En serbisk kommunealliance i Kosovo vil kunne sætte blus under bosniske serberes løsrivelseskedler.
Det centrale er, at bliver der flyttet på grænser på Balkan, så er chancerne for, at det sker uden vold, nok små.
Den post-normale tilstand
Bosnien er gledet ind i en ’post-normal’ tilstand. Konstante indenrigspolitiske konflikter og international indblanding truer i højere grad end tidligere landets sammenhængskraft.
Med et lovindgreb har den Høje Repræsentant i april 2023 for anden gang inden for tolv måneder skubbet til den delikate magtbalance i landet. De bosniske kroatere skummede den politiske fløde af dette initiativ. Den bosnisk-serbiske del af Bosnien truer konstant med løsrivelse og iværksætter stadigt flere initiativer, der bringer dem tættere på at realisere ambitionen.
USA fokuserer på Serbien
USA’s Balkan-fokus er i dag til fleres undren fokuseret på at støtte Serbiens autokratiske præsidents krav i forhold til Kosovo. Som konsekvens er lande som Bosnien røget længere ned på USA’s politiske dagsorden. Derudover beskyldes Kroatien og Serbien jævnligt for at blande sig i Bosniens indre anliggender og støtte henholdsvis de bosniske kroatere og de bosniske serbere.
Hvis der ikke er nogen, der har en politisk interesse i at bremse de kræfter, der bevidst og synligt søger at underminere tilliden til den bosniske stat, før de har gået linen ud, så er det et spørgsmål om tid før det bosniske tog kører af sporet.
Den Høje Repræsentants indgreb er under beskydning
Bosniens Høje Repræsentant, den tidligere tyske minister Christian Schmidt, har for anden gang på tolv måneder ændret Bosniens politiske system ved et lovindgreb d. 28. april 2023. Embedet som Høje Repræsentant (HR) blev oprettet som en del af Dayton-aftalen.
Den Høje Repræsentants opgave er at sikre, at Dayton-aftalen bliver både implementeret og respekteret i Bosnien. Den Høje Repræsentant repræsenterer de lande og aktører, der var involveret i udformningen af Dayton-aftalen.
I dag er disse samlet i det såkaldte Peace Implementation Council. Det er dette råd, der i 1997 udrustede embedet med den betydelige ’Bonn-magt’, der bliver forklaret nedenfor.
Christian Schmidts indgreb er blevet voldsomt kritiseret. Mens de skulle løse op for et politisk dødvande, er de endt med at føre til, at magtbalancen i Føderationen Bosnien-Hercegovinas parlament er tippet til fordel for de bosniske kroateres parti (HDZ). Føderationen er den ene af de tre enheder, der udgør den bosniske stat.
Fortalt kort, så bliver der med HR’s første indgreb i oktober 2022 lavet om på måden hvorpå repræsentanter nu skal udpeges til det øverste kammer i enhedens parlament. Man må formode, at hensigten var, at det skulle gøre det muligt at bryde den politiske blokering, der i flere år havde været for udnævnelse af regeringen i Føderationen.
En central konsekvens bliver, at det bosnisk-kroatiske nationalistiske parti, HDZ (som på dansk vil hedde Kroatisk Demokratisk Union) ender med fremover at kunne udøve vetoret over det meste af parlamentets arbejde.
Samtidigt kommer det til at stå klart, at den politiske blokering for godkendelse af regeringer kom til at fortsætte. Formålet med det andet indgreb var – igen – at skabe mulighed for at få sat skub i regeringsdannelsen i enheden.
Interventionen forenkler måden hvorpå godkendelsen af regeringen finder sted på. Ét centralt aspekt er, at det nu kun er én af enhedens to vicepræsidenter, der ultimativt skal skrive under på en accept af en ny regering. Uanset hvordan man udlægger det, så er det den bosniakkiske vicepræsident, der bliver politisk udmanøvreret ved tiltaget.
Der bliver skubbet til magtbalancen
Bosniens politiske system udspringer af Dayton-aftalen, der fik sat stopper for krigen, der rasede i landet fra 1992 til 1995. Dayton-aftalen, der ofte bliver beskrevet som en af verdens mest komplekse politiske systemer, blev konstrueret, så de tre primære etniske grupper i landet – bosniske kroatere, bosniske serbere og bosniske muslimer (bosniakker) – fik stort set lige meget magt.
Netop fordi Schmidts indgreb skubber til denne delikate magtbalance, har det skabt så udtalt en frustration, særligt hos bosniakkerne, som antydet. Baggrunden for, at Christian Schmidt overhovedet kan gennemføre lovændringer som disse, er, at den Høje Repræsentants embede, via den såkaldte Bonn-magt, har beføjelser til bl.a. at indføre love og at afsætte folkevalgte politikere i Bosnien, hvis de modarbejder Dayton-aftalens bogstav.
