Sociale medier fordummer en generation. Den digitale generation og sociale medier revolutionerer samfundet.
Pendulet svinger voldsomt i debatten om hvad de unge kan og ikke kan når det kommer til IT, herunder sociale medier.
Og hvordan skal gymnasiet forholde sig til den såkaldt digitale generation?
Fra digitale generation til potentiale generation
De digitale indfødte er generationen, der blev født i midten af 1980’erne. Marc Prensky opfandt udtrykket ’Digital natives’ i 2001. Det er de unge, som befinder sig omkring bl.a. gymnasiet nu.
Thomas Ryberg stiller i artiklen ”Digitale indfødte – hvis teknologien er i blodet, hvad så med skolen?” spørgsmålstegn ved om de unge virkelig er så indfødte, at vi kan gå ud fra alle bare kan ”det der” med IT.
Nok er det en generation, der er vokset op med IT. Ifølge Ryberg tyder intet dog på, at alle unge er ”mediekompetente producenter, der ikke længere blot forbruger medier, men derimod er både skaberne og konsumenterne af dem” (s.11).
Han peger på forskning, der fremhæver, at der intet belæg er for at sige, at der er en sådan homogen gruppe af unge. Derimod er det en generation med et stort potentiale når det kommer til IT.
For at dette potentiale skal udnyttes kræves det, at undervisningsverdenen tænker grundlæggende nyt og forstår at forholde sig til de nye behov for at skabe et mere jævnt uddannelsesfundament for denne gruppe.
Variationen i kompetencer, som bl.a. Ryberg taler om, svarer til mine egne erfaringer som gymnasielærer. Jeg har oplevet hvordan nogle elever med lethed laver avancerede digitale produktioner, hvor det nærmest kan være en udfordring for andre at oprette en profil på et websted.
Fra leg til faglighed
I dag bruger unge primært sociale medier til ”…underholdning, leg og socialisering…” uden for skoleverdenen. Spørgsmålet er, om, og i givet fald hvordan, skolen kan overføre denne uformelle tilgang til skolens mere formaliserede læringsrum, og pege på hvad der er værd at bruge og hvad der ikke er.
Og så har vi en første udfordring: Den gamle generation skal undervise den nye generation, der lever i en verden, hvor den gamle generation ikke kender sproget og ved hvad der ”sker”. De såkaldt ”digitale immigranter” (læs: lærerne) har tillært sig flere aspekter af den digitale verden, men vil, ifølge Prensky og Ryberg, tilsyneladende aldrig nå native-speaker niveau.
Produktion og kompetencer
En anden udfordring er hvad IT / sociale medier overhovedet skal bruges til i undervisningen, men her er Ryberg noget mere optimistisk. Han mener bl.a. at inddragelse af IT kan ”…højne engagement og deltagelse” og at online diskussioner, for blot at nævnte ét eksempel, kan udbygge læring. Skoleproduktion, altså produktion af digitalt materiale, bliver også nævnt som en oplagt mulighed. I den sammenhæng kunne forskellige læringsstile sikkert også anvendes med fordel.
Rybergs udgangspunkt er, at mange elever har de tekniske færdigheder til at lave produktioner, men mangler i udpræget grad digitale kompetencer, som f.eks. ”medie- og informations kritiske og refleksive kompetencer”, samt ”…bevidsthed om komposition, genrer, samt et mediekritisk blik…” (s.14).
Thomas Ryberg mener, at ”…de unge har nemlig brug for skolen som dannende eller formende ramme i forhold til at udvikle vigtig medie-refleksive og kritiske kompetencer…” (s.10).
Min oplevelse er, at Ryberg har en pointe. Som et forsøg bad jeg selv en engelsk klasse (STX-b niveau) om at lave en 2 minutters udsendelse, der tog udgangspunkt i en tekst vi havde læst og analyseret. Det tekniske gik relativt let for de fleste. Dog var det kun ganske få, der var i stand til f.eks. at holde sig inden for en specifik sproglig stil. Da vi efterfølgende diskuterede resultaterne blev det klart, at det var mere tilfælde end så meget andet.
Behov for ledelse – eller regering?
Konklusionen er, at hele undervisningssystemet bør tages op til revision for at arbejde hen imod at uddanne en sådan gruppe.
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Ryberg skriver, at måden det kan gøres på er ved at nytænke undervisning og pædagogiske former, uddannelse, videreuddannelse, etc.
Ryberg skriver også at for at det bliver muligt vil det kræve at skolens ledelse har en klar vision for arbejdet med IT / sociale medier, sikre uddannelse, m.v. af lærere.
Det er også meget fint. Spørgsmålet er om der ikke bliver spildt dyrebar tid med denne indgangsvinkel til problematikken. Det er kompliceret og tidskrævende at finde på nye undervisningsmetoder og nye måder at inddrage IT på.
Jeg kunne have mine tvivl om skolerne hver især, eller lærerne som sådan, har overskuddet til at opfinde den dybe tallerken. Vil den bedste måde, at skabe udvikling være, at der i bekendtgørelserne for de forskellige fag i f.eks. kommer langt tydeligere krav til hvordan IT skal inddrages?
Som gymnasielærer i engelsk og samfundsfag, synes jeg, at det er utrolig interessant at arbejde med at integrere IT i undervisningen. Det er dog også frustrerende, fordi meget af arbejdet med IT / sociale medier bliver på learning by doing niveau.
Har du gode erfaringer? Kender du til interessant materiale, eller interessante ideer?