Engage! Brian Solis om nye tendenser inden for sociale medier

Engage! Brian Solis om nye tendenser inden for sociale medier 332 501 Anders Stubkjær.com

Twitter udfordrer Google om på sigt at blive stedet, hvor folk søger informationer. Traditionel e-mail er på vej ud til fordel for sociale netværk. Sociale medier bør i langt højere grad inddrages i undervisning i gymnasiet og folkeskolen.

For nogen tid siden skrev jeg her på bloggen min egen definition af sociale medier. I forbindelse med jeg søgte informationer om emnet på nettet, stødte jeg på Brian Solis, der på sin blog havde en af de mest interessante diskussioner af hvordan man kunne beskrive sociale medier.

Jeg har nu læst hans seneste bog Engage: The Complete Guide for Brands and Businesses to Build, Cultivate, and Measure Success in the New Web. Bogen fortæller bl.a. om hvordan business kan anvende sociale medier; strategiudformning, videreudvikling, måling af resultater.

Med 382 sider var det en solid mundfuld at komme igennem. Jeg må tilstå, at jeg var skuffet. En ”social media for dummies” og en god artikel fra nettet ville formodentligt være en mere brugbar og langt hurtigere løsning, hvis du skal arbejde med sociale medier i hverdagen.

Solis bruger i bogen en del plads på at forklare og diskutere bogens billeder og grafik. Problemet er bare, at de grafiske afbildninger er af så dårlig kopi at det ofte er svært at se hvad de forskellige ting forestiller.

Men ikke alt var forgæves:

En spændende påstand var, at Twitter udfordrer Google om at blive et af de primære steder, hvor folk søger informationer. Min viden og erfaring med Twitter er ikke så omfattende. Mit indtryk er dog, at Twitter ikke har noget nær den samme udbredelse i Danmark, som den har i f.eks. USA, men mest bruges af ”specialist-samfund”.

En anden påstand var, at sociale netværk bliver stedet, hvor folk kommunikerer med hinanden og det betyder, at traditionel e-mail glider ud. Det lyder en anelse overvældende, men det er værd at tænke over.

Ideen om, at man søger at deltage nøje udvalgte interessegrupper, der er relateret til f.eks. arbejde, eller særlige fritidsinteresser giver mening. Adskillelsen betyder så, at det vil være mere optimalt at være en del af de respektive sociale netværks mailsystem, i stedet for sit eget generelle.

Undervisning i sociale medier

Skal ret være ret, så har jeg også læst Engage! i håbet om at finde inspiration til min undervisning som gymnasielærer.

Hvis Brian Solis ideer holder stik vil mange unge blive overhalet i informationssamfundet, fordi deres viden om informationsbehandling og – vurdering er ganske enkelt ikke tilstrækkelig stor i dag.

Unge bør i både folkeskole og gymnasium i langt højere grad uddannes til at arbejde med og forholde sig kritisk til sociale medier. Det vil kræve en politisk indsats i forbindelse med videreuddannelse af lærere, men kunne bidrage til at udvikle undervisningsformer i en ny og spændende retning.

Bog eller blog

Tilbage til Brian Solis. Jeg var ikke imponeret af bogen, så jeg holder mig til bloggen.