Digital dannelse og digital opdragelse

Digital dannelse og digital opdragelse 160 160 Anders Stubkjær.com

’Digital dannelse’ er afgørende for at unge får evnen til at være engagerede medborgere i et digitaliseret samfund.

Den 26. april 2012 var jeg så heldig at få mulighed for at holde oplæg for Uddannelsesrådet i Sønderborg om ’digital dannelse og digital opdragelse’.

En af de ting, jeg brugte tid på at snakke om var hvordan vi kan placere digital dannelse i en bredere forståelsesramme.

Professor Ole Korsgaard blev i marts 2012 interviewet af Gymnasieskolen, hvor han taler om at dannelsesbegrebet bliver udfordret og at ideen om medborgerskab bl.a. er at uddanne folk til at være ’medborgere, ikke modborgere’.

Det er almen viden at samfundet undergår en stigende grad af digitalisering. I Dansk ITs debatoplæg, ’Hvornår springer Danmark ud som et it-land? Danmark 3.0’ er en af de ting, der bliver diskuteret hvornår vi kan sige at Danmark rent faktisk er blevet digitaliseret – er blevet til et ’d-land’, som de skriver.

I mit oplæg til Uddannelsesrådet gik nogle af mine overvejelser på at dannelsesbegrebet er udfordret og medborgerskab er ved at vinde indpas som ét af flere mulige alternativer til almendannelse. Samfundet er ved at blive digitaliseret. Unge har derfor behov for digital dannelse, fordi det er én af de ting, der vil bidrage til at kvalificere dem til at være medborgere i et digitaliseret samfund.