“FORÆLDREANSVARSLOVEN deler stadig børn mellem forældre, der nogle gange ikke kan samarbejde. Det skaber konflikter, som barnet risikerer at blive inddraget i. Det kan skade barnet på både krop og sjæl. Familiestyrelsen skriver på sin hjemmeside, at Forældreansvarsloven giver delebørn ”…mulighed for at være mere “hele” børn…” Det er en sandhed med modifikationer.
Jeg vil påstå, at “mange” skilsmisseforældre på grund af den delte forældremyndighed lever i en konflikt, der ikke er af voldelig, men derimod af psykologisk karakter. Denne konflikt kan for eksempel indeholde bagtalelse af den anden forælder og/eller stedforælder over for børnene, inddragelse af børn i konflikten, aftalebrud, grov verbal optræden, ubegrundede beskyldninger og anklager mod den anden forælder eller eventuelt stedforælder. Denne slags konflikter kan være særdeles skadelige for børnene.
Familiestyrelsen fastslår på deres hjemmeside, at det skal være muligt, at ”… fastsætte samværsordninger, hvor barnet er lige meget hos hver forælder”. I Berlingske Tidende (den 22. februar 2008) udtaler Hilde Lidén fra Institutt for Samfunnsforskning i Oslo, at betingelsen for en deleordning skal kunne fungere er, at “…forældrene skal kunne samarbejde, og de må ikke bo for langt fra hinanden. De skal begge deltage i barnets fritidsaktiviteter og skolearbejde, og barnet skal anerkendes og inkluderes i begge hjem …”.
HVAD NU, HVIS forældrene ganske enkelt ikke kan samarbejde? Så er det børnene, der kommer i klemme ved den delte forældremyndighed. “I mors uge går jeg til svømning, i fars uge går jeg til guitar.” Citatet er tænkt, men er et eksempel på, hvordan virkeligheden kan komme til at se ud for nogle børn med den eksisterende lovgivning.
Far og mor kan ikke blive enige, og i henhold til Forældreansvarsloven må den forælder, som barnet er hos, bestemme, hvad de skal lave blandt andet i fritiden. Så kan resultatet netop blive svømning i mors uge og guitar i fars uge. Det bliver umuligt at deltage i weekendaktiviteter, fordi forældrene ikke kan blive enige. Hvordan skal børn få en stabil hverdag med en grad af forudsigelighed, hvis de dels er tvunget til at flytte konstant, og dels er fanget mellem forældres konflikter? Er dette den bedste måde at varetage børnenes tarv?
Statsforvaltningens hjemmeside har derudover en liste over de områder, som forældre skal være enige om, når der er fælles forældremyndighed. Skole og skolefritidsordning er et eksempel. I medierne har der været flere eksempler på børn, der er kommet i klemme på grund af forældres voldsomme konflikter over blandt andet skolevalg og skolefritidsordning. Hvem skal bestemme og eventuelt betale?
Religion er et andet eksempel. Hvis faderen nu er religiøs, og moderen er ateist, hvem skal så bestemme, om barnet for eksempel skal døbes eller konfirmeres? Videreuddannelse er et tredje eksempel. Skal barnet for eksempel følge moderens kunstneriske verden eller faderens akademiske? Med den nuværende lov tyder meget på, at disse tvister ultimativt skal afgøres i retten, hvis forældrene ikke kan blive enige. Er dette den bedste måde at varetage børnenes tarv på?
IFØLGE Forældreansvarsloven skal barnet desuden inddrages og høres i forbindelse med retssager om forældremyndigheder og samvær. Det mener jeg er særdeles problematisk. Der er for det første stor risiko for, at et barn ganske enkelt ikke kan overskue konsekvenserne af at sige: Jeg vil bo hos mor, eller jeg vil bo hos far. For det andet er der en indlysende risiko for, at barnet kan blive presset af en eller begge forældre til at sige det, der vil passe forældrene. Ultimativt er der fare for, at barnet føler, at det skal give udtryk for, om det elsker far eller mor mest. Er det den bedste måde at varetage børnenes tarv?
Familiestyrelsen har iværksat et forskningsprojekt, der skal “…belyse, hvordan sager om forældremyndighed bliver behandlet, og hvordan loven om forældreansvar virker for forældre og børn”. Det er et godt initiativ. Rapporten bliver offentliggjort i 2011 og skal så vidt vides danne baggrund for den evaluering af Forældreansvarsloven, der er planlagt til 2011.
Forældreansvarsloven sikrer forældres ligestilling, men ikke barnets tarv. Problemet er, at de børn, der bliver fanget i lovens negative sider, bliver ladt i stikken. Fremtiden er tåget. Ingen ved præcist, hvor mange børn vi taler om. De fleste er dog enige i, at tilfældene eksisterer. Der eksisterer endnu ikke megen forskning, og ingen har tilsyneladende præcise statistikker på området. Jeg mener ikke, at det er godt nok blot at feje problemet ind under gulvtæppet indtil 2011, hvor loven skal evalueres”.
(Dette er en kommentar i Kristeligt Dagblad fra 2009)