Ibar-floden skær sig igennem Mitrovica i det nordlige Kosovo og står som det ultimative symbol på den kløft, der adskiller Kosovo og Serbien – nærmest som et politisk Grand Canyon.
Mange af Kosovos aktuelle politiske udfordringer udspringer af konflikten med Serbien. Floden Ibar skærer sig igennem den centrale del af byen Mitrovica i det nordlige Kosovo. Ibar står som det ultimative symbol på den kløft, som adskiller Kosovo og Serbien – nærmest som et politisk Grand Canyon. En gåtur over Ibar-flodens bro og gennem dele af den nordlige del af byen, giver et indtryk af nogle af Kosovos kontraster og konflikter.
Mitrovica
Jeg er rejst til Kosovo for at få et indtryk af landet, og hvilken betydning Kosovos konflikt med Serbien har. Den rejse har bragt mig til Mitrovica. Min rejseledsager er kosovoalbaner. Vi er på vej ud på broen over Ibar-floden. På og omkring broen er kosovoalbanere og serbere tørnet sammen i voldelige konflikter med forskellige grader af intensitet igennem mere end to årtier.
I kølvandet på krigen i 1998-1999 blev FN-styrker sat til at bevogte broen. Bydelen og området, der ligger nord for floden og grænser op til Serbien, udgøres i dag af fire kommuner. Her er flertallet af de knap 50.000 indbyggere serbiske og tilmed serbiske statsborgere. I den sydlige del er flertallet kosovoalbanere. Bevogtningen holder de to grupper adskilte. Kosovoalbanere er muslimer. Serberne er ortodokse. Krigens traumer lever stadig i bedste velgående
Broen over floden Ibar
Selve broen kan bedst beskrives som en post-jugoslavisk metalrædsel med bøjler og anden firkantethed. Den bevogtes nidkært af en gruppe skarpt klippede italienske carabinieri i deres bedste alder samt yngre betjente fra Kosovo Politi. Det er disse to enheder, der overtog bevogtningsopgaven fra FN i 2012. Kun fodgængere, som jeg selv, og cyklister kan komme over. Alle nyder dagens solskin, men stedet fremstår alligevel som et trist bevis på barrieren mellem nord og syd.
Inden turen spiser vi frokost på restaurant Koha, der ligger få meter fra broen. Mens vi sidder og venter på maden, fjerner min rejseledsager pludselig service og servietter, der er arrangeret på en hvid tallerken. Han peger på tallerkenens billede. For det utrænede øje ligner tegningen en hvilken som helst småsøvnig lille historisk by på Vestbalkan. Små huse og en moske ved en flod.
Under billedet står der ‘Mitrovica’. “Den moske er væk i dag,” siger han med henvisning til billedet af Mitrovica. “Serberne sprang den i luften. Den lå lige ved broen.” Vi er ankommet til konfliktzonen, fornemmer jeg. Krigens traumer lever stadig i bedste velgående.
Nummerplader med gaffatape
Mens vi går over broen, fortæller min rejseledsager mig, at han er født byen. “Jeg lærte at svømme her,” siger han og peger ned på floden. Han fortæller også, hvordan han i sin ungdom oplevede, at serbere i opløbet til krigen tvang ham og hans familie til at gå med armbind for at signalere deres ikke-serbiske identitet. De skulle også bære id-kort, når de fx havde ærinder i byen.
Senere blev de tvunget til at flygte. Jeg konstaterer, at det var samme fremgangsmåde, serbiske styrker brugte flere steder i Bosnien i begyndelsen af 1990’erne, særligt over for bosniske muslimer.
Efter vi har krydset broen, går vi ned ad en gågade. Efter man har tilbragt nogle dage i Kosovo, vænner man sig til at se Kosovos flag mange steder i bybilledet. Flagets motiv er et billede af Kosovo med seks stjerner, der hver symboliserer en af landets etniske grupper.
I denne gågade er det ikke Kosovos flag, men derimod serbiske flag, der hænger overalt. Det er en tankevækkende kontrast. En del af forklaringen er, at en betydelig del af den serbiske befolkning i Kosovos nordlige kommuner, hvor vi nu er, ganske enkelt ikke anerkender regeringen Pristina.
Ved en rundkørsel bliver jeg overrasket over at se, hvordan mange biler har to stykker hvid gaffatape klistret på nummerpladen, så man kun kan se tal, men ikke noget nationalt identitetstegn. Jeg forstår, at Serbien er blevet ved med at udstede nummerplader, der med deres nationale identitetstegn signalerer, at Kosovo stadig er en serbisk provins. Regeringen i Pristina har for nylig forbudt denne praksis. Det førte til alvorlige sammenstød og konflikter i området.
Løsningen blev, at Pristina og Beograd med assistance fra EU lavede en aftale om, at man skal sætte klistermærker på nummerpladerne, så nationale identitetstegn bliver dækket, hvis en grænse skal krydses. Det har, ifølge min rejseledsager, om ikke andet reduceret antallet af overfald og vandalisering af biler i det nordlige Kosovo.
På en udefrakommende virker situationen fuldstændig absurd. Jeg får dog mere og mere et indtryk af, i hvor høj grad stort set alle politiske konflikter i Kosovo peger tilbage på de uafklarede relationer, der eksisterer mellem Serbien og Kosovo.
Som Belfast i gamle dage
Der kommer et pludselig et vemod i min rejseledsagers stemme. Han peger på en ejendom knap 100 meter nede ad gaden. Det er en småkedelig bygning i gule sten på en fire-fem etager: “Min faster boede her …” Han slutter ikke sætningen af med ordet ‘engang’. Mit gæt er, at budskabet var, at hun blev fordrevet ligesom han selv, men jeg undlader at spørge.
Efter vi har gået lidt rundt i den nordlige del af Mitrovica et kvarters tid, konstaterer han lidt abrupt, at nu er der ikke mere at se, og foreslår, at vi vender om. Mit gæt er, at det på en eller anden måde går ham på at være i området, men han siger ikke noget. Alternativt kan det jo faktisk være, at resten er for kedeligt.
På tilbagevejen fortæller han, at i hvert fald op til krigen i 1998-1999 blev Mitrovica og det nordlige Kosovo ofte sammenlignet med Belfast i gamle dage: vold, mord og kriminalitet i forskellige grader var det gennemgående. Situationen eskalerede, som sagt, under krigen. Resultatet var, at mange kosovoalbanere blev tvunget til at flygte.
En del havnede i Pristina, men flere flygtede også udenlands til blandt andet Danmark. Imens vi går, ser jeg flere steder, at der er spraymalet et stort Z på husmure. Det er det samme symbol, som er malet på bl.a. russiske kampvogne i Ukraine. Jeg forstår ikke graffiti-teksten under Z’et, men støtten til Rusland synes tydelig. Det virker voldsomt.
Næsten uanset hvor du befinder dig i Kosovo, får du en oplevelse af, at der stadig er kamp om, hvordan Kosovos historie skal fortælles. Lige inden vi går ud på broen, ser jeg fx et monument med billeder og kyrilliske bogstaver, der priser serbiske helte, som ‘forsvarede deres land’. Det er ikke et selvstændigt Kosovo, der tales om, men den kamp, der var, for at Kosovo skulle forblive en del af Serbien som en provins.
Kernen i konflikten
Kernen i konflikten mellem Kosovo og Serbien er, at Serbien stadig nægter at anerkende Kosovo som en selvstændig stat. Fortalt kort, så er historien bag konflikten, at Kosovo bliver indlemmet som en provins i det serbiske kongedømme i begyndelsen af det 20. århundrede.
Det er først i midten af 1990’erne, at Kosovos uafhængighedsbevægelse for alvor får vind i sejlene. En af de ting, der udløser det, er modstanden mod den daværende serbiske præsident Slobodan Milosevic’ hårdhændede styring af Kosovo.
Situationen eksploderer i 1998. Både kosovoalbanere og serbere begår vold og det, der er værre, mod hinanden, men det er serbernes etniske udrensning, der får det internationale samfund til at reagere. Nato bomber serbiske stillinger i Kosovo og i selve Serbien i godt 70 dage. En fredsaftale underskrives i 1999, hvorefter Kosovo kommer under administration af FN. I 2008 erklærer Kosovo sig uafhængigt.
Situationen i Kosovo er langtfra afklaret
Tilbage på broen vender vi den voldelige konflikt, der få uger før vores besøg pludselig blev antændt cirka tyve minutters kørsel nord fra, hvor vi står. 30 mænd, bevæbnet til tænderne med topprofessionelt militært udstyr, angreb en deling af Kosovo Politi og slog en betjent ihjel.
Gerningsmændene søgte tilflugt i et nærliggende kloster. Kosovo Politi ryddede dog stedet og fik i processen skudt tre gerningsmænd. Resten formåede at slippe over grænsen til Serbien. Ingen forventer, at de vil møde repressalier i Serbien.
Det, der forbløffede flere, var, at vicepræsidenten for det pro-serbiske parti i Kosovo, Lista Srpska, Milan Radoičić, selv indrømmede at være initiativtager bag og deltager i det væbnede overfald. Ingen har umiddelbart været i stand til at levere en sammenhængende forklaring på motivet bag angrebet.
Adskillige mistænker dog det politiske Serbien for i en eller anden grad at være involveret i angrebet, blandt andet fordi det militære udstyr var af så høj en kvalitet, som private aktører ikke har adgang til. Om ikke andet, så er hændelsen endnu en påmindelse om, at relationen mellem Serbien og Kosovo langtfra er afklaret.
Vi runder besøget i Mitrovica af med en kort gåtur ned ad en gågade i den sydlige del af byen. Strålerne fra årets allersidste sensommersol og de mange træer langs vejen gør den charmerende. Vi passerer, hvad der givetvis er et af de sidste tilbageværende huse, hvis byggestil er inspireret af tiden under Det Østrig-ungarske Imperium.
Man kan ane tallene ‘1928’ på facaden. En smuk klassisk bygning midt i den mere brutale sen-jugoslaviske arkitektur. Et lille skår i glæden er, at den er plastret til med store røde KFC-reklamebogstaver.
I betragtning af det høje konfliktniveau mellem Rusland og Vesten kræver det et ualmindeligt lyst sind at tro på, at stormagterne inden for den nærmeste fremtid vil finde sammen om en løsning på konflikten mellem Serbien og Kosovo. Det er utænkeligt, at Serbien under præsident Vučić selv vil tage initiativ til at anerkende Kosovo.
Vi må derfor nok forvente, at der stadig vil være en lang periode, hvor forskellige grader af konflikter mellem Kosovo og Serbien pludselig vil rydde de internationale avisforsider – hvorefter de ryger ud i glemslen igen.
(Artiklen er oprindelig udgivet på pov.international 14. november 2023