Skriftligt bør elever trænes i bl.a. selv at skrive blogindlæg og kommentarer inden for forskellige genrer af weblogs.
Den skriftlige eksamen bør desuden indeholde en mulighed for at få et spørgsmål om weblogs. Det kunne være skriftligt at analysere en, eller flere blogs, eller endnu bedre, at kommentere et specifikt indlæg, eller at skrive et originalt indlæg.
Ligeledes bør der være krav om at forskellige typer af tekster fra digitale medier, som f.eks. weblogs, er del af opgivelsen til den mundtlige eksamen.
Weblog som grundkompetence
Omdrejningspunktet for sociale medier er dialogen. Med lidt god vilje kan man sige at princippet i webloggen er grundlæggende for mange af de træk vi ser i digitale medier / sociale medier når det handler om det at kommunikere.
Du skriver en tekst, og folk kommenterer denne tekst. Alternativet er, at du blot kommenterer andres tekster. Mange aviser og onlinetjenester har blogs tilknyttet. Derudover er et news feed, som eksempelvis Facebooks, ikke langt fra ideen.
Konkrete ideer til undervisningen
Hvis jeg nu kunne bestemme hvordan det skulle gøres ville jeg bruge Jill Walker Rettbergs i øvrigt meget anbefalelsesværdige bog ’Blogging’ som udgangspunkt.
For det første diskuterer hun spændingsfeltet mellem blogging og journalistik, hvilket vil være en relevant øvelse at gøre med elever, dels for at styrke deres evne til at forholde sig kritisk til genren, og dels for at se weblogs i en større sammenhæng.
Derudover skitserer Rettberg fire typer af blogs:
– ‘First hand reports: Blogging from a war zone’
– ‘First hand reports: Chance witnesses’
– ‘Bloggers as independent journalists and opinionists‘
– ’Corporate blogs’
‘Gatewatching’ kan også inddrages. Det betyder ’the observation of the output gates of news publications and other sources, in order to identify important material as it becomes available’, og er en yderligere dimension af hvordan blogging og journalistik mødes. Udtrykket er formuleret af Axel Bruns i 2005.
Der findes sikkert endnu flere muligheder. Men disse ideer er konkrete eksempler på hvordan weblogs på en overskuelig måde kunne inddrages i undervisningen og den efterfølgende eksamen.
Fremtiden er lige om hjørnet
Hvis weblogs blev en integreret del af undervisningen i bl.a. engelsk, og sociale medier, som f.eks. det at skrive et indlæg til en bestemt type blog, blev en del af en (skriftlig) eksamen, vil jeg vove den påstand, at det vil være et væsentligt bidrag til unges digitale dannelse, samt en berigelse og tiltrængt opdatering af faget engelsk på STX og HF.
Hvad mener du? Kan det lade sig gøre? Har du andre ideer?