I februar 2023 var det 15 år siden, at Kosovo løsrev sig fra Serbien. Europa og USA presser på for at få politiske aftaler igennem, der skal stabilisere relationerne mellem de to lande. Deadline er det valg, der skal afholdes i Kosovo i april.
Flere frygter, at det kan få et voldeligt efterspil. Så længe der mangler en gensidig anerkendelse mellem Serbien og Kosovo, er det som at bygge hus på et ujævnt fundament.
I denne tid er det 15 år siden, Kosovo løsrev sig fra Serbien og blev en selvstændig stat. Den 15-årsfødselsdagsfest kunne blive som en af den slags med trælse gæster og dårlig stemning, som man bagefter helst vil glemme – medmindre der sker politiske underværker i den kommende tid.
En alliance af serbiske kommuner
Relationerne mellem Kosovo og Serbien er med flere demonstrationer og voldelige sammenstød forværret i løbet af de seneste måneder. Alt tyder på, at flere europæiske stater og USA for at dæmme op for balladen er i færd med bl.a. at få Kosovo til at acceptere en alliance mellem kommuner i primært den nordlige del af Kosovo, hvor flertallet af befolkningen er serbisk.
Initiativet bliver omtalt som Alliance of Serbian Municipalities (ASM) eller communes – altså, en alliance af serbiske kommuner i Kosovo. Serbere i Kosovo er et mindretal på omkring 100.000, eller omkring 4,5 % af befolkningen.
Kosovos regering er imod
Pristina stritter imod aftalen, fordi den bl.a. vil betyde oprettelsen af en form for selvstyre ledet af den serbiske del af befolkningen i Kosovo. Regeringen i Pristina vil, ifølge Al-Jazeera, ikke have mandat til at kontrollere og ej heller om nødvendigt lukke butikken, hvis ikke landets love overholdes.
Initiativet vil således betyde, at der bliver oprettet en form for parallel magtstruktur i dele af landet, hvor medlemskab tager afsæt i etnicitet. Hvis man kombinerer dette med, at store dele af den serbiske del af befolkningen i Kosovo ikke anerkender regeringen i Pristina, så vil oprettelsen af ASM kunne få alvorlige konsekvenser for Kosovo:
- Spændinger mellem de etniske mindretal i Kosovo og begrænset social integration.
- Spændinger mellem ASM-organet og regeringen i Pristina.
- Spændinger mellem regeringen i Pristina og Serbien, der vil være garanteret indflydelse i Kosovos indre forhold via ASM.
Rester fra en gammel aftale
ASM-ideen stammer fra en politisk aftale fra 2013, hvor Serbien forpligtede sig til ikke at blokere for Kosovos optagelse i internationale organisationer og det internationale samfund generelt.
Til gengæld for denne internationale ”ikke-anerkendelse”, skulle Serbien så have ASM-strukturen oprettet. Kosovos højesteret har underkendt flere dimensioner af ASM, og Serbien har heller ikke levet op til aftalen.
En ”Bosnien-løsning” for Kosovo
Kritikere frygter, at ASM-projektet, hvis det blev implementeret, ville kunne ende med at blive en ”Bosnien-løsning” for Kosovo. ”Bosnien-løsning” refererer til Bosniens serbiske del, kaldet Republika Srpska (RS), der efter krigen i Bosnien, som varede fra 1992 til 1995, endte med at have en befolkning, der primært var bosnisk-serbisk.
Den politiske ledelse af RS truer – med Moskvas billigelse – konstant med løsrivelse og integration med Serbien, hvilket ledende serbiske politikere i perioder er afvisende over for og i andre perioder imødekommende over for. Denne situation er med til at destabilisere Bosnien. Risikoen er, at Kosovo vil havne med samme problem.
Europamesterskab i at sno sig politisk
I Serbien er præsident Aleksandar Vučić i færd med at blive europæisk mester i at sno sig politisk for at udnytte konflikten med Kosovo. Vučićs mål er at fastholde dels sig egen magtposition, dels Serbiens politiske indflydelse i Kosovo.
Hans udfordring er, at serbiske nationalistpartier er ekstremt kritiske over for så meget som antydninger af positive ouverturer over for Kosovo. Samtidigt presser EU på for at få en klar melding om, om Serbien ser sig i den europæiske forening eller med Rusland. For Vučić udgør Rusland en ofte velkommen kulturel og politisk alliance, der støtter de fleste politiske initiativer i Serbien, der ikke vil skabe ro i Europa.
Meget kunne tyde på, at så længe Serbien ikke vil anerkende Kosovo som selvstændig stat, så vil de politiske aftaler, der eventuelt indgås i den kommende tid med henblik på ”normalisering”, næppe være mere værd end det papir, de er skrevet på.
Lige nu ser det ud til, at Europa faktisk er ved at skrue presset op på Vučić for at få skabt basis for en form for aftale. Det har bl.a. ledt til, at Vučić er ved at ”male Europa på væggen” for at forberede befolkningen på et muligt skifte i den politiske kurs, der i højere grad vil komme til at lægge sig mod Bruxelles.
Den bizarre dialogproces
EU har i mere end ti år svunget dirigentstokken i den såkaldte ”normaliseringsdialog” mellem Kosovo og Serbien. Formålet med dialogen er bl.a. at sikre Kosovos indlemmelse i EU og en ”normalisering” af relationen mellem Kosovo og Serbien. Sidstnævnte betyder grundlæggende en gensidig diplomatisk anerkendelse.
Dialogprocessen har, som antydet, endnu ikke kastet mærkbare resultater af sig. Det nærmest tragikomiske er, at der i skrivende stund er fem EU-lande, der ikke har anerkendt Kosovo – Spanien, Slovakiet, Cypern, Rumænien og Grækenland – hvilket gør hele scenariet en smule bizart.
Meget kunne tyde på, at så længe Serbien ikke vil anerkende Kosovo som selvstændig stat, så vil de politiske aftaler, der eventuelt indgås i den kommende tid med henblik på ”normalisering”, næppe være mere værd end det papir, de er skrevet på.
(Artiklen er først trykt i pov.international d. 23. februar 2023)