Digital informationskompetence er et af kodeordene for det 21. århundrede når det kommer til uddannelse af videnarbejdere.
Er gymnasieskolen tilstrækkelig dygtig til at uddanne unge til at blive informationskompetente?
Kan et kørekort i sociale medier være et muligt svar til nogle af udfordringerne?
Danmarks Pædagogiske Universitet har udgivet et debatoplæg, “Informationskompetence i gymnasiet – et debatoplæg”, hvor de tager fat på emnet.
Det ser seriøst ud, men for alle med interesse for it og undervisning i gymnasiet, er det virkelig interessant læsning.
Som gymnasielærer forsøger jeg selv at integrere sociale medier i min undervisning, når det er muligt. Her er nogle af de pointer, som jeg selv synes er værd at tænke videre over:
Google, og that’s it
Ifølge debatoplægget eksisterer verdenen uden for Googles rektangulære søgefelt sjældent for de unge i gymnasiet. Grunden er, at Google er nemt tilgængeligt og der kommer et hurtigt resultat.
Akademiske og andre typer af tidsskrifter, biblioteksdatabaser, opslagsbøger – online, såvel som offline – er for de fleste ukendt territorium.
Det er således de øverste resultater hos Google, der vinder. Wikipedia er tit favoritten med mindre læreren nedlægger forbud mod brugen af Wikipedia, eller kommer med alternative links.
Det er måske ikke ny viden, men værd at repetere i håbet om at man kan begynde at omtænke måden hvorpå it bliver angrebet i undervisningen.
Dansk digital analfabetisme
Mange unge har relativt let ved at anvende forskellige former for it. Forfatterne af debatoplægget understreger kraftigt, at det ikke automatisk betyder, at man er en kompetent it-bruger.
Faktisk stiller de spørgsmålet om danskernes digitale informationskompetence er så begrænset, at det er muligt at tale om egentlig digital analfabetisme.
Det store spørgsmål er hvad vi kan gøre ved det? Er underviserne tilstrækkeligt uddannet til at håndtere it i undervisningen? Er det nok at sikre, at der er it-udstyr i klasserne?
Min fornemmelse og erfaring er, at undervisere, der i dag inddrager it i høj grad gør det på et learning-by-doing basis. De færreste har fået opdateret undervisning i hvordan det kan gøres, og det gælder om at bruge det til at variere undervisningen, så længe det ikke kræver for meget tid.
Undervisningsdiskurs og læringsdiskurs
For at nuancere diskussionen introducerer forfatterne to diskurser. Den ene er en undervisningsdiskurs, det andet er en læringsdiskurs.
Undervisningsdiskursen handler bl.a. om at være i stand til ”at søge og genfinde information i et udvalgt søgesystem samt derudover evner til at evaluere søgeresultatet i forhold til en opstillet søgestrategi”.
I denne sammenhæng er det, som forfatterne pointere, måske mere præcist at kalde evnerne for kvalifikationer i stedet for kompetencer. Disse kvalifikationer bliver så bedømt af den respektive uddannelsesinstitution.
Læringsdiskursen handler om ”information som det, den lærende vælger at kategorisere som information”, og det er således en ”…kompetence, der er knyttet til individets arbejde med en personlig menings- og vidensdannelse…”
”…Kompetence indenfor læringsdiskursen ofte bliver forstået som den lærendes evne til at relatere viden til den kontekst, den udspringer af, samt evne til at overføre viden fra en kontekst til en anden – det vil sige, gøre brug af en kompetence i flere beslægtede sammenhænge”.
At tænke på disse to diskurser, gør det lettere at føre en mere nuanceret diskussion af emnet.
Gymnasiet og krav til it
Forfatterne ser også på de krav, der findes i gymnasieskolen til brug af it.
På den ene side fremhæves forløbet i Almene Studieforberedende (AT), som det eneste sted, hvor der i løbet af de tre år er en samlet beskrivelse af hvordan der kan skabes progression i forhold til brugen af it. Det er dog kun en uforpligtende anbefaling og ikke noget bekendtgørelseskrav.
På den anden side gøres der kort rede for de forskellige krav der er til de enkelte fags brug af it. Nogle af de ord, der bliver nævnt er ”informationssøgning”, ”fokuserede søgestrategier”, ”vurdering af pålidelighed”.
Er der behov for en samlet tværgående indsats, der nedskrives i bekendtgørelsen? Bliver indsatsen ”atomiseret” på grund af de forskellige fags forskellige krav?
Hvad uddanner gymnasiet til?
Et relateret spørgsmål er hvad gymnasiet uddanner til. Igen bliver Lars Qvortrup inddraget med en oversigt over ”Det digitale samfunds dannelsesidealer” (s. 21). Der er tre kategorier for personer. Det private, det offentlige og det lærende menneske. Hvad uddanner gymnasiet til? Er det det offentlige og lærende menneske, der er i fokus?
Hvis det er tilfældet, hvor skal personen lære hvor grænsen mellem f.eks. det private og det offentlige er? Hvad med de sociale medier, der skærer igennem alle Qvortrups kategorier?
Kørekort i sociale medier?
Sammen med Abelone Glahn har jeg beskrevet ideen om et ”kørekort i sociale medier”.
Netop den digitale informationskompetence er i fokus, når vi taler om et kørekort i sociale medier. Det er ideen, at et kørekort i sociale medier betyder en indføring i hvordan de sociale medier kan bruges, både ud fra et kritisk og et kreativt perspektiv.
Hvordan ville det fungere, hvis der var krav om at elever i Folkeskolen skulle gennemføre et ”kørekort i sociale medier – del 1” og gymnasiet i det tilsvarende, men ”del 2”? Hvilke kompetencer skulle der opbygges?