Serbien og Kosovo underskrev en aftale d. 4. september 2020 i Washington.
Donald Trump satser på, at aftalen vil give ham point i valgkampen. Men aftalen er uklar. Og hvorfor er Israel involveret?
Noget tyder på, at USA gik efter en international aftale. At er netop disse to Balkan-lande, der underskriver virker mindre vigtigt.
Det skaber usikkerhed om aftalens substans, når de tre parters udlægning er forskellig. På den serbiske præsidents hjemmeside bliver det skåret ud i pap, at Serbien har underskrevet en bilateral aftale med USA, som ”en af de to største magter i verdenen”. Det fremgår, at en ”tredje part”, som givetvis er Kosovo, ikke er en anerkendt del af international lov.
Den anden verdensmagt, som Serbien refererer til, må være Rusland. Aftalen må være en torn i øjet på Rusland, som ønsker at fastholde sin indflydelse på Balkan. Aftalen kunne tolkes som et første skridt på vejen mod at begrænse russisk indflydelse i Serbien. Hvis det er korrekt, at den tredje part er Kosovo, er det en syrlig måde at omtale en medunderskriver på.
Hvad angår selve aftalen bliver det hurtigt forvirrende: Richard Grenell, den amerikanske særlige præsidentielle udsending til Serbien og Kosovo, modsiger i realiteten den serbiske præsidents kommentarer på en pressekonference i det Hvide Hus lige efter underskrivelsen. Han pointerer, at USA ikke er medunderskriver af nogen aftale. Ifølge Grenell, har Trump underskrevet et brev, hvori han anerkender at de to lande ønsker at arbejde sammen.
Kosovos premierministers hjemmeside informerer ligeledes om aftalen. Dette er samtidigt den umiddelbart eneste kilde, der siger, at USA har lovet at støtte infrastrukturprojekter mellem de to lande til en værdi af 1 mia. euro inden for et år. Serbien bliver ikke nævnt med et ord.
Hvad er aftalens indhold?
Kort fortalt, så tyder alt på, at essensen af aftalen er følgende:
- Transportlinjer mellem de to lande (underforstået Serbien og Kosovo)
- Anerkendelse af hinandens beviser på mellem og videregående uddannelser
- Udveksling af informationer om flypassagerer
- Styrke religionsfrihed
- Arbejde på at identificere savnede personer fra krigen,
- Stemple Hizbollah som en terrororganisation
- Afkriminaliseringen af homoseksualitet
Førnævnte Richard Grenell bekræfter ved samme pressekonference, at det ikke var de samme dokumenter, som hhv. Serbien og Kosovo underskrev. Forskellen på de to forskellige dokumenter er passagen om de respektive landes relation til Israel.
Mellemøsten som en overraskelse
Serbien indvilliger, som en del af aftalen i at flytter sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Kosovo anerkender Israel og vice versa og opretter også en ambassade i Jerusalem. Omkring 85% af Serbiens befolkning er ortodokse og 95% af Kosovos befolkning er muslimer. Begge landes fokus har, indtil for nyligt, været integration med Europa. Selv om relationen mellem flere Balkan-lande og EU i dag er kompliceret, så undrer det at de to Balkan-lande vælger at udbygge relationer til netop Israel i denne situation.
Kosovo søger anerkendelse af så mange lande som muligt. Derfor er relationen til Israel relevant. Det er lidt sværere at se hvad Serbien helt nøjagtigt kan få ud af det, udover at glæde USA. Måske halvdelen af de potentielle 1 mia. euro? Flytning af USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem er stadig kontroversiel. Derfor er det en fjer i hatten for Trump, hvis han kan pege på at andre lande nu også gør det. Det understøtter spekulationer om at øvelsen i høj grad handler om at sikre Trump en politisk gevinst, mere end det egentligt handler om Balkan.
Allerede tre dage efter underskrivelsen af aftalen i Washington sender den serbiske præsident tilsyneladende spørgsmålet om flytning af ambassade til hjørne. Det sker d. 7. september 2020 i Bruxelles. Ifølge Euronews, forklarer præsidenten europæiske journalister, at spørgsmålet om ambassadeflytningen ikke er ’…et kapitel, som vi er villig til at åbne endnu…’. Det er svært at vide, hvad der præcist ligger bag udtalelsen. EU er tydelig modstander af den amerikanske ambassadeflytning til Jerusalem og har en forventning om at potentielle nye medlemslande ikke går imod EU’s udenrigspolitiske linje. Måske er det endnu et forsøg på at balancerer politisk – denne gang at tage hensyn til EU’s, mere end USA’s interesser.
Udveksling af landområder
Elefanten i rummet er spørgsmålet om udveksling af landområder mellem Serbien og Kosovo. Emnet er indtil for ganske nyligt omtalt som en reel mulighed af den amerikanske administration. Det er et yderst følsomt emne. I kølvandet på de militære konflikter efter Jugoslaviens opløsning, særligt i Bosnien-Hercegovina, vækker det betydelig uro, hvis der bliver åbnet for muligheden for at forandre landegrænser. Nogle beskriver en revision af grænsedragninger som at åbne en form for Pandoras-boks.
Donald Trumps embedsmænd er citeret for at sige, at der ikke er nogen aftale om udveksling af landområder. Det er selvfølgeligt muligt, at det passer. I betragtning af hvor relativt lidt kød, der ser ud til at være på aftalen, er det muligt, at der ikke er basis for forhandlinger om noget så følsomt. Case closed.
En mulig læsning af situationen er, at ’Serbien og Kosovo-aftalen’ bliver set som en hensigtserklæring om at udbygge infrastruktur og dele af økonomiske relationer. Der synes ikke at være klare rammer for implementering af initiativerne. Der er ikke underskrevet ét dokument, fordi Serbien har endnu ikke anerkendt Kosovo. Derfor er det afgørende for Serbien, at intet i aktiviteterne giver antydninger af at det nu er sket.
Relationerne mellem Kosovo og Serbien er ikke ’normaliseret’ før landene anerkender hinanden politisk og opretter diplomatiske forbindelser. Det vil, kan man sige, være et år 0. Med afsæt i aftalen, så bliver det interessant at holde øje med hvilke konkrete initiativer de to lande i fællesskab sætter i værk i det kommende år.