Schmidts intervention er med til at underminere den i forvejen dalende bosniske tiltro til den demokratiske proces. Det smager også af neo-kolonialisme, når en udefrakommende international repræsentant i et moderne europæisk land besidder så vide magtbeføjelser, at vedkommende uden videre offentlig dialog kan ændre det politiske system fundamentalt.
Det har ligeledes været en anstødssten, at centrale kroatiske politikere, ifølge forsker Jasmin Muljanovic, med stor sandsynlighed har været indblandet i udformningen af Schmidts indgreb. Dette synes at bekræfte formodningen om, at europæiske stater, som særligt Kroatien og Serbien, blander sig i Bosniens indre anliggender, hvilket ikke gør ikke situationen lettere.
Trusler om bosnisk-serbisk løsrivelse
Balladen omkring Føderationens parlament er ikke det eneste problem, som landet står med. Præsidenten for den bosnisk-serbiske del af landet, Milorad Dodik, skruer fortsat konstant op for trusler og konkrete initiativer, hvis mål er at føre Republika Srpska (RS), som er en af de andre enheder i Bosnien, hen imod en løsrivelse.
For eksempel iværksatte Dodik i januar 2023 en pro-serbisk parade i Øst-Sarajevo til minde om etableringen af Republika Srpska. Bosniens Forfatningsdomstol har forbudt militærparaden, men det blev ignoreret. I forbindelse med paraden tildelte Milorad Dodik Vladimir Putin, som han flere gange har mødt, en æresmedalje. Rygter siger, at en tilsvarende parade skal afholdes i Brcko-distriktet til næste år, hvilket ville være en endnu større provokation.
Dodik har i flere år arbejdet på at trække RS’ repræsentanter ud af flere af Bosniens centrale statsinstitutioner, hvilket udfordrer landets politiske stabilitet. I foråret 2023 meddelte han desuden, at RS afbryder al officiel forbindelse med den britiske og den amerikanske ambassadør i Bosnien. Der er også initiativer i gang for at få den bosnisk serbiske repræsentant til at trække sig fra landets højesteret. Det vil formodentligt få alvorlige konsekvenser for institutionens evne til at fungere i en lang periode.
Ingen konsekvenser for Dodik
Det opsigtvækkende er, at intet af dette har haft nævneværdige politiske konsekvenser for Milorad Dodik. Democratization Policy Council vurderer, at udviklingen tværtimod har været med til at svække den amerikanske ambassadør Michael Murphys position i landet. Tilsvarende har det styrket den russiske ambassadør Igor Kalabukovs position.
Den Høje Repræsentants fornemmeste opgave er at håndhæve Dayton-aftalen – den aftale, der som sagt udgør Bosniens politiske og juridiske fundament. Derfor må det undre, at Christian Schmidts mest firkantede reaktion indtil videre har været at køre et pressemeddelelse-diplomati. Heri nøjes han med at signalere en manglende billigelse af Dodiks handlinger.
Det ser med andre ord ud til, at Schmidt hverken har politisk interesse eller international opbakning til at komme med mere krads kritik af Dodik. Schmidt kunne i princippet overveje at smide Dodik på porten, hvilket hans handlinger alt andet lige kunne retfærdiggøre.
I forbindelse med de to lovindgreb beskyldes Schmidt for at prioritere bosniske kroateres politiske interesser og tillade indblanding fra kroatisk side. Det må undre, at Schmidt kan finde på at agere på en måde, der åbner for, at kritikere ligefrem kan betvivle han neutralitet og professionalisme i forhold til forvaltningen af embedet som Høje Repræsentant.
Risiko for at toget køres af sporet
Konklusionen er, at der ikke er nogen, der vil stoppe den bosnisk serbiske leder, Milorad Dodik, og hans arbejde for at få løsrevet Republika Srpska fra Bosnien-Hercegovina. Derfor er det kun et spørgsmål om tid, før det bosniske ”tog” kører af sporet.
På den anden side af grænsen arbejder Kroatien på at styrke den bosnisk-kroatiske del af befolkningens interesser. Debatten om, at der også skal oprettes en kroatisk enhed – af samme type som Republika Srpska – i Bosnien, dukker mere jævnligt op i medierne.
For at gøre situationen endnu mere kompleks, koordinerer bosnisk-kroatiske politikere deres initiativer for at styrke deres egen etno-nationalistiske magtbase med centrale bosnisk-serbiske politikere, der har samme dagsorden.
En serbisk verden genopstår
I Serbien er højtstående politikere igen begyndt at tale om en ’serbisk verden’. Det er et slogan, der kan tolkes som at Serbien har en forpligtigelse til at tage vare på alle serbere – også dem, der bor uden for selve Serbien.
