Bosnisk-danske Dino Copeljs digtsamling Forbandede Styrke er nu på gaden. Jeg mødte ham digitalt til en kortere snak om, hvordan flugten fra krigen i Bosnien, hans nye liv i Danmark og ikke mindst sorgen over det tabte, er blevet til ledetråde i de nye digte.
Dino Copelj blev født i byen Trebinje i det sydlige Bosnien. Han er bosniak – det vil sige både bosnier og muslim. Krigen i Bosnien varede fra 1992-1995 og udsprang bl.a. af bosniske serberes mål om at gøre en del af Bosnien til etnisk homogent territorium for bosniske serbere.
I forsøget på at opnå dette blev der bl.a. begået etnisk udrensning og folkedrab mod bosniakker.
Hvad betyder et barndomshjem?
Jeg begynder snakken med Dino ved at tage afsæt i et digt, der berører Dino Copeljs ungdom i Bosnien. I HUSET beskrives en sorg over tabet af barndomshjemmet på grund af krigen. Samtidigt sporer man også et håb. Fortælleren opdager, at det faktisk er forældrene og deres kærlighed, der skaber ”huset”.
Dino fortæller:
”Når vi tænker på vores fødested, så er det ikke materielle ting, der betyder noget. Det er følelserne, der er forbundet med det. Det er de mennesker, der var omkring en og den kærlighed og medmenneskelighed, som de gav. Det er det, man længes efter i de øjeblikke af livet, hvor man føler sig ensom, udstødt, stigmatiseret”.
Jeg beder ham uddybe, hvad han mener med ’stigmatisering’.
Digtsamlingen Forbandede Styrke
”Det var det, der begyndte at ske i Bosnien i slutningen af 1980’erne, hvor man af nogle blev set og beskrevet som del af en gruppe, som har en skyld for andres lidelse og et ansvar for en uretfærdighed, der er sket for hundreder af år siden”.
Særligt Serbien italesatte i opløbet til krigen i Bosnien osmannernes angreb på serberne på Solsortesletten i Kosovo i 1389 som alle muslimers – herunder bosniakkers – skyld. Det var denne uret, der åbenbart nu skulle rådes bod på.
”Det kunne jeg som teenager ikke helt forstå hvordan og hvorfor og hvorledes. Og det kunne de folk, der var onde ved os vist heller ikke altid, men de vidste bare, at det var sådan det var. Det var dét, der skabte baggrunden for den etniske udrensning og krigen,” siger Copelj.
I andre af digtene går Copelj et skridt tættere. En far ville under normale omstændigheder aldrig sælge familiens bil for en brøkdel af, hvad den er værd. ”…Folkevognen ”solgte” far et par dage siden for et symbolsk beløb, inden vi blev fordrevet i 1993…”
Når man taler med Dino og læser digtene er det som et blive ført ind i et samfund, der befinder sig i en trykkoger. Truslerne, som digtet antyder, er til at tage og føle på. Det var ikke frivilligt, at han solgte den bil.
Moskeen bliver sat i brand
”Vi fik at vide i januar 1993, at I har så og så lang tid inden, I skal rejse væk. Der blev talt om, at der ville komme busser, der ville køre os væk. Hvis I ikke rejser inden for den tid, så er der ingen, der kan garantere jeres sikkerhed eller love, der ikke sker jer noget. Far prøvede at sælge alt, der kunne sælges, så han kunne skaffe penge, så vi kunne overleve bagefter – hvis vi nu var heldige at overleve den bustur.”
Han fortsætter:
”Og vi kunne høre, de gik i gang. Skyderier begyndte. Så blev en myrdet, så forsvandt en anden. Og så blev moskeen sat i brand. Derefter styrtede alle bosniakker hen for at prøve at få pas. Pludselig kom der en politibetjent med en fremmed familie, der flyttede ind i vores hus,” siger Copelj.
Dino Copelj fik tæsk og blev etnisk udrenset
Vi skifter fokus i samtalen. Et digt i bogen med titlen MIRSAD er en samtale mellem to bosniakkiske flygtninge et sted i Danmark. De udveksler livshistorier. Det er denne snak, der beskrives som ”bosnisk smalltalk”.
Den ene har med nød og næppe overlevet et ophold i en bosnisk serbisk koncentrationslejr. Den anden, som er fortælleren i digtet, er blevet etnisk udrenset.
Deres traumer synes så voldsomme, at det normalt nok ville kræve lange perioder med terapi for at kunne sætte lidt ord på dem. Dagen efter samtalen siger fortæller-stemmen i digtet så også: ”Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, desto sværere har min krop det med den bosniske smalltalk”.
Det er svært ikke at læse det som andet end en sort humor, tænker jeg som læser. ”Ja. Der skal en form for humor til for ikke at blive sindssyg,” konstaterer Copelj.
Han smiler og fortsætter med en mere alvorlig mine: ”Jeg tror, mange har svært ved at forestille sig, hvad der er foregået under krigen: Hvordan man er kommet i kz-lejr, hvordan man ser medfanger blive tortureret og myrdet. Og så er der mig, der ”kun” har fået tæsk og er blevet etnisk udrenset… men ikke blev myrdet.
Jeg har alle år her i Danmark været gift med stærk kvinde, der også har gennemlevet et helvede. Hendes storebror blev myrdet, hun blev adskilt fra sine forældre i en meget tidlig alder, fordi hun blev evakueret som 13-årig, og så dem kun få gange, inden de døde. Det er min families liv og dermed også en del af mit liv…”.
Kun tyve kilometer
Digtet TYVE KILOMETER FRA kan læses som en blanding af forundring og vrede over, at man kan være født kun tyve kilometer fra grænsen til Kroatien og dermed den Europæiske Union – og blive nægtet adgang til den forjættende vestlige identitet.
”Det er jo ligesom i Danmark. Der er den linje – hvad der er vestligt og hvad der er ikke-vestligt. Snakken kommer igen og igen i medierne og fra politikerne. Ikke-vestlige overrepræsenteret her, og ikke-vestlige overrepræsenteret der. Fordi man er født 20 kilometer fra at være vestlig, bliver man del af en stigmatiseret gruppe – 20 kilometer!”.
Jeg kommer til at grine.
Copelj fremstår på alle måder saglig og velargumenteret, men der bliver, som antydet, af og til også tilsat en solid dosis sort humor, her med den kontante refleksion over de tyve kilometer.
Vores samtale har kun berørt enkelte af digtene i hans digtsamling. Det er i mine øjne en række intense og vedkommende fortællinger, der bliver udfoldet i Dino Copeljs digte. Smerten, forundringen og refleksionen over, hvordan og hvorfor livet indtil nu har udformet sig, står meget klart. Håb og humor og kærlighed fremstår også som ting, der for Copelj tydeligvis giver livet mening, selv når alt er mest mørkt.