Biografien om koncernchef i Tryg, ”Stine Bosse – Det handler om at turde”, er en inspirerende og velskrevet bog om et dynamisk menneske. I bogen får man bl.a. et interessant indblik i ledelse, set ud fra Stine Bosses perspektiv, samt historien om hendes kamp med modermærkekræft.
Ledelse er tæt på undervisning
I bogen skriver forfatterne, at ”…ledelse handler i Stines univers først og fremmest om mennesker. Om at flytte og motivere mennesker. Det gør man bedst ved at give noget af sig selv og stå ved, hvem man er…” (s. 184-5).
Som gymnasielærer kan jeg se en klar parallel til klasseværelset. Her handler det på samme måde om at skabe motivation og et ”rum”, hvor folk kan udvikle sig / lære og flytte sig menneskeligt set.
Det er også min oplevelse er, at de bedste resultater kommer, hvis man viser noget af hvem man selv er som menneske, styrker såvel som svagheder. Selvfølgelig; alt med måde.
Mellem administrerende direktør og bestyrelsesformand
Det er interessant at læse om samspillet mellem Stine Bosse, som administrerende direktør, og bestyrelsesformand, Mikael Olufsen.
Du får som læser et lille indblik i den fortrolighed, der tydeligvis må eksisterer mellem dem. Stine Bosse lægger f.eks. ikke skjul på, at hun gør sig overvejelser om at lave andet end at være CEO for Tryg. Det gør alle, men sjældent i så stor offentlighed.
Derudover får du en fornemmelse af den centrale rolle som relationen mellem administrerende direktør (eller generalsekretær, som det ofte hedder i NGO verdenen) spiller i en virksomhed.
Plej din krop
Vi ved det alle sammen, men nogle gange er det godt at få repeteret:
Stine Bosse blev ramt af modermærkekræft. Det er inspirerende at læse om hvordan det påvirker hendes liv, og hvordan hun, ifølge bogen, formår at tage sit liv op til revision og bl.a. indføre en sundere livsstil.
Heldigvis er det de færreste, der bliver udsat for kræft, men det værd at få budskabet om sundhed gentaget.
Kan ekstremt synlige ledere blive et problem for en virksomhed?
Stine Bossen har været en særdeles synlig CEO for Tryg og har gjort det særdeles godt. Jeg har ikke undersøgt det videre, men jeg funderer på hvilken konsekvens det har for en virksomhed / organisation, når de har en ekstremt synlig leder, der nærmest bliver et selvstændigt brand?
Hvordan vil Tryg f.eks. fungere den dag, hvor Stine Bosse vælger at forlade virksomheden? Er der risiko for at Stine Bosse overskygger virksomheden? Skal Tryg til at redefinere sig selv? Hvilke krav stiller det til den næste CEO? Er det ikke noget problem overhovedet?
I forlængelse af dette er TrygVesta er placeret som nummer 14 ud af 140 i Berlingske Nyhedsmagasins Guld Image 2010 placeret virksomheder (7.-13. maj 2010, s. 62). De skriver, at ”Stine Bosse har utvivlsomt det stærkeste personlige brand af alle kvindelige topchefer og generelt i forsikringsbranchen. Det smitter givetvis af på selskabets image”.
I relation til citatet, så taler mange ofte brands og branding. Jeg er nysgerrig for at finde ud af mere om hvad branding er. Jeg oplever, at begrebet bliver brugt om alt muligt og umuligt. Der kommer nok et indlæg her på bloggen på et tidspunkt.
Personhistorie, eller virksomhedshistorie
Tilbage til biografien, der er sober og tegner et troværdigt billede af Stine Bosse, der ikke bliver for rosenrødt.
Der er i sagens natur adskillige referencer til hendes arbejde i Tryg. Der er flere gange, hvor jeg sidder tilbage med ønsket om at læse flere detaljer om hvordan hun så faktisk greb en sag an, hvad hun så mere konkret valgte at fokusere på, f.eks. i arbejdet med strategier, visioner, nytænkning, etc.
Selv om det til tider kan være frustrerende, så taler det til bogens fordel, at den bibeholder et skarpt fokus på hovedpersonen og ikke udvider til også at blive en virksomhedshistorie. Det viser således også forfatterne Jens Chr. Hansen og Christian Nørr evne til at skrive, så man får lyst til at læse mere.
Har du læst spændende biografier i ferien?