Denne politiske retorik har reminiscenser af den diskurs, der førte til krigen i Bosnien, etnisk udrensning, folkemord, mm. Det skaber bekymring i bl.a. Bosnien, fordi det fremstår som en indirekte støtte til Dodik. Når Dodik aktivt truer med en bosnisk-serbisk løsrivelse, er det dermed også en trussel mod Bosniens sammenhængskraft.
USA’s Balkan-fokus er under forandring
USA’s Balkan-interesser synes p.t. at være skiftet endegyldigt fra Bosnien til Serbien. De fokuserer lige nu på at støtte det serbiske krav om, at Kosovo skal acceptere, at der bliver etableret en Alliance af serbiske kommuner i Kosovo.
Jeg forklarer aftalen i artiklen ‘Serbien – Kosovo: EU aftalen, der røg ud med badevandet’, der kan læses her på hjemmesiden. Samtidigt er USA i høj grad ude med riven overfor Kosovo i forbindelse med indsættelse af nyvalgte borgmestre i den nordlige del af Kosovo.
Det er en aktuel problemstilling set fra et bosnisk perspektiv. Den serbiske kommune alliance er et projekt, som flere syrligt omtaler som en Republika Srpska 2.0. Frygten er, at det kunne udvikle sig til en selvstændig politisk enhed i Kosovo, hvor Serbien får en høj grad af indflydelse – a la den bosnisk serbiske enhed i Bosnien.
USA’s fokus på Serbien kan formodentligt forklares ud fra en ambition om at køre Rusland ud på et politisk sidespor i regionen, hvilket ikke ser ud til at være nogen succes. Man må så også konstatere, at både USA og Europa i høj grad vender det blinde øje til den serbiske præsidents mere og mere problematiske sider.
I The New York Times skriver Peter F. Worth, at præsident Aleksandar Vucic ”…bygger en stat, hvor demokratiet er en facade og kriminelle bander spreder frygt…”. Worth argumenterer for, at ingen – heller ikke kriminelle bander – gør noget uden præsidenten har godkendt det. (egen oversættelse).
Et skrækscenarie er, at en serbisk kommunealliance på sigt vil løsrive sig fra Kosovo for at opnå integration med Serbien. Sker det, forventer alle, at det også vil sætte ekstra blus under de bosniske serberes løsrivelses-kedler. Det centrale er, at bliver der flyttet på grænser på Balkan, så er chancerne for, at det sker uden vold, nok små.
Det korte strå
Det er, nærmest som sædvanligt, den bosniakkiske del af befolkningen, der igen ser ud til at trække det korteste strå. Der er ingen internationale aktører, og hvad man kunne kalde politiske sponsorer, der synes videre optaget af bosnisk-muslimske interesser og fremtidsudsigter.
Erdogans Tyrkiet fremstår som det muslimske Bosniens halvhjertede støtte, men det sker primært, hvis det er til fordel for Erdogan. Taber Erdogan valget, er det lige nu svært at forudse, hvad en ny regering og præsident vil prioritere.
Bosniakkerne synes ikke selv at gøre meget for at etablere internationale diplomatiske alliancer, der kunne styrke dem vis a vis de andre etniske grupper i landet. Denne tilstand kommer nok til at fortsætte sådan i en rum tid, medmindre der sker noget ekstraordinært.
Det ’post-normale’ er det nye normale
Talrige kommentatorer af den politiske situation i Bosnien svælger jævnligt i pessimistiske fremtidsscenarier, hvor Bosniens snarlige opløsning forudses. Jeg har tidligere argumenteret for, at den politiske situation i Bosnien kan beskrives som ’konfliktfyldt stabilitet’, og at denne tilstand på et tidspunkt definitivt vil underminere landets politiske sammenhængskraft.
I en artikel i Balkan Insight præsenterer Hamza Karcic en måske mere elegant beskrivelse af situationen: Han argumenter for, at den politiske situation i Bosnien er endt med at blive det, man kan karakterisere som en ’post-normal’ tilstand.
For at forklare, hvad det post-normale betyder, trækker han på Ziauddin Sardar’s teoriramme. Her beskrives det post-normale som en tilstand af ”…usikkerhed, omstrukturering af magt, konstante forandringer, opstand og kaotisk opførsel…” (egen oversættelse).
Det er rammende, og det er tragisk, at Bosnien er nået dertil. Det er dog ikke utænkeligt, at Bosniens egen optimistiske stemme vil insistere på, at efter mere end 30 års eksistens uden krig, er rygterne om opløsning og tidlig død, trods alt, måske noget overdrevne.