Folkedrab kaster stadig lange skygger over nutidens Europa, uanset om det var mod jøder i 1940’erne, eller mod muslimer i den bosniske by Srebrenica i 1995.
Folkedrab er et af de mest grusomme redskaber, der findes i den politiske værktøjskasse og for få dage siden blev det igen taget i brug.
Folkedrab som argument for invasion
Vladimir Putin påstod, som et argument for invasionen af Ukraine og uden nogen former for bevis, at der finder folkedrab sted i den østlige del af landet. Han fik også fremsagt en grotesk påstand om, at Ukraine skulle “afnazificeres”.
Idéen om afnazificering trækker tråde til blandt andet en form for antisemitisme, hvori det påstås, at det ikke var jøder, men derimod russiske kristne og den russiske nation, der var de egentlige ofre for nazisterne.
Det var en jødisk elite, der både tidligere og i dag, ifølge argumentationen, tilsyneladende var årsag til alt ondt. Putin italesætter sig selv overfor et hjemligt publikum som en slags frelserfigur, der kan korrigere historiske urimeligheder – og med invasionen så også håndhæve en ret til at beskytte etniske russere uden for Ruslands grænser.
Lær mere om Holocaust
Set i lyset af hvordan særligt folkedrab er blevet aktualiseret af Ukraine-konflikten, er det positivt at konstatere, at den danske regering for nylig har iværksat initiativer, der skal dels styrke den danske offentligheds kendskab til Holocaust, dels bekæmpe den stigende grad af antisemitisme.
Glem ikke Srebrenica – folkedrabet i Bosnien
Det er dog vigtigt, at vi på samme tid også fastholder opmærksomheden på folkedrabet, der fandt sted i den bosniske by Srebrenica i 1995, fordi de politiske konfliktlinjer, der skærer igennem Bosnien og ledte til blandt andet folkedrabet er i dag trukket så hårdt op, at der er betydelig risiko for, at Bosnien som land vil blive revet midt over.
Glorificering af folkedrab forbydes
I august 2021 indførte den tidligere FN-repræsentant i Bosnien, Valentin Inzko, en lov, der forbød dels benægtelse, dels glorificering af gerningsmændene bag folkemordet i Srebrenica.
Baggrunden for tiltaget var den heltestatus, som blandt andet Radovan Karadžić og Ratko Mladic havde fået i flere kredse i særligt den bosnisk-serbiske del af landet. Det var også ansporet af en stadig hyppigere benægtelse af at der havde fundet et folkemord sted i Srebrenica. Drab, bevares, men ikke folkedrab, synes modsvaret at være.
Projekt ‘Storserbien’
Går vi et skridt længere tilbage i historien, så skal en central del af forklaringen på folkedrabet på de mere end 7000 muslimske bosniske mænd og drenge i Srebrenica findes i det politiske ”projekt”, der handlede om at etablere et Storserbien. Nogle af de primære arkitekter bag projektet, som Karadžić og Mladic, er i dag dømt livstid for blandt andet folkemordet.
På trods af dette er det et tragisk faktum, at det politiske projekt lever videre. Efter krigen blev Bosnien konstrueret som en føderal stat, der endte med at fastfryse krigens konfliktlinjer: Bosniske muslimer og bosniske kroater fik Føderationen Bosnien-Hercegovina. Bosniske serbere fik Republika Srpska (RS), der grænser op til Serbien og hvis fundament i realiteten er bygget på etnisk udrensning og folkedrabet i Srebrenica.
Trusler om løsrivelse truer Bosnien
At en international embedsmand, indsat af det internationale samfund som en del af Dayton-aftalen, kan indføre love i Bosnien, har virket som en rød klud på blandt andet den bosnisk-serbiske leder, Milorad Dodik, der i årevis har argumenteret for at Republika Srpska skal løsrives fra Bosnien.
Dodik har udnyttet Inkzos tiltag til at intensivere truslen om at få RS trukket ud af alle Bosniens føderale institutioner. Dette blokerer for politisk udvikling i Bosnien og underminerer landets stabilitet. Udviklingen gør det også langt mindre attraktivt for NATO, såvel som EU, at se et potentielt medlem i Bosnien.
Rusland blander sig også i Bosnien
I den aktuelle Ukraine-konflikt er Ruslands modstand mod at Ukraine styrker bånd til EU og NATO en central faktor. Det er således præcis den samme mekanik, der gør sig gældende i forhold til Bosnien og én af årsagerne til at Vladimir Putin netop støtter Milorad Dodiks separatisme-dagsorden.
USA vil ikke investere politisk i Bosnien
Det virker ikke som om, at Biden-administrationen er villig til at investere mere end absolut nødvendig politisk kapital i Bosnien. Den 16. februar 2022 afgav USA’s særlige udsendinge, Gabriel Escobar, vidnesbyrd ved en høring i det amerikanske senat om Balkan.
Han fremstillede Serbien som det primære fokuspunkt for USA’s interesser i regionen. Korruption blev italesat som Bosniens mest konkrete problem. Han fik det til at lyde som om de vestbalkanske lande var på nippet til at blive optaget i EU, hvilket overrasker.
I øvrigt opfordrede han alle til at skrue ned for skadelig retorik og finde løsninger gennem etablerede politiske processer. Selv om USA trods alt har indført sanktioner mod Dodik, så fremstår dele af Escobars udtalelser som politiske klicheer, der bliver brugt til bevidst at ignorere de mere komplekse problemer i Bosnien. Med den russiske invasion af Ukraine må man formode, at interessen for at fokusere på Bosnien daler yderligere.
EU er fyrtårnet, der blev slukket
Den Europæiske Union har været et politisk fyrtårn, som Bosnien og mange andre stater i regionen styrede efter i håbet om medlemskab. Denne proces motiverede politiske og økonomiske reformer og holdt låget på nationalisme-trykkogeren.
Fordi EU trak håndbremsen i forhold til udvidelse, har EU spillet sig selv af banen som troværdig regional aktør. Det har også bevirket at låget på nationalisme-trykkogeren er blevet sparket af og her er det vigtigt at se på Serbiens rolle i bosniske forhold – et aspekt, der ofte overses.
Hvad betyder en ‘serbisk verden’?
Hvor den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, tidligere har afvist muligheden af en integration med den serbiske del af Bosnien, har den serbiske indenrigsminister i løbet af 2021 flere gange i medierne italesat muligheden for at skabe en såkaldt ”serbisk verden”, hvor landområder fra blandt andet Bosnien, Kosovo og Montenegro skulle integreres i Serbien og dermed skabe et ”Storserbien”.
Dette er en variant af netop det politiske projekt, der ledte til folkemordet i Srebrenica. Derudover arbejder både Vučić og Milorad Dodik bevidst på at skærpe deres kontrol med tilgængelige medier og bruge dem til misinformation og propaganda. Ifølge forsker Jasmin Mujanović, minder situationen om første fase af den strategi, som Slobodan Milosevic fulgte inden krigen i Bosnien: Først kontrol med medierne, så vold. Er det mon samme tilgang, der her bliver lagt for dagen i forhold til Bosnien?
Bosnien som et land med PTSD
I en reportage fra d. 9. februar 2022 karakteriserer BBC-journalist Jeremy Bowen Bosnien som et land med PTSD – og mange våben. Han vurderer dog, at Bosnien ikke vil eksplodere på samme måde som i 1992, fordi der ikke findes samme omfang af militær infrastruktur, som der gjorde 1990’erne.
Ifølge Bowen er det farligste, at der efter krigen er let adgang til våben. Dette kan bidrage til risikoen for, at mindre konflikter kan eskalere hurtigt og sprede sig. Brudfladerne i Bosnien er med andre ord mange og stikker dybt. De centrale aktører i Bosnien har signaleret deres intentioner. Spørgsmålet er nu hvem, der foretager det næste træk.
Som det fremgår, er det alt i alt stadig væsentligt at forholde sig til Europas tragiske folkedrab og deres efterspil – også selv om det er årtier siden, de fandt sted. Hverken den ene eller den anden rædsel må gå i glemmebogen.
(Indlægget er trykt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 6. marts 2022)