Hvis Serbien valgte at anerkende Kosovo, kunne der let laves en politisk aftale om de steder i Kosovo, der er af betydning for Serbien. Det mener mange på stedet, men realiteten er en anden.
Vi kører ind i Kosovo fra Nordmakedonien. Vi er på vej til byen Prizren, der ligger i den sydvestlige del af landet og bliver set som Kosovos kulturelle hovedstad. Jeg bemærker, at motorvejen, vi kører på, ser splinterny ud.
”Gud bevare Amerikas Forenede Stater,” griner vores nordmakedonske rejsefælle.
Hun forklarer, at USA har en militærbase, der ligger tæt på den del af motorvejen, som vi befinder os på lige nu. Nogle mener, at den amerikanske tilstedeværelse fungerer som en buffer i den aktuelle konflikt mellem Serbien og Kosovo.
USA og Nato satte stopper for Serbiens etniske udrensning i Kosovo 1998-1999.
Flere aktører fra det amerikanske erhvervsliv har efterfølgende været i stand til at spinde guld på den
goodwill, som særligt USA’s militære engagement skabte i Kosovo.Prishtina dukker op i horisonten på højre side.
En stor hvid røgsøjle løfter sig foran os fra, hvad der ser ud som en gigantisk betonsilo. Det er Kosovos kulkraftværk. Der er kun få skyer på den blå himmel, men det er, som om nogen har tegnet en flere kilometer lang grøn tuschstreg hen over den i forlængelse af røgsøjlen.
Værket er fra 1962 og efter sigende det mest forurenende i Europa og et signal om Kosovos udfordrede energisektor. Vi drejer af og kører mod sydvest.
En anden af Kosovos udfordringer er korruption. Et eksempel er det omtalte motorvejsprojekt. Ifølge Politico modtog en tidligere minister for infrastruktur i januar 2024 en dom på tre år for embedsmisbrug og for at have betalt det amerikanske firma Bechtel omkring 50 millioner dollars for meget for motorvejen.
Konflikten med Serbien lurer
Den serbisk ortodokse kirke, Vor Frue af Ljeviš, ligger i den gamle del af Prizren og er på Unescos Verdensarvsliste. Der er pigtråd rundt om kirken, men porten er ikke låst. Man skal dog alligevel henvende sig på den anden side af gaden, hvor en venlig og lidt uopmærksom betjent skal se pas, før man må gå ind.
En ung kvinde tager imod og viser rundt i kirken. Hun forklarer med et trist smil, at det var, hvad hun kaldte albanske ekstremister, der under urolighederne i 2004 stablede bildæk op i kirken og antændte dem.
Det skabte en røg, der ødelagde stort set alle ikonerne. En betydelig del er ved at blive restaureret, og skønheden er imponerende, men skaderne på kirken er stadig tydelige. Kirken er blot ét af de steder i Kosovo, hvor der findes eksempler på en kulturhistorie, der er tæt knyttet til Serbien.
Den nuværende serbiske præsident, Aleksandar Vučić, bruger i høj grad Kosovo som en brik i et indenrigspolitisk spil, der handler om at fastholde støtte fra et nationalistisk vælgerkorps. Dette gør han blandt andet ved at nægte at anerkende Kosovo.
Sidste år i Prishtina talte jeg med en kosovo-albaner. Han rystede på hovedet over situationen. Hvis Serbien valgte at anerkende Kosovo, var hans bud, at der relativt let kunne laves en politisk aftale om de steder i Kosovo, der er af betydning for Serbien. De færreste mener andet.
Den gode udsigt
Hvis man fra Prizrens midtby begiver sig op ad en stejl sti, så når man efter godt 10 minutters gang Karjala-fortet. Med sin bjergsideplacering er der en storslået udsigt over Prizren, som med sine knap 180.000 indbyggere spreder sig ud over en del af dalen nedenfor. Et bjergmassiv rejser sig rundt om store dele af dalen.
Albanien ligger på den ene side af bjergene. Nordmakedonien på den anden. Længere sydpå er Grækenland. Mod øst er Bulgarien, og længere end det ligger Tyrkiet – og tidligere Det Osmanniske Rige. Mod nord er Serbien.
Man kan næsten forestille sig, hvordan flere af disse regionale aktører gennem bare de seneste hundrede år har haft mængder af uoverensstemmelser i dette lille hjørne af verden. Interesser skulle varetages, om de så var etniske, økonomiske, religiøse, historiske, eller en blanding – plus noget mere. Mange er afsluttet. Andre er sat på pause. Det virker uoverskueligt at holde styr på lige nu. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og nyder solen.
Over bjergene
På vejen fra Prizren tilbage til Nordmakedonien kører vi over bjergene, hvor der er ved at blive bygget en ny vej. Få steder er der kun grusvej. Autoværn er man tydeligvis ikke nået til flere steder, kan jeg konstatere. I stedet fokuserer jeg på, hvordan skovene er klædt i uendeligt smukke varianter af en rødlige efterårsfarve.
Vi kører igennem en af de kommuner i Kosovo, hvor der er serbisk flertal. Sloganet ”Kosovo er Serbien” står skrevet på en husmur ud til landevejen. På mange vil det virke som en voldsom provokation. Der er serbiske flag på den ortodokse kirke i en af landsbyerne.
Et kort visit
Kosovo er et interessant land. Det er et af Europas nyeste. Som sagt nægter Serbien på nuværende tidspunkt at anerkende Kosovos selvstændighed.
Denne konflikt er – sammen med løsrivelsestruslerne i Bosnien – formodentlig den mest alvorlige og langtrukne i den region, der i EU-sprog bliver kaldt Vestbalkan. Med en vis undtagelse af den nordligste del af landet, så er det dog ikke noget, man mærker som rejsende.
Bjergvejen munder ud i motorvejen, og efter kort tids kørsel ruller vi over grænsen til Nordmakedonien og ind i den tidlige skumringstid.
Det er lidt urimeligt kun at bruge et par timer på en by som Prizren med dens betydelige kulturhistoriske bagage, men det var det mulige denne gang.