Den 27. marts 2012 holdt jeg oplæg på Museumsformidlerne i Danmarks internationale formidlingsseminar på Nyborg Strand. Emnet for mit oplæg var ’Digital dannelse, medborgerskab og gymnasieskolens udfordringer’.
Jeg fortalte først om hvordan jeg så digital dannelse og tog udgangspunkt i hvad jeg har skrevet her på bloggen.
Seminarets tema var ’medborgerskab’ og det næste jeg gjorde var så at skabe en forbindelse mellem digital dannelse og medborgerskab.
Det gjorde jeg kort fortalt ved at pege på, at for at kunne være en aktiv medborger kræver det i denne digitaliserede verden, at du er tvunget til at være i stand til at producere selvstændigt og reflekteret digitalt materiale. Dette lærer de færreste af sig selv og derfor er det noget vi skal undervise i, bl.a. i gymnasieskolen, men også i folkeskolen.
Jeg sluttede af med at diskutere nogle af de udfordringer gymnasieskolen står over for. En af mine påstande er at vi i gymnasieskolen efterhånden betragter digitale og sociale medier som noget, der hvis vi bruger det rigtigt kan skabe hvad jeg kalder ’pædagogisk merværdi’.
Problemet er at der fra ’pædagogisk merværdi’ til en egentlig ’digital dannelse’ er et stykke. Det store spørgsmål er så hvordan vi når til den digitale dannelse…