig som et fænomen, der både kan mærkes indefra og betragtes udefra…”.

Jeg er ikke ude på at skrive en anmeldelse af udstillingen, men i stedet gå på opdagelse i Ismar Čirkinagićs værker.

Jeg har tidligere skrevet om hans værk, der kunne ses på ARos som del af Far From Home-udstillingen.

Jeg har følgeskab af et træt barn på en alt for sen eftermiddag i København. Jeg sluger caféens eksorbitante priser og køber bestikkelse: Ungen bliver udrustet med chokoladekage, cola og en skærm. Aftalen er ”skynd dig”. Humøret er højt.

En lethed, der forleder

I Den Sorte Diamant skal man ned i bygningens underverden for at se på kunst. Det første indtryk, der rammer én, når man går igennem døren indtil udstillingen, er en væg fuld af symmetrisk ophængte vinflasker fra Europa. Alle er fra 1992.

Det er er umuligt ikke at se Ismar Čirkinagićs installation som andet end imponerende og serveret med et glimt i øjet. God vin er vel i sig selv en form for kunst på utallige niveauer:

Produktionen af selve vinen, flaskens udformning og etikette. Det sociale element, som vinen indgår i, når den nydes. Der fejres, glædes, længes, sørges – der leves. En flaske markerer ét år, en årgang, en årstid – et øjeblik.

Letheden og humoren, der serveres i det første sekunder, forleder. Den bliver langsomt skrællet af, når finten til krigens kontrast og kompleksiteten begynder at gå op for en. Det første skud i den bosniske krig blev affyret i Sarajevo i foråret 1992. Kort tid før havde landet erklæret selvstændighed og Jugoslavien havde fået endnu et dødsstød.

På den måde markerer 1992 en milepæl i Bosniens historie med landets genfødsel som selvstændig stat. Det markerer også en afslutning på fredeligere tilstande og påbegyndelsen af en fase med vold og usikkerhed.

Aviser fra Srebrenica

I det næste rum snyder Ismar Čirkinagić igen. Jeg er lige ved at tænke, at det er lidt ligegyldigt og at chokoladekagen var spild af penge, selv om værket er visuelt snedigt og i et format, jeg ikke har set før.

Det er fotos fra aviser. De fremstår som om du ser på dem gennem en form for et gitter. Det er den virkelighed, som du har adgang til. Du får følelsen af, at dit udsyn er begrænset og du ingen kontrol har over hvad der sker. Dit liv passerer forbi uden for vinduerne uden at du kan gøre noget.

Billederne er fra hollandske aviser, som lokalbefolkningen i Srebrenica fik adgang til via de hollandske FN-soldater, der befandt sig i området i 1995.

Under krigen i Bosnien erklærer FN Srebrenica som et sikkert område. Tusindvis af særligt bosniske muslimer er på flugt fra de etniske udrensninger, der finder sted i den østlige del af Bosnien. De søger til Srebrenica og FN-lejren i Potocari uden for Srebrenica.

Grumheden og dybden i installationen kommer snigende og bliver overvældende, når man for alvor får tænkt igennem hvad der så skete i Srebrenica i juli 1995. Mere end 7000 mænd og drenge blev adskilt fra deres familier og kørt ud til forskellige lokaliteter i området, hvor de blev henrettet.

Aviserne var et tidsbillede fra en by og dele af en befolkning, der var på vej mod den absolutte undergang. Den død og ødelæggelse, som folkedrabet kom til at betyde, kommer gradvist som en mere og mere larmende undertone. Det var lige som jøderne i Krakow. Først kom den tvungne isolation i ghettoen. Derefter kom rejsen til Auschwitz og dødsriget.

Afslutningerne

Uhyrlighederne i Srebrenica endte og med at blive en af de faktorer, der afsluttede krigen. Den vestlige verden skred omsider ind og tvang krigens aktører til at møde op på en flybase i Dayton, Ohio. Opgaven var at finde på en eller anden form for afslutningen på krigen. Det er denne midlertidige Dayton-løsning, som Bosnien trækkes med i dag og er en del af forklaringen på landets politiske og økonomiske udfordringer. Men det er en anden historie.

Det sidste værk er en billedinstallation af flydende mønstrer, der gradvist skifter tydelighed og en smule form. Lydsporet, der ledsager installationen, minder om en optagelse af blæsevejr ved Rubjerg Mile. Jeg kan godt se pointen med, at landes grænser er omskiftelige, men jeg er nok ikke kulturelt velbevandret nok til at være i stand til at forstå dette værk.

I min optik er Ismar Čirkinagićs værker værd at opleve, fordi de har en lethed, der nemt kan snøre en til at tro, at de er lidt overfladiske. Krigens kontekst er det undertæppe, der lidt efter lidt trænger igennem og tvinger dig til at reflektere og se værket og den verden, som Čirkinagić skildrer, på en ny måde.

Udstillingens svage punkt er umiddelbart den skriftlig introduktion til installationerne. De er korte og forudsætter, at publikum har mere end en grundlæggende forståelse for Bosniens historie, hvilket måske er lidt optimistisk. Problemet er, at den lidt upræcise information gør det sværere at forstå værkerne, hvilket er en skam.

Selv om udstillingen er relativt lille, så tumler jeg ud i den københavnske aften beriget og eftertænksom.

Europa – fra fortid til nutid

Temaet krig er, som alle ved, dukket op igen. Ud over at være vedkommende refleksioner over krigens væsen, så minder Ismar Čirkinagićs værker i denne udstilling os også om et land og en krig, der fandt sted fra 1992-1995 og som ikke må blive glemt, trods de rædsler, der udspiller sig i nutidens Europa.

På trods af de enkelte mislyde i opsætningen af udstillingen, så er det en udstilling, der bestemt er oplevelsen værd, hvis du kommer den vej.

(Teksten er udgivet som artikel på pov.international d. 21. februar 2023)