Peter Mandelson, britisk spindoktor, minister, EU – kommissær, politisk rådgiver, m.m., taler ud – eller gør han? Bogen ’The Third Man’ er hans biografi, der er udkommet på HarperPress i foråret 2011.
Peter Mandelson lever i mere end ti år i det politiske og menneskelige spændingsfelt mellem Tony Blair og Gordon Brown, der bekriger hinanden.
Tony Blair portrætteres overraskende som en svag leder, der er mere optaget af magtkampene med Brown, end at regere landet. Mandelson selv formår aldrig at sige fra over for særligt Tony Blair, der i realiteten udnytter ham.
Er det jagten på magten og rampelyset, der holder Mandelson gående?
Brown, Blair og Mandelson – tre venner
Det absolutte omdrejningspunkt i Mandelsons liv fra de tidlige firsere til 2010 er forholdet mellem Tony Blair, Gordon Brown og Mandelson selv. Tony Blair og Gordon Brown er de første to – og Peter Mandelson er ”Den Tredje Mand”. De tre moderniserer det britiske Labour-parti og føre det til magten i 1997.
Brown og Blair er nyvalgte politikere i midten af 1980erne.
Mandelson arbejder i første omgang i Labour-partiets hovedkvarter. De bliver hurtigt venner. Gordon Brown vil gerne være premierminister, men som bekendt blev det Tony Blair, der blev valgt til Labour leder efter John Smith døde uventet i juli 1994.
New Labour kommer til magten i 1997
Tre år senere var det med Tony Blair som leder, at Labour vandt parlamentsvalget, hvilket gjorde Blair til premierminister. Kampagnen var ledet af Mandelson. Resten er historie, som man siger. Brown bliver en særdeles succesfuld finansminister.
Ifølge Mandelson kæmper Brown dog en ofte beskidt kamp mod Mandelson selv og Blair for at få udmanøvreret den ene, og få den anden til at overlade ham posten som premierminister. Mandelson arbejder for Blair og bliver senere MP for Hartlepool.
I bogen giver Mandelson sin version af hvordan magtkampen mellem Tony Blair og Gordon Brown om premierministerposten forpester det politiske miljø i Whitehall, og leder til manglende politisk handling og ultimativt Tony Blairs afgang fra post.
Mandelson forsøger at få forholdet til Brown til at fungere. Blair fyrer ham ikke mindre end to gange som minister, og venskabet til Brown bliver i realiteten ikke reetableret før Brown bliver premierminister.
Spindoktoren og magten
Mandelson bliver sammen med Tony Blairs senere Director of Communications, Alastair Campbell, ofte omtalt som de første spindoktorer. I bogen fortæller Mandelson også om sit arbejde med medierne, om strategi og om kommunikation.
Han beretter bl.a. om hvordan han arbejdede med medierne og hvordan han gradvist arbejdede sig op til at blive chef for den proces, der ledte til at Labour blev til New Labour – og ikke mindst den kampagne, der bragte Labour til magten i 1997.
Mandelson overrasker ved at portrættere vennen Blair ret negativt, som en meget svag leder, der var mere optaget af Browns angreb, end at lave politik og finde en ny vej for Storbritannien. Det er svært at sige, at loyaliteten, som Mandelson viser Blair bliver gengældt.
Hvad driver Mandelson?
På sin vis kan man undre sig over, at Mandelson ikke stod af på et tidspunkt og lod Blair og Brown slås, og måske ultimativt ødelægge sig selv. Det er svært ikke at få en mistanke om, at han ønskede magten – ikke bare bag kulisserne, men også i rampelyset. Måske var det det, der gjorde, at han holdt ved uanset behandlingen af ham.
Som læser kunne man ønske sig, at Mandelson i bogen havde løftet lidt mere af sløret for hvem han selv var / er som menneske. Der kommer aspekter om hans opvækst frem i de første kapitler, men selv om han ønsker at bevare et privatliv ville det have give et mere nuanceret billede af manden.
Mandelson beskriver et liv, hvor han vitterligt er som den tredje mand, der forsøger at støtte og hjælpe først Blair, og dernæst, noget modstræbende, Brown som premierminister. Selv om han ”kun” var den tredje mand, var hans rolle alligevel central i britisk politik på det tidspunkt.
Alt i alt er det en interessant fortælling om tre centrale aktører i en periode i britisk politik. På trods af længden er den let læselig og giver et godt billede af den politiske tilværelse fra de tidlige 1980ere til 2010.