Islamisk Stat (IS) er en af de mere overraskende fænomener, der er dukket op i international politik på det seneste. Loretta Napoleonis bog ’Islamisk Stat’ (Tiderne Skifter, 2015) er en meget spændende og velskrevet introduktion til emnet.
Jeg har læst den af almen interesse, men også fordi flere og flere gymnasieelever vælger at skrive opgave om forskellige aspekter af Islamisk Stat. Her er tre pointer:
Politisk taktik, eller religiøst korstog?
IS benytter sig af bl.a. folkemord som et element i at få kontrol over de befolkningsområder, som de erobrer. Der sker en udrensning af shiamuslimer, alawitter, kristne, m.m. – altså, alle der ikke er sunni-muslimer.
Napoleoni pointerer, at hvor Vesten fejlagtigt ser dette som et religiøst shia- mod sunni-korstog, så handler det i langt højere grad om en pragmatisk organisation, der primært bruger terrorisme og udrensning til at opbygge en ny stat.
Er der kun én religion, så vil det alt andet være lettere at kontrollere befolkningen. Sekundært er det dog også et spørgsmål om et hævnønske over shia-muslimer.
Teknologi og frygt
Flere siger, at IS er særligt barbariske og premoderne i deres krigsførelse.
Napoleoni er uenig og fremhæver bl.a. krigen i Kosovo, hvor halshugninger og anden form for terrorisme blev brugt flittigt.
Terroren er den samme. Forskellen er, at IS i dag formår at bruge informationsteknologi, særligt sociale medier, til effektivt at skabe frygt og hverve nye tilhængere over hele verdenen. Dermed forsøger de også at udligne den asymmetri, der magtmæssigt eksisterer mellem en ’skinstat’ som IS og fx vestlige stater.
Ifølge Napoleoni, er volden tydelig i de områder, der er kontrolleret af Islamisk Stat. Samtidig er det områder, der i adskillige årtier har været under diverse yderst voldelige diktatorers kontrol.
Forskellen er, at hvor medierne kun gengiver det voldelige element, så udfører, ifølge Napoleoni, IS samtidig omfattende socialt arbejde.
Det bidrager til at skabe en grad af popularitet. Det er uden tvivl et bevidst led i at bringe befolkningen tættere på en accept af IS ledelse.
En fremtidig stat?
’Islamisk stats modernitet og pragmatisme har i rod i en blanding af moderne metoder, teknologiske evner og kommunikationsevner, psykologisk propaganda, gammeldags krigsførelse og lokale stammers skikke…’ (s. 77).
Kalifatet og IS søger at etablere en stat ved hjælp af bl.a. terrorisme. IS har indtil nu vist sig langt mere kapabel end f.eks. palæstinensernes PLO i at komme tæt på sit mål.
Napoleoni spørger retorisk om IS faktisk vil være i stand til at opbygge en stat, der vil blive så konsolideret og magtfuld i denne multipolære verden, at den, trods den voldelige historie, vil blive anerkendt af vestlige stater.
Det tankevækkende er, at hun, trods den nuværende Obama-ledede koalitions angreb på IS, antyder at det ikke er helt utænkeligt.
Alt i alt er det en fornøjelse at læse Loretta Napoleonis bog. Den giver en god introduktion til Islamisk Stat og stiller interessante spørgsmål. Samtidig er den så letlæst (og kort) at også gymnasielever vil kunne få glæde af